Five Nights at Freddy’s 2

En sen aften sidder en skribent på landets største filmmagasin og arbejder i bladets lille redaktionslokale. Helt alene er han.

Pludselig lyder der tunge trin ned ad gangen mod lokalet. Det er filmfolk, han gennem årene har givet dårlige anmeldelser, og som nu ønsker hævn.

Lokalet har ingen dør, der kan bremse dem, men på væggene hænger et galleri af magasinforsider med billeder af kendte filmskabere. Skribenten hiver en forside ned og holder den op foran ansigtet. Da de hævntørstige filmfolk trænger ind i lokalet, tror de, at skribenten er en af dem selv, undskylder forstyrrelsen og går igen.

Sådan er handlingen i videospillet Five Nights at Freddy’s 2, blot med en nattevagt i kontoret på en pizzarestaurant angrebet af elektroniske dukker, der som skitseret kan narres med en maske holdt op foran ansigtet.

Restaurantkæden i Five Nights at Freddy’s-universet hedder Freddy Fazbear’s Pizza og fungerer som en slags fiktiv udgave af den amerikanske kæde Chuck E. Cheese. Her serveres maden i spillearkader befolket af børnefester og animatronics, en type robotter beregnet til underholdning.

Navnet ”Fazbear” associerer til bjørnen Fozzie Bear og dens meddesigner Faz Fazakas i Jim Hensons tv-serie The Muppet Show. Animatronics-figurerne i de foreløbigt to spillefilm, der er baseret på computerspilserien, er da også lavet af firmaet Jim Henson’s Creature Shop, så associationen er nok tilsigtet.

Five Nights at Freddy’s-universet – hvor festlige animatronics forvandles til utrættelige dræbermaskiner – er skabt af spildesigneren Scott Cawthon. Han er bestemt ikke én, der hviler på kistebærerne. FNaF-serien, som den kaldes, har endda en Guinness-rekord for ”most video game sequels in a single year”. 

Universet bugner af detaljer, og spillene er blevet genstand for intens kultdyrkelse.

Også filmene er fyldt med interne referencer, og dialogen henviser konstant til tidligere begivenheder. Påstår nogen, at man kan følge plottet i toeren uden at have set etteren, er det simpelthen usandt. Og helst bør man også have et vist kendskab til spillene.

Den første filmatisering skuffede anmelderne ved modsat spillene ikke at være nævneværdigt uhyggelig. Ekko gav den én stjerne. Målgruppen ville se den alligevel, og filmen endte som horrorfilmselskabet Blumhouses største kommercielle hit. Alene i Danmark solgte den mere end 81.000 biografbilletter.

Nu truer toeren i den dørløse entre. Filmen Five Nights at Freddy’s 2 bygger på spillet af samme navn og er desuden en direkte fortsættelse af handlingen i den første film med de karakterer, der overlevede dér, spillet af de samme skuespillere.

Plottets tematik er dystert.

Både børn og voksne kæmper med ptsd og diskuterer, om de skal konfrontere deres mareridtsminder eller forsøge at fortrænge dem. På film lykkes det sjældent at flygte fra fortiden – og det gør det heller ikke for nattevagten Mike (Josh Hutcherson), hans elleveårige lillesøster Abby (Piper Rubio) og kæresten Vanessa (Elizabeth Lail), hvis far (Matthew Lillard) designede de berygtede animatronics.

De tvinges tilbage til de forladte pizzarestauranter for at tage teknologien ved hornene. Alle filialerne er blevet lukket efter dødsulykker, men i de mørklagte korridorer lurer stadig de døde – nu som animatronics-dukker med glødende øjne og knusende styrke: Freddy Fazbear, Bonnie the Bunny, Chica the Chicken (med stemme af Megan Fox), Foxy the Pirate og den nyeste og mest uhyggelige, The Marionette.

Flere af figurerne optræder endda i både nye og gamle udgaver, hvor de ældste er de mest medtagne og urovækkende at se på.

Instruktøren er igen Emma Tammi, som denne gang leverer en markant stærkere film. De fejlbehæftede pizzamaskotter holdes længe skjult i skyggerne, og det skaber den suspense og grundlæggende uhygge, som etteren manglede.

Titlens fem nætter skal forstås som de fem niveauer i spillet, man skal overleve for at vinde. I filmens struktur lægges der i sidste nat så mange metafilm-ingredienser på pizzaen, at uhyggen fordamper, og jeg mistede appetitten.

Filmen tager sig selv for alvorligt, som om de ansvarlige har glemt, hvor langt ude konceptet er. Kun en enkelt joke fyres af, nemlig da Mike konfronteres med den situation, jeg skitserede i starten af anmeldelsen, og udbryder: ”Der er ikke engang en dør? Hvilken slags geni har designet det her sted?”

Det er spildesigner og manuskriptforfatter Scott Cawthon, der i tredje person taler om sig selv. Forhåbentlig opsøger han mig ikke i morderisk raseri over kun at få tre stjerner.