Feud

”Fejder handler ikke om had, men om smerte,” lyder replikken, som skyder Ryan Murphys nye tv-serie Feud i gang. Og smerten vrider sig tydeligt i Joan Crawfords (Jessica Lange) ansigt, da den unge og smukke Marylin Monroe modtager en Golden Globe i 1961.

Joan Crawford var engang en stor stjerne, men befinder sig nu i sit livs efterår.

Serien viser humoristisk, men også hudløst ærligt, hvor svært det kan være for kvinder at blive ældre. Det gælder især, når man er blevet en berømt stjerne i kraft af sit unge og smukke udseende.

Feud melder sig ind i tendensen at lave film og nu serier, som omhandler Hollywood i 1950’ernes og 60’erne. Og med to stærke hovedroller og et skarpt manuskript kan Feud efter de fire første afsnit at dømme snildt konkurrere med både Cohen-brødrenes Hil Cæsar! og Trumbo.

Joan Crawford vil gerne fortsætte med at lave film, men hun kan ikke længere få interessante roller på grund af sin alder.

Derfor tager hun sagen i egne hænder og overtaler sin gamle kollega, filminstruktøren Robert Aldrich, til at filmatisere bogen Hvad blev der egentlig af Baby Jane?

De filmkyndige ved, at filmatiseringen i dag er en kultklassiker.

Fidusen ved projektet er, at hun i filmen skal spille over for den lige så berømte, men også aldrende Bette Davis (Susan Sarandon), som hun hiver ind i projektet direkte fra teaterbrædderne.

De to kvinder har kendt hinanden længe og både misunder og beundrer hinanden. De er kort sagt frenemies, og det er forholdet mellem dem, som udgør seriens spændstige nerve.

Konstant prøver den ene at overgå den anden. I en dramatisk lille montage smører Bette makeup i ansigtet, som var det krigsmaling, så hun kan modtage applaus fra hele filmholdet og se bedre ud end Joan.

Senere tager Joan et skjult vægtbælte på, da Bette om og om igen skal bære hende i en af filmens scener.

Det minder om Gnavne gamle mænd, men Susan Sarandons rapkæftede portræt af Bette og især Jessica Langes præstation som den alkoholiserede og manipulerende Joan, giver serien en særlig troværdighed og tyngde.

Deres fejde er en stor fornøjelse at følge, til trods for at den hen over nogle afsnit bygger på en lidt gennemskuelig krigsfilmstruktur, hvor madammerne skiftevis vinder kampene på filmsettet.

Stanley Tucci spiller produceren Jack Warner, som insisterer på, at instruktøren skal sørge for, at kvinderne hele tiden er i totterne på hinanden, da det får dem til at spille mere overbevisende. Han sammenligner sågar kvindernes fejde med Napoleon og hans modstandere.

Serien handler også om mændenes overlegenhed i filmbranchen, og serien peger flere gange på problemer, som stadigvæk eksisterer.

Joan himler med øjnene, da en kvinde foreslår at instruere sin næste film, og karaktererne nævner ofte, hvor faretruende tv er for spillefilmen. På den måde viser serien, at filmbranchen på mange områder ikke har ændret sig så meget, som man skulle tro.

60’er-miljøet minder om Mad Men, og Kiernan Shipka, som spiller Don Drapers datter i reklameserien, leverer her en bedårende præstation som Bettes datter B.D Hyman.

Feud har ikke de subtile undertoner i Mad Men og er en mere ligefrem, men også velskrevet fortælling. Serien er fyldt med sprudlende replikker og små scener, som hele tiden understreger personernes specifikke træk og forhold til hinanden.

Da Joan i en brandert ringer til Bette for at skælde hende ud om natten, lægger Bette hovedrystende røret på og mumler: ”Patetiske, gamle spritter,” hvorefter hun tager en sip af sin egen whiskey.

Trods deres uenighed og skænderier minder de to kvinder så meget om hinanden, at de kunne have været søstre.