Filmskolen fiktion årgang 2021

De seneste år har Den Danske Filmskole været omdrejningspunkt for et opgør mod ledelsen. 

Kampgejsten, der blussede op under kampen for indflydelse på læringsmiljøet, afspejles tematisk i deres film. 

Det er nærliggende at sammenligne med bibelhistorien om David og Goliat. For ligesom hyrden, der slog kæmpen og blev konge, kæmper filmenes personer mod magter, der synes meget større end dem selv. 

Men med den afgående årgang vendes fokus tilbage til det egentlige. At Filmskolen kendetegnes som et arnested for kvalitetsbevidste filmskabere med skarp fortællerstemme. 

I flere af filmene er tale overflødig, fordi der bliver arbejdet med lyd, krydsklipning og fotografering i sådan grad, at man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår. Med mindre en drilsk instruktør med vilje skjuler det for os.

Madtanterne

”Nazist-bøsse,” kalder kantinemedarbejderen Gunilla en elev på skolen. Kollegaen Annica griner mildt, for hun ved, at den anden ofte siger tingene værre, end hun mener det. 

På fornemste vis udstiller instruktør Lars Vega klasseopdeling. Gunilla (Katarina Lundgren-Hugg) er led og ked af, at skolens ledelse og lærerstaben ser ned på hende. 

Den harme vender hun mod praktikanterne, som kommunen har givet hende ansvaret for. Og således fortsætter hakkeordenen, indtil hendes hjerte opblødes, og hun finder allierede i andre nedtrådte mennesker. 

Frostblå og grønne nuancer pryder filmen i form af uniformer, brugsgenstande og fliserne i køkkenet, så jeg får lyst til at hænge fotograf Lukas Daugbjergs stillbilleder på stuevæggen. 

Filmen er desuden drønsjov. Som når Gunilla i en montage vil holde op med at drikke og hælder sprutten ned i håndvasken. Hun åbner hver øldåse og ser irriteret mod kameraet, mens hun fortsætter med at tømme lagret og til sidst tømmer flasken, hun gemmer i bilen, mens hun fræser af sted.

Katastrofer

Tone Ottilie spinder guld af ungdomsgenren. Det har hun før vist med Ekko Shortlist-vinderen Lulus første gang og Babylebbe, der blev udtaget til Berlinalen. 

Hun krydsklipper sanselige optagelser af Boy Ewalds sarte hovedperson Liv, der længes efter at røre klassekammeraten Anna med fragmenterede glimt af græs, der spirer, og larver, der kravler i munden på hende. 

Ganske uden dialog er det tydeligt, hvordan den unge kvinde blomstrer på samme tid, som hendes begær får hende til at føle sig beskidt. 

Pubertær angst og sorgløshed smelter sammen i drømmende optagelser af de to unge kvinder, der cykler rundt i nattemørket og taler om køn, tiltrækning og hinanden.

Titlen henviser til en underliggende frygt for, at det værste skal se. Det modsatte kan man sige om forventningerne til, hvad Tones næste filmprojekt er. For når Katastrofer er færdig, får man lyst til at se den igen.

100 % flået kærlighed

Et fyrtårn oplyser de blå, brusende bølger i nattemørket. Forneden står et lille hus, hvor en ung kvinde ligger og sover ved siden af sin kæreste. 

Filmen knækker, og i næste nu står kvinden (Maria Cordsen) ved landevejen, hvor hun fortæller en ældre herre om kæresten, hvis navn hun ikke kan huske. 

Men her afbryder instruktør Malthe Saxer den billedskønne drømmescene, som erstattes med et skævt, mareridtslignede parforholdsdrama. 

Det er en genistreg – omend det er ubehageligt – at filmen skruer op for lyden af urin og afføring, der lander i kummen, hvor andre filmskabere ville skrue ned. Som tilskuer bliver man således ekstra opmærksom på, hvad den unavngivne kvinde oplever. 

I bedste David Lynch-stil består dialogen af noget, der er mere lig en tankestrøm af lommefilosofiske betragtninger, psykologiske studier og popkulturelle musikcitater. 

Og tror man, at filmen ikke kan blive mærkeligere på den fede måde, viser det sig, at titlen er hentet fra en reklame for flåede tomater som en fantastisk cadeau til pop art.

Frie mænd

Monotont arbejde på en fiskefabrik og overarbejde med at reparere toiletter under urimelige vilkår til alt for lidt løn driver Daniel (Nicolai Jørgensen) til vanvid. 

Men når han og kammeraten Emil løber fra arbejdet for at blive uafhængige, følger chefens håndlanger deres flugt fra de rå fabriksområder til billedskønne klitter langs kysten. 

Instruktør Óskar Kristinn Vignisson bruger sort komedie til at belyse kampen mod overmagten i en lille havneby. Her kender hver mand sin plads, fremmedarbejdere tvinges til at bo under kummerlige forhold, og sure bartendere på den lokale kræver kontant betaling fra dem, der er lavest i hierarkiet. 

Filmen, der er blevet udtaget til årets filmfestival i Cannes, er en sigende, men lattervækkende fortælling om at kæmpe mod sin skæbne. 

”Nogle ting kan man ændre,” siger en mystisk fremmed til Daniel. ”Andre ting kan man ikke. Det handler om at kende forskellen.”

Adjø

Nanna tager sin døende mor til Vesterhavet. Men hvor datteren gerne vil tale ud inden den sidste rejse, vil moren bare gerne lade, som om alt er i orden. 

Instruktør Charlotte Brodthagen mestrer iscenesættelsen af de to kvinders frustrationer, der opstår, når de aldrig er på bølgelængde. 

Kun Nannas fascination for duer – et klassisk dødssymbol – distraherer fra den ellers sirlige fremstilling af komplicerede familierelationer, som kan være svære at sætte ord på. 

De taler om gamle dage. Kærestesorger, yndlingsspil og det gamle nabolag. Imens klippes der til nærbilleder af anspændte miner. Kvinderne tvinger sig til at smile, selv om de begge allerhelst vil græde. Bare ikke foran hinanden. 

Alt det, der forbliver usagt imellem dem, kommer til overfladen i diskrete øjeblikke. Som når Nanna følger efter moren, der vil op på værelset for at samle sig. I smug ser hun, hvordan moren hulker i det skjulte.

Hullet

Far og søn graver ude på marken og tager jorden med i en trillebør. Umiddelbart ligner det almindeligt landarbejde. Men så triller de videre indenfor for at fylde i et kæmpestort hul midt på gulvet i stuen! 

Når de vågner op, er hullet tomt igen, og som i den græske myte om Sisyfos starter arbejdet forfra hver dag. 

Imidlertid vil den unge Elias ikke låse sig fast i sådan en monoton tilværelse og gør oprør mod sin far. Han slår sin skovl i stykker, men til sin store fortørnelse bliver han bare sat til at grave med hænderne. 

Der er en ildevarslende stemning i filmen, som om instruktøren Christoffer Evan Ansel vil advare om en kommende katastrofe. Det afspejles desuden i Elias’ natlige mareridt om hullet i stuen, som han ikke kan kravle op af. En oplagt metafor for depression, der holder ham fast. 

Hullet er mesterligt fotograferet af Carl August Jansson. Han indfanger smukke landlige omgivelser i tåge, der danner et mystisk yderområde for det gamle, mørke hus, hvor den unge mand kæmper med sig selv, sin far og sin fremtid.