Fixer

Der går ikke mange minutter, før den gennemgående buksejoke i første afsnit af Fixer er blevet gentaget så mange gange, at to ting står klart.

Bukser er ikke sjove, og det er Discoverys nye komedieserie heller ikke!

Receptionisten Toke (Andreas Jessen) vil ikke rigtigt noget med livet, og det er hans kæreste Mona (Josefine Tvermoes) godt træt af.

Så hun dropper ham efter en træls kæresteaften, hvor han har haft nej-hatten på og ikke villet respektere de aftaler, som de har indgået – inklusive mobilfri fredag.

I et forsøg på at fikse problemerne skynder Toke sig over på hotellet, hvor han arbejder. Det er nemlig dér, rapperen Lil’ Pants (Raiden Rose) er indlogeret. Kæresteparret var tidligere på aftenen til hans koncert, og musikeren blev indirekte katalysatoren til forholdets afslutning.

Hvad Toke præcis har tænkt sig at få ud af forehavendet, står ikke umiddelbart klart. Ud over at det skal imponere Mona, så han kan vinde hendes gunst tilbage. Meget af første afsnit har mest karakter af en undskyldning for at vise, hvor sej en gut, Toke er.

Han er typen, der altid kan skaffe de rigtige ting. Eller rettere: skaffe noget, som minder om det, folk efterspørger.

Derfor finder han sit kald i livet og den klare vej til at vinde Mona tilbage: Han skal være fixer!

Jobbet består i at servicere behovene for hotellets gæster, som stikker lidt ud over de sædvanlige krav til en receptionist.

Dermed er vi rimelig langt fra de opgaver på liv og død, som fixeren over dem alle, Ray Donovan (Liev Schreiber), ordner for forskellige kendisser i den fremragende tv-serie Ray Donovan.

Tonen er også langt fra den gode dramaserie.

Fixer er tidstypisk med sin usympatiske hovedperson og forsøg på drengerøvshumor, som efterhånden kun appellerer til dem, der ikke orker at læse underteksterne på de overlegne amerikanske komedieserier.

Det er ikke nær så tåkrummende som i Discoverys forrige serie, Fars drenge, men vi er ikke langt fra.

I andet afsnit bliver Toke hyret til at finde noget snavs på en politiker, der forsøger at blive formand i sit parti, og det er ikke videre troværdigt, hvordan han får jobbet. Adgangsbilletten er slet og ret, at Toke er i gang med at ordne et tilstoppet toilet på et hotelværelse.

Man kan med rette spørge, hvorfor instruktør Stefan Pflug og hovedforfatterne Allan Hyde – der spiller en af hovedrollerne i Fars drenge – og Johan Wang ikke sætter ambitionsniveauet højere end klø-sig-i-røven-vittigheder.

Ja, det skal forstås bogstaveligt.

Det tenderer det kriminelle, at Andreas Jessen og et af landets mest interessante fremadstormende talenter, Arian Kashef, som spiller Tokes ven Hamza, ikke får mere at arbejde med. De gør tydeligvis, hvad de kan, men den latrinære humor tynger dem ned.

Præmissen minder om antologifilmen Four Rooms (1995), hvor Tim Roth spiller en piccolo, der kommer ud for lidt af hvert en nytårsaften. Instruktørerne Tarantino og Rodriguez bidrog med et segment hver til løjerne, der alle var i den overdrevne afdeling.

Fixer har dog på ingen måde den samme vildskab. Serien strander i et underligt limbo, hvor den hverken tør udfordre publikum med langt ude scenarier eller byde på realistiske problemer for hovedpersonerne.

Serien er pudsigt nok bedst, når det bare er Toke og Hamza, der driller hinanden. Den lægestuderende Hamza har det svært med blod, og det skal han selvfølgelig høre for med jævne mellemrum.

Dér er Fixer godt selskab. De situationer er som taget ud af Kevin Smiths Clerks, hvor to ekspedienter bare skal få dagen til at gå, mens de er på arbejde.

Fingrene er krydset for, at de resterende seks afsnit går i den retning. Ellers bliver det en træls omgang med Tokes selvfede attitude og uinspirerede fixer-jobs.