Farang

I andet afsnit af den svenske serie Farang fortælles det, at udlændinge kommer til Thailand af to grunde. Enten kommer de for at slikke sol på stranden, eller også kommer de til Thailand for at gemme sig.

Den vakse seer kan nok regne ud, at Farang for spændingens skyld handler om folk, der rejser mod øst af grund nummer to.

Og ganske rigtigt.

I C Mores Farang, der skriver sig ind i rækken af streamingtjenestens nye, egenproducerede originalserier, flygter en svensker nemlig til det thailandske ferieparadis Phuket for at gemme sig fra sin kriminelle fortid og leve et anonymt liv med en ny identitet.

Svenskeren spilles af Ola Rapace. I Thailand kalder han sig nu Rickard, men da hans teenagedatter Thyra (Louise Nyvall) pludselig dukker op i Phuket, spørger hun efter en Ruben.

Rickard/Ruben arbejder som bartender på et ferieresort i et område, der er populært blandt svenskere. Han lever dag for dag, stadig plaget af fortiden og med småkriminelle sidejobs.

I seriens første par afsnit finder vi ikke præcist ud af, hvorfor Rickard har forladt Sverige, men små flashbacks indikerer, at han har været indblandet i noget snavs og er jagtet af både politiet og forbrydere.

Da Thyra pludselig tjekker ind i Phuket, hvirvles Rickards fortid op igen. Og da han og Thyra også blandes ind i en narkobandes lyssky forretninger, spurter serien højdramatisk derudad.

Det er en frisk beslutning at rykke et skandinavisk thriller-drama ud af velfærdssamfundets ellers så velkendte rammer og ind i Thailands svedige hede og turistbefængte strande.

Den gennemtærskede nordic noir-stil er rykket østpå, og den fornyede energi, som miljøskiftet afføder, klæder virkelig Farang.

Titlen er et thailandsk ord, der betyder en person af europæisk afstamning. Den giver god mening, for foruden Rickard og Thyra er det meste af seriens centrale personer svenskere, der af forskellige grunde er draget i asiatisk eksil.

Ola Rapace fortalte for nylig i interview her i Ekko, at han oplevede en forskel på de svenske filmfolk bag serien og de thailandske, der mere dyrkede en rock’n’roll-tilgang uden så mange indlagte pauser og faste rammer under produktionen.

Man strammer den nok en anelse for meget, hvis man ligefrem kalder Farang rock’n’roll og nyskabende i den retning, men serien har bestemt noget andet end den typiske skandinaviske serie. Ikke mindst, fordi den stærke billedside lystigt svælger i sene nattetimer med masser af farvede neonrør og blåkolde lysstofrør.

Det er en slags folkelig udgave af Nicolas Winding Refns Only God Forgives. Og faktisk er den thailandske stjerne Yayaying Rhatha Phongam med i såvel Refns 2013-film som C Mores nye satsning.

Dominerende er også en gråbleg, grønlig farve. I stedet for at vise Thailand som et idyllisk ferieparadis er Phuket svedigt og klamt i Farang.

Karakteren Rickard er skrevet ud fra en klassisk skabelon: machomand med problematisk fortid og familieliv. Og Ola Rapaces solbrune ydre og fremtoning passer virkelig godt til den rolle og er lidt samme mandetype som kollegaen Mikael Persbrandt.

Han er hærdebred og muskuløs, men alligevel martret og en anelse slidt.

Replikkerne er derimod ikke helt så imponerende. ”Hvor skal du hen?” spørger Thyra sin far, der svarer med en kliché: ”Langt væk herfra.”

Det trækker lidt fra det samlede resultat, der bedømt ud fra seriens første to afsnit ellers tegner til at blive en god omgang action og dramatik.