Ferskenlunden i Catalonien

For københavnere, der aldrig har været i nærheden af en mink, er det let at trække på skuldrene ad minkskandalen. Håndteringen var en farce, men skulle det erhverv ikke også dø, og fik de minkfarmere ikke også milliarder i erstatning? 

Det samme kan siges om familien Sol eller Solé på catalansk. 

Det er sørgeligt, at de mister deres ferskenlund. Men solceller er fremtiden, og landejer Pinyol tilbyder endda familien at arbejde på det anlæg, der skal bygges på grunden. De vil faktisk tjene mere i forhold til de lave priser, som de efterhånden får for deres frugt. Så hvad er egentlig problemet? 

Lige siden den spanske borgerkrig, hvor bedstefarens forældre skjulte landejerne i deres kælder, har familien Solé fået lov til at dyrke familien Pinyols jord. Men uden et skøde er historien ikke meget værd, når den seneste Pinyol vil bygge et solcelleanlæg. 

Den store Solé-familie får sommeren over til at få den sidste ferskenhøst i hus, og alle – fra den yngste treårige til den aldrende patriark – knokler, mens de på hver deres måde forsøger at tackle den usikre fremtid. 

Selv om det kun er instruktør Carla Simóns anden film, er stilen allerede distinkt. Som et spansk sidestykke til italienske Alice Rohrwacher er det neorealistiske fokus lagt på landarbejdere og brydningen mellem de gamle traditioner og den moderne verden. Men hvor Rohrwacher indlejrer magiske elementer i realismen, er Simón mere jordnær og personlig. 

Debutfilmen Sommeren 1993 er baseret på Simóns egen barndom, hvor hun som seksårig mistede begge sine forældre til aids. I opfølgeren Ferskenlunden i Catalonien tager hun os tilbage til det område, hun voksede op i, og viser os de bekymringer, som bønderne lever med. 

Men også hvor fri barndommen er på landet. Børn som kække Iris og tvillingerne Pau og Pere løber rundt dagen lang og vender hjem med pletter på tøjet og snuden fedtet ind i ferskensaft.  

Hos teenagerne Mariona og Roger er frygten for fremtiden mere mærkbar. Introverte Mariona observerer stille forældrenes hyppigere skænderier bag dørkarme og vinduer, mens ældst søn Roger reagerer udad. 

Men det er den ældre generation, der for alvor slår sig på den nye virkelighed. 

Den blide og dybsindige bedstefar Rogelio forsøger at appellere til Pinyol med minder og gaver fra den jord, der har været så værdifuld. Friske figner og solmodne tomater plukkes med omhu, mens Rogelios søn Quimet er mere stovt. 

Da Quimets svoger takker ja til arbejdet med at opsætte solcellepaneler, skaber det en kløft i den ellers så sammentømrede familie.

De små seismiske udslag gør dog ikke, at traktoren holder op med at køre, eller at fersknerne ikke bliver plukket. Høsten skal i hus.

Til tider er historien lige ved at stå i stampe, men den reddes af blændende skuespilpræstationer fra hele ensemblet. Særligt Jordi Pujol Dolcet er fascinerende at følge som Quimet, der som manden i huset bærer hele familiens skæbne på sine skuldre.

Da man endelig får et glimt af det sammenbrud, som lurer under overfladen, står det lysende klart, at det ikke handler om økonomi for Quimet. Det er hele hans selv og slægt, der er ved at blive tilintetgjort sammen med hans levevis.

Det er svært ikke at tænke tilbage på den nylige danske krise, hvor et helt erhverv blev jævnet med jorden. Herhjemme har mange af os glemt, at risikoen for selvmord i Region Nordjylland var så høj, at man aktiverede kriseberedskabet.

Ferskenlunden i Catalonien er en kærkommen påmindelse om de konsekvenser, det har for mange generationer, når traditioner brydes, og eksistensgrundlag forsvinder. Hvad end det drejer sig om en ferskenlund i Catalonien eller en minkfarm i Nordjylland.