The Fits

En flok unge mennesker, et træningscenter, en djævelsk opslugende billedside og et fund af en hovedrolle i skikkelse af den blot elleveårige Royalty Hightower. Og så lige et uforklarligt mysterium.

Det er i al sin enkelhed kernen i det amerikanske ungdomsdrama The Fits.

Umiddelbart ligner filmen en lille, simpel fortælling. Den unge Royalty Hightower med det dejlige navn spiller drengepigen Toni.

Hun bruger al sin fritid i det lokale træningscenter, hvor hun bokser sammen med sin storebror og hans venner. Pligtskyldigt og disciplineret tager hun sine mavebøjninger, fylder vanddunke til de ældre knægte og vasker træningstøj for klubben.

Da Toni en dag overværer en flok dansepiger i et tilstødende træningslokale, vækkes hendes interesse for pigernes sammenhold og træningsmoral.

Hun slutter sig til dem, men snart begynder nogle af de ældre piger at besvime og falde om i mærkelige kramper. Pigerne kalder besvimelserne for ”fits”, og i flokken går rygterne hurtigt om, hvad der mon udløser dem.

Vandet i centerets haner? Intim kontakt med de spændende boksedrenge?

Gåden om de besynderlige fits ligger latent i det meste af filmens blot 72 minutters spilletid, men foldes aldrig ud på dramatisk eller forklarende vis. I stedet holder instruktørdebutanten Anna Rose Holmer klogt igen med informationerne og økonomiserer pirrende med filmens virkemidler.

Når pigerne falder om midt i en danseseance, neddrosler filmen dramaet. En pige besvimer, men det sker uden for billedet, eller også klipper Holmer hurtigt væk. I stedet er fokus på Toni, som filmen ubetinget er fortalt igennem.

Hightower beriger uden de store fagter og dikkedarer filmen som den unge Toni, der står på nippet til puberteten og teenageårene.

Toni er en karakter med masser af kontraster. Hun er muskuløst bygget, men drages mod pigernes dansehold og fællesskab. Hun er rolig og forsagt, men i enkelte øjeblikke sprudler hun af intens energi, når hun vrider sin krop i abrupte dansebevægelser.

Og så er hun mentalt skrøbelig som et barn, men samtidig moden og afbalanceret. Et karaktertræk, der viser, at hun er på vej til pubertetens overgang fra barn til voksen.

Det fortæller for eksempel alt, da Toni laver huller i sine ører i omklædningsrummet. Hun beundrer de ældre teenagepiger, så hun vil selvfølgelig også have øreringe. Uden at pive eller beklage sig stikker hun selv hul i den ene øreflip, men skal have hjælp til øre nummer to.

Toni er selvstændig og beslutsom, men stadig et barn.

Undervejs i The Fits er det nærmest umuligt ikke at beundre billedsiden og det visuelt gennemførte udtryk. Hele filmen foregår stort set i og omkring træningscentret, og selv om hvert billede indeholder velkendte elementer – et omklædningsrum, et træningslokale eller en forladt legeplads – er filmen konstant interessant at se på.

Den foruroligende og snigende stemning, som besvimelserne forårsager i et ellers helt normalt træningscenter, har derfor noget umiskendeligt Hitchcock over sig.

Og så er hvert billede og hver scene komponeret, så ro og intensitet går hånd i hånd. Som da Toni konstant tyrer basketbolde mod væggen i en ellers komplet forladt og rolig gymnastiksal.

Samtidig er mere eller mindre alle filmens karakterer de farvede børn og teenagere fra træningscenteret. Tonis storebror (Da’Sean Minor) og hendes veninde Beezy (Alexis Neblett) har små biroller, men ellers er gruppen af træningscenterets unge drenge og piger anonyme og upersonlige.

Tilbage står Toni og de mystiske besvimelsesanfald.

Det virker oplagt at fortolke dem i relation til filmens teenage- og pubertetstema, med pigernes fokus på kroppen og dens forandring, kontakten med drengene og det at føle sig anderledes.

Men heldigvis holder Anna Rose Holmer mysteriet i live frem til den overraskende slutning.

The Fits syner ikke umiddelbart af meget, men den sniger sig ind på tilskueren og er svær at slippe igen. En unik film, som takket være distributøren Another World Entertainment får dansk biografpremiere.