Feministen

Hvad vil det sige at være feminist?

Ofte bliver feminisme beskyldt for at sætte kvinder op imod mænd. Men den svenske feministiske politiker og aktivist Gudrun Schyman opererer med en mere moderne forståelse af begrebet:

”En feminist er én, som kender til sociale magtstrukturer, og som ønsker at ændre dem på mere end et personligt niveau.”

Det kan lyde akademisk, men hovedpersonen i dokumentarfilmen er alt andet end det fordomsfulde billede af den vrede rødstrømpe, som gemmer sig bag de tunge bøger og spytter på pøblen fra sit elfenbenstårn.

Kameraet følger de første to år af Gudrun Schymans tid i Det Europæiske Parlament for hendes parti Feministisk Initiativ.

Meget af dokumentaren bliver dog brugt ude på hendes idylliske gård, der er som taget fra en Morten Korch-film – komplet med en smuk stenmur, høns og storslået natur. Hun tager bussen som os andre dødelige, lytter tålmodigt til tilfældige tilhængere såvel som kritikere på gaden og holder brandtaler for små sammenkomster ude i lejlighedskomplekser og parker.

Fluen-på-væggen-formatet kræver meget af personen, som kameraet følger, og 70-årige Gudrun Schyman er da også en fascinerende personlighed at følge. Hun holder en kontrolleret, men sympatisk facade og fortæller lynende intelligent om de politiske problemstillinger, der interesserer hende. Det er under hendes taler ved lokale møder, at hun virkelig skinner igennem.

Da hun er foredragsholder ved et lille fremmøde af mænd, som ønsker at blive klogere på feminisme, stiller en af deltagerne sig straks kritisk over for idéen om, at de fleste mænd har forgrebet sig på kvinder.

Hvor i alverden har hun den slags data fra?

Tålmodigt forklarer hun, at når de fleste kvinder har historier i bagagen om overgreb, må det jo følge, at det ikke blot er én voldelig mand ud af tusinde fredelige, som forgriber sig på dem alle sammen. Hun fortsætter og siger, at problemet med debatten om overgreb i dag er, at mænd nægter at ville diskutere muligheden for, at de måske selv er overgrebsmænd.

”Men jeg har aldrig gjort noget mod en kvinde,” vrisser manden og beviser dermed hendes pointe.

Det er uhyre forfriskende med en politisk leder, som først og fremmest ønsker at bruge sin platform til at organisere en bevægelse i stedet for at sprede populistiske budskaber gennem værdipolitik og skræmmekampagner, som vi ser det med Sverigedemokraterne.

Dokumentaren tegner hermed ikke blot et stærkt portræt af Gudrun Schyman, men også af græsrodsorganisering og feminisme helt generelt.

Andre steder halter dokumentaren.

Meget af midten bruges på at menneskeliggøre Gudrun ved at gå i dybden med hendes tragiske fortid som datter af en alkoholiseret far, kone til en voldelig mand og senere en kvinde, der selv kæmpede med alkoholmisbrug.

Der er lange, noget konstruerede scener med den voksne datter, som erindrer en mor, der sjældent var der for hende.

Selvfølgelig er det vigtigt igennem familiemedlemmer, venner og arkivfilm at skabe kontekst for den person, vi skal engagere os i. Men at menneskeliggørelsen af Gudrun fylder så meget, virker absurd, når hun har så stor en karisma foran kameraet.

Hen mod slutningen vågner dokumentaren op igen og viser os Gudrun Schymans tid i Europa-Parlamentet, et besøg i en græsk flygtningelejr samt billeder af Women’s March i Sverige, hvor hun deltog.

Et større fokus på netop Women’s March i 2017 mod Trump og hans slamberter i Det Hvide Hus ville have været oplagt. Efter at Gudrun Schyman har brugt en hel dokumentar på at snakke om vigtigheden af organisering i lokalsamfundet, er det smukt at opleve en hel bevægelse af vrede demonstranter stå side om side mod patriarkatet.