Serieanmeldelse
01. dec. 2021
Fixer
Det tenderer det kriminelle, at Andreas Jessen (th.) og et af landets mest interessante talenter, Arian Kashef, ikke får mere at arbejde med. Foto | Rasmus Hasle

Fixer

Komedieserie strander i et limbo, hvor den hverken tør udfordre publikum med langt ude scenarier eller byde på realistiske problemer for hovedpersonerne.

Af Claus Nygaard Petersen

Der går ikke mange minutter, før den gennemgående buksejoke i første afsnit af Fixer er blevet gentaget så mange gange, at to ting står klart.

Bukser er ikke sjove, og det er Discoverys nye komedieserie heller ikke!

Receptionisten Toke (Andreas Jessen) vil ikke rigtigt noget med livet, og det er hans kæreste Mona (Josefine Tvermoes) godt træt af.

Så hun dropper ham efter en træls kæresteaften, hvor han har haft nej-hatten på og ikke villet respektere de aftaler, som de har indgået – inklusive mobilfri fredag.

I et forsøg på at fikse problemerne skynder Toke sig over på hotellet, hvor han arbejder. Det er nemlig dér, rapperen Lil’ Pants (Raiden Rose) er indlogeret. Kæresteparret var tidligere på aftenen til hans koncert, og musikeren blev indirekte katalysatoren til forholdets afslutning.

Hvad Toke præcis har tænkt sig at få ud af forehavendet, står ikke umiddelbart klart. Ud over at det skal imponere Mona, så han kan vinde hendes gunst tilbage. Meget af første afsnit har mest karakter af en undskyldning for at vise, hvor sej en gut, Toke er.

Han er typen, der altid kan skaffe de rigtige ting. Eller rettere: skaffe noget, som minder om det, folk efterspørger.

Derfor finder han sit kald i livet og den klare vej til at vinde Mona tilbage: Han skal være fixer!

Jobbet består i at servicere behovene for hotellets gæster, som stikker lidt ud over de sædvanlige krav til en receptionist.

Dermed er vi rimelig langt fra de opgaver på liv og død, som fixeren over dem alle, Ray Donovan (Liev Schreiber), ordner for forskellige kendisser i den fremragende tv-serie Ray Donovan.

Tonen er også langt fra den gode dramaserie.

Fixer er tidstypisk med sin usympatiske hovedperson og forsøg på drengerøvshumor, som efterhånden kun appellerer til dem, der ikke orker at læse underteksterne på de overlegne amerikanske komedieserier.

Det er ikke nær så tåkrummende som i Discoverys forrige serie, Fars drenge, men vi er ikke langt fra.

I andet afsnit bliver Toke hyret til at finde noget snavs på en politiker, der forsøger at blive formand i sit parti, og det er ikke videre troværdigt, hvordan han får jobbet. Adgangsbilletten er slet og ret, at Toke er i gang med at ordne et tilstoppet toilet på et hotelværelse.

Man kan med rette spørge, hvorfor instruktør Stefan Pflug og hovedforfatterne Allan Hyde – der spiller en af hovedrollerne i Fars drenge – og Johan Wang ikke sætter ambitionsniveauet højere end klø-sig-i-røven-vittigheder.

Ja, det skal forstås bogstaveligt.

Det tenderer det kriminelle, at Andreas Jessen og et af landets mest interessante fremadstormende talenter, Arian Kashef, som spiller Tokes ven Hamza, ikke får mere at arbejde med. De gør tydeligvis, hvad de kan, men den latrinære humor tynger dem ned.

Præmissen minder om antologifilmen Four Rooms (1995), hvor Tim Roth spiller en piccolo, der kommer ud for lidt af hvert en nytårsaften. Instruktørerne Tarantino og Rodriguez bidrog med et segment hver til løjerne, der alle var i den overdrevne afdeling.

Fixer har dog på ingen måde den samme vildskab. Serien strander i et underligt limbo, hvor den hverken tør udfordre publikum med langt ude scenarier eller byde på realistiske problemer for hovedpersonerne.

Serien er pudsigt nok bedst, når det bare er Toke og Hamza, der driller hinanden. Den lægestuderende Hamza har det svært med blod, og det skal han selvfølgelig høre for med jævne mellemrum.

Dér er Fixer godt selskab. De situationer er som taget ud af Kevin Smiths Clerks, hvor to ekspedienter bare skal få dagen til at gå, mens de er på arbejde.

Fingrene er krydset for, at de resterende seks afsnit går i den retning. Ellers bliver det en træls omgang med Tokes selvfede attitude og uinspirerede fixer-jobs.

Titel:
Fixer

Land:
Danmark

År:
2021

Serieskaber:
Allan Hyde, Johan Wang

Medvirkende:
Andreas Jessen, Arian Kashef, Josefine Tvermoes, Stephanie Nguyen, Benedikte Hansen, Jesper Asholt

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
25. november på Discovery+

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten