Fars drenge

Allerede efter fem minutter står det klart, at det bliver op ad bakke med Discoverys komediesatsning Fars drenge.

Mathias fylder 28, og vennerne Pelle, Oliver og Jens vil give ham en god start på dagen med sang, kage og mandestripper på sengen.

Det er han mildest talt ikke begejstret for, og stripperen bliver også godt tosset.

”Jeg har ikke lyst til at spilde min tid på sådan nogle – sådan nogle rigtige fars drenge!” vrisser han med et u-charmerende tryk på ”fars drenge”, så ingen kan være i tvivl om, hvad seriens titel er.

Drengerøvene bor sammen og lever en rimelig trøsteløs tilværelse uden nogen synderlige ambitioner. De kaster sig ud i forskellige eskapader i de første afsnit, der inkluderer et mærkværdigt forsøg på forsikringssvindel.

Oliver hævder at være i gang med at lancere en app, og derfor vil han ikke tage et rigtigt job og tjene penge. ”Det er altid sådan noget, de ryger ud på i Løvens hule,” som han siger.

I stedet følger han Pelles råd om at fingere et tyveri for at skaffe forsikringspenge. Idéen har potentiale, men det er bare for dumt, når Pelle insisterer på, at de skal placere et spillekort og lade, som om det er tyvene, der har efterladt det.

Den slags kan man forvente i amerikanske sekunda-komedieserier, men herhjemme bør vi have en højere standard. Og efter fire ud af ti afsnit er vi stadig ikke kommet ind under huden på gutterne, der trods en behjertet indsats fra Aske Bang, Alan Hyde, Alexander Clement og Lue Dittmann Støvelbæk fremstår som karikaturer – ikke rigtige mennesker.

Det kan skyldes manuskriptet af to standuppere eller den norske originalserie Hvite gutter, som Fars drenge er baseret på. Men samme problem gjorde sig også gældende i Morten BH’s forrige komedieserie Store Lars med Lars Hjortshøj.

Man kan betragte Fars drenge som en bro-version af Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags udforskning af livet omkring de 30. Men hvor deres serie er et morsomt og nuanceret generationsportræt, brilllerer Fars drenge ved at være forbløffende usjov.

Som når de tre venner forklarer Mathias, hvad der kommer til at ske, hvis kæresten Frida får lov til at tage på arbejdstur til Berlin med sin mandlige kollega Joakim.

”Det bliver en stor knaldetur!” råber vennerne og opfører en scene fra den forestående tur, der ender med, at Frida får finger af Joakim. Så meget for forbedringen af kvindesynet i danske komedier!

Sunday og en god håndfuld andre komedieserier har ellers vist, hvordan man laver gode danske sitcoms.

Humoren må godt tangere det platte, hvis bare det udvikler karaktererne eller giver et godt grin. Men ingen af delene sker i Fars drenge.

Mathias og Frida kæmper med at træffe de valg, som de fleste unge par bakser med – for eksempel om man er klar til at flytte sammen. Men konflikten fremstår som noget, der bare skal overstås, så Mathias kan hænge ud med gutterne.

På den måde kommer serien til at ligne en parodi på Rasmus Heisterbergs fine debutfilm I blodet, hvor fire venner forsøger at nyde den sidste rest af deres ungdom inden det ansvarsfulde voksenliv.

Det grundlæggende problem er, at serien gerne vil være en coming of age-fortælling og samtidig fungere som en sitcom, hvor der helst ikke skal ske nogen udvikling.

Det vil være en bemærkelsesværdig præstation, hvis Morten BH og co. kan løse det dilemma i de resterende seks afsnit. Vi tager gerne til takke med et par gode grin.