Fie

Fie Laursen er en af de mest kendte influencere i Danmark. Hun har været i gang på stort set alle SoMe-kanaler, siden hun i 2012 medvirkede i Aftenshowet, hvor hun iscenesatte sig selv som mobbeoffer.

Iscenesatte?

Jep. For hun udnyttede omgående den momentane berømmelse til at begynde at blogge om noget helt andet: intetsigende mode og livsstil.

Og så tog det ene ellers det andet.

I en hæsblæsende og langstrakt deroute af reality og venden sig selv på vrangen – hele vejen fra bling-bling og styling og sjovt filter over skamferende plastickirurgi og over-tatovering og selvskade til sugar dating og til sidst sågar porno – har hun hærget sig selv og sit liv for ussel mammon, imens hele Danmarks ungdom vantro betragtede den eksistentielle bilulykke i slowmotion. 

Først da hun henkastet afslører, at et helt kort filmklip af hendes beskidte, bare fødder i højhælede sko kan indbringe 45-50.000 kroner på en lukket pornokanal, forstår man, hvad der driver hende.

Den lille serie Fie er lavet i fire afsnit, hver på bare 28 minutter, så de unge akkurat kan holde fokus. Både håndholdte og fast indstillede dokumentarbilleder i almindelig tv-kvalitet klippes sammen med alt tænkeligt billedskrammel – selfiestick-film, retroklip af Fie som barn, soft porn.

Fie Laursen oplyser beredvilligt i serien, at hun er bipolar og ptsd-patient og ludoman og kokainmisbruger. Men mest åbenlyst lider hun – som hun også selv erkender – af en helt alvorlig borderline-personlighedsforstyrrelse. Hvis man kender den diabolske diagnose og dens symptomer, er den – skal vi sige – let at få øje på.

Den er nemlig hele baggrunden for Fies fascination af reality, online-universet, sladderbladene og så videre. Personer, der er – som det hedder – ”emotionelt ustabile”, er nemlig nogenlunde ens. Deres liv ser også ret ens ud.

Og Fies liv er et helt klassisk borderliner-mareridt.

Serien beskriver én lang svælgen i sort-hvid-tænkning, hvor verden kun består af haters eller fans. Der er en konstant hang til intriger, drama og konflikt, som udløser shitstorms, sager og skandaløs medieomtale – med andre ord uhæmmet opmærksomhed.

Borderline-forstyrrelsen er ikke for ingenting en form for narcissisme. Fies personlighed ser ud til at være uden substans, hun forfølger i hvert fald ikke noget reelt talent, og det er, som om hele personligheden er evigt fluktuerende, oscillerende, søgende.

Med andre ord tom.

Alene at følge hendes udseendes udvikling i billederne fra hele hendes gennemdokumenterede liv, er som at slikke på en forvandlingskugle.

Læber, balder, bryster, kinder, kropsform skifter konstant volumen, farve, form, udseende. Og da hun endelig indlægges på den lukkede afdeling, var dråben, at hun har skamferet sit hår med en saks – faktisk lidt som dengang Britney Spears brød sammen for åbent tæppe.

Serien viser også, på bedste vis, hvordan sjælen er flækket i to, som den ofte er det hos borderlinere.

Hver anden scene er selvbevidst forførelse, æggende bevægelser, vulgært tøj, duck lips og bordel-makeup.

Imellem de billige billeder er der så en slags kontrast-scener, hvor man ser Fie Laursen snacke på nervepiller, sidde med mascarasorte striber af tårer ned over kindernes urene og puffede hud, inden de tørres væk med de for lange ærmer på hyggetrøjen, hun har trukket sig ind i, når hun sidder og kæderyger og tuder og smelter mere og mere psykisk ned hjemme hos sin mor.

Serien er et ganske voldsomt indblik i, hvad der sker, når en psykisk syg, ung kvinde ikke får ordentlig hjælp i tide.

Den viser samtidig en familie, der tror, at de hjælper patienten, når de lader hendes sygdom rase løs, indtil det ender i selvmordsforsøg. Når moren insisterende kører sin egen datter hen til de foredragsarrangementer, som gør Fie mere og mere sindssyg, sidder man faktisk rystet tilbage.

Desværre bliver seriens skabere selv fanget ind i borderliner-universets selvmodsigelser, og de ender med at kopiere det.

Serien bliver nemlig paradoksal og i sidste ende endda pervers. Den er – som Fie selv – forførende, æggende og pornolækker, samtidig med at den åbenlyst svælger i ulykken, som den påstår, at den kun viser frem for at oplyse om psykisk sygdom og tvivlsom moral.

Den viser helt ukritisk, hvad kritikløshed kan føre til. Først i de sidste fem minutter af det sidste afsnit, stilles der spørgsmål ved hele Fie Laursens projekt.

Men da er det desværre for sent.