Final Destination: Bloodlines

Blandt universets fundamentale principper er Murphys første lov, som lyder: ”Alt, der kan gå galt, vil gå galt”. Det er naturligvis en stor hjælp for Døden, når man har snydt den, og den forsøger at rette op på sagen.

Netop det er grundideen i Final Destination-serien, hvor de første fem film udfoldes som følger:

Hovedpersonen har en vision om en forestående ulykke og formår i sidste øjeblik at redde et lille antal af de dødsdømte, mens alle andre bliver dræbt. Dog er der kun tale om en stakket frist, idet Døden snart indhenter de overlevende én for én i præcis den rækkefølge, som de ville have mistet livet, hvis de ikke var blevet reddet.

Det er en variation af et urgammelt tema, hvor personer forhandler med Døden om, hvornår de skal herfra. Vinklet, så det er blevet vanskeligere at snyde, mere uhyggeligt at vente på det uundgåelige og endnu mere forfærdeligt, når det sker.

Seriens dødsfald kommer ikke ud af det blå. Der er tegn og varsler, især for os tilskuere. En udspekuleret gætteleg, hvor nærbilleder udpeger alt, der potentielt kan indgå i en letal og chokerende kædereaktion.

Så man gætter som en gal, men Døden tager gerne fusen på os med et uforudset tvist. En dæmonisk Storm P.-maskine med et dødeligt udfald, der er værre end noget, vi havde forestillet os.

Trods seriens generelt høje kvalitet er opus seks, Final Destination: Bloodlines, den første af seriens film siden Final Destination 2 (2003) til at få dansk biografpremiere.

Traditionen tro lægges der ud med en opfindsom og hårrejsende dødsulykke. Denne gang gælder det en af disse diskusformede restauranter øverst på en 150 meter høj søjle. What could possibly go wrong, ikke sandt?

En ung kvinde, Iris (Brec Bassinger), gæster stedet med sin udkårne. Hun er gravid, og han har en forlovelsesring i lommen. Men inden man kan nå et sige ”Njals Tårn,” er bygningen sunket i grus i en blodsprøjtende detonation af makaber lemlæstelse. Ikke uden et stænk af sort humor og med finurlig fokus på en mønt, der triller videre gennem resten af plottet.

Herefter afviger filmen meningsfuldt fra formularen.

Ulykken viser sig nemlig at være en fortidsvision i hovedet på Iris’ barnebarn Stefani (Kaitlyn Santa Juana). Ulykken skete mange år før filmens handling, men Iris overlevede og har sidenhen formået at snyde Døden ved at forskanse sig i et hjemmelavet fort.

Derved har hun beskyttet dem, der skulle dø efter hende i rækkefølgen, og som nu har stiftet familie. Skulle Døden indhente Iris, vil alle efterkommerne ifølge reglerne rykke op på listen. Deraf filmens undertitel, Bloodlines.

Det med ”reglerne” minder om Scream-seriens metasnak om slashergenrens regler for, hvem der vil blive myrdet. Og præcis dét er indfaldsvinklen her i sekseren, sågar med en stor bog, hvor alle Final Destination-seriens regler er skrevet ned.

Filmen er tyve minutter for lang og går af og til død på den ufede måde. Men ellers er der masser at glæde sig over, især de overraskende dødsscener, som ikke skal afsløres her. Kun to ord om sagen: Næsepiercing og barbecue!

Der er tale om en selvstændig efterfølger, som man kan nyde uden at have set de forrige. Dog vil man i så fald ikke få fuldt udbytte af filmens smukkeste indslag, et sidste udkald med seriens ene gennemgående figur, ligsynsmanden William Bludworth.

Han spilles af horrorstjernen Tony Todd, som vi især kender fra Candyman-filmene, og som døde den 6. november sidste år. Final Destination: Bloodlines er dedikeret til ham, og hans monolog i filmen udgør det smukkeste og mest passende farvel fra en skuespiller, siden Desmond Llewelyns sidste scene som Q i Bond-filmen The World Is Not Enough fra 1999.

”Livet er værdifuldt, så nyd hvert sekund!”, hilser Tony Todd, og så er han væk. Sådan skal et elsket filmikon sættes af på endestationen.

Heldet vil ikke være med ret mange af karaktererne i Final Destination-filmene, kun med os tilskuere, der kan nyde deres opfindsomme skæbnespil med 24 billeder i sekundet.