Ferrari

Da vi første gang møder Enzo Ferrari, er det bag et rat.

I gamle nyhedsoptagelser ser vi ham smyge sig uden om modstanderne under et racerløb i 1920’erne, mens klaveret spiller kækt, og Adam Driver storsmiler i hovedrollen.

30 år senere er hans bilfabrik truet på økonomien, hans racerhold er truet af dødsstyrt og konkurrenter, og han er selv truet af hustruen Laura.

Hun ejer halvdelen af virksomheden og byder ham velkommen hjem søndag morgen ved at affyre en pistol lidt til højre for hans hoved. 

Når han er ude at hore, forventer hun ham hjemme, før morgenkaffen bliver serveret.

Året forinden døde deres søn af muskelsvind, 24 år gammel, og formidable Penélope Cruz skuler bag en maske af forurettet sorg mod den mand, hun mener, burde have reddet ham.

Laura er samtidig en af de få i Modena i Italien, der ikke ved, at Enzo har en anden, tiårig søn med sin elskerinde Lina.

Efter 30 års præproduktion er Michael Manns Ferrari hverken hele livets vingesus som i en traditionel biopic eller en racerfilm med regelmæssig fart over feltet. I stedet leverer instruktøren af Heat, The Insider og Collateral sin bedste film i årevis med et kuldslået nærportræt af en gambler med alt på spil.

40-årige Adam Driver er for ung til at spille den næsten 60-årige Enzo Ferrari, og efter hans cirkus-italienske i Ridley Scotts House of Gucci er man undskyldt en vis skepsis over at se ham som racerverdenens pater familias.

Men som han parerer angreb fra banken, pressen og hjemmefronten med indesluttet kølighed og en spids oneliner, finder Adam Driver en tyngde. Så rollen rækker ud over hvidt slikhår, panderynker og de ekstra kilo, han også bar i Noah Baumbachs White Noise.

Driver har simpelthen en indadvendt intensitet, som gør hans ”Il Commendatore” magnetisk.

Handlingen foregår over tre måneder op til Mille Miglia-racerløbet fra Brescia til Rom og tilbage igen.

”Vind løbet om søndagen, sælg biler om mandagen,” lyder Ferraris mantra, og løbet lurer gennem filmen som et løfte såvel som en trussel.

Michael Mann opfylder alle drengerøvsdrømme om veteranbilernes velmagtsdage. Imens styrer han uden om klichéer som hvinende hjulspin, hujende tilskuere og fantomgear, der kan skabe spænding i en overhaling.

Mille Miglia-løbet er ikke som de pæne kørebaner i Le Mans ’66, som Michael Mann nær havde instrueret, da han ikke kunne finansiere Ferrari.

Den nu 80-årige instruktør har stadig branchens mest muskuløse filmsprog, og han genskaber det halsbrækkende, lemlæstende racerløb på åbne landeveje med blærede kamerabevægelser, kontant klipning og øredøvende motorstøj.

Enzos racerhold gør indtryk i forbifarten. Særligt Patrick Dempsey som den hvidhårede kæderyger Piero Taruffi og Gabriel Leone som den spanske playboy Alfonso de Portago.

Enzo Ferrari vender deres vinderinstinkt til dødsforagt i en peptalk før løbet. Her formaner han, at i et skarpt sving er vinderen den, der hellere vil gå i døden end at vige for modstanderen.

Vi ser det gå galt i en tidlig, chokerende scene, hvor en stjernekører kikser et sving, slynges ud af bilen og slår hovedet som en vandmelon mod asfalten. Ingenfilm siden David Cronenbergs Crash fra 1996 har givet så kropsnær en oplevelse af, hvad flænset karosseri kan gøre ved en blød menneskekrop.

I trekantsdramaet så man gerne, at Shailene Woodleys tålmodige elskerinde gav Enzo mere tørt på, og at Penélope Cruz’ hadske Laura fik lov at folde sig mere ud undervejs. Manuskriptet er skrevet af afdøde Troy Kennedy Martin – bedst kendt for The Italian Job – og det føles til tider lidt gammeldags.

Men tematisk er Ferrari typisk for Michael Mann, der siden tv-serien Miami Vice har fortalt om mænd med, hvad Enzo Ferrari kalder ”en drabelig lidenskab”.

Det er en film skabt med benzin i hjerteblodet.