The Fear of 13

I starten af David Singtons The Fear of 13 kan man læse, at filmens historie er bekræftet af uafhængige kilder.

Det er en kærkommen oplysning, som er helt nødvendig. For The Fear of 13 er vitterlig en utrolig fortælling i ordets egentlige forstand: fascinerende og svær at tro på.

Men det er takket være fortællestilen, at The Fear of 13 for alvor tager fat og river publikum rundt i følelsernes yderste afkroge. Det lyder ellers ikke ophidsende, at filmen er bygget op omkring et 90-minutters langt interview med fortællingens epicenter, den dødsdømte Nick Yarris.

Yarris er imidlertid en interessant fortæller, der fra første ord suger opmærksomheden til sig. Filmen igennem sidder han i en klassisk opstillet interview-situation med en anonym baggrund og i en sidebelysning, der symbolsk deler hans ansigt op i en mørk og lys halvdel.

Allerede i en ung alder kommer Yarris ind i en kriminel løbebane med stoffer, smårapserier og biltyverier. Første del af filmen består af anekdoter fra fængslet, og fortællingen assisteres effektivt og yderst stilsikkert af små, visuelle rekonstruktioner og fortolkninger af det, Yarris fortæller.

Det kan bedst sammenlignes med Errol Morris’ mesterlige kriminaldokumentar The Thin Blue Line (1988), som The Fear of 13 læner sig op ad.

Tydeligst kommer samspillet mellem Yarris’ fortællende voice over og den visuelle side til udtryk i en episode, da han uforvarende flygter fra politiets varetægt. Det er Yarris’ gengivelse af situationen, der primært fænger, mens rekonstruktionen underbygger det, han fortæller.

Yarris lever på flugt i flere uger, fanges, dømmes ad omveje for et mord, han måske ikke har begået, og ryger tilbage i fængsel med en dødsdom på nakken.

Her møder han socialarbejderen Jackie, som han forelsker sig i og gifter sig med. Her overvinder han sine boglige begrænsninger, lærer sig selv fremmedord som ”triskaidekafobi”: frygten for tallet tretten, som titlen henviser til. Her begynder han at læse stor og klassisk litteratur, og her viser Yarris sig som det usædvanlige og ukonventionelle menneske, han er.

Velformuleret, nøgternt og tilsyneladende ærligt fortæller Yarris sin historie. Han lærer at sætte pris på litteraturens fortællinger og sit liv i fængslet. Som han paradoksalt slår fast: ”Jeg var lykkelig på dødsgangen.”

Vi skriver 1980’erne og 90’erne. Dna-teknologien er på vej frem i den juridiske verden, og Yarris for nys om dens muligheder.

Han erkærer sig uskyldig og forsøger fra fængslet at få sin sag genoptaget med dna-teknologien som sit forsvar. Men bevismaterialet er enten forsvundet eller forældet, og det bliver en lang, sej kamp for Yarris at bevise sin uskyld.

Lykkes det? Måske, men det er ikke engang det mest opslugende spørgsmål i The Fear of 13.

Under afsoningen af sin dom anmoder Yarris nemlig om at få sin dom eksekveret inden for 60 dage, hvilket man som fange i et amerikansk fængsel har ret til. Med andre ord beder Yarris om at blive slået ihjel.

Det er denne fantastiske og fascinerende historie om Nick Yarris’ liv, der holder filmen i gang, og som forsøger at besvare det gennemgående spørgsmål: Hvorfor vil han dø?

Samtidig begiver filmen sig ud i masser af afstikkere og digressioner med refleksioner over livet, kærligheden, skyld og selvopfattelse, men uden at den røde tråd slappes.

The Fear of 13 er dokumentarisme i ypperste klasse og en af de film, som man absolut ikke må gå glip af på årets Cph:Dox-festival, hvor den deltager i hovedkonkurrencen.