Fantastic Four

Superheltegerningen kan være en holdsport.

Det fandt Marvel ud af i 1960’erne med tegneserierne om Fantastic Four, og i de seneste år har film som Avengers og Guardians of the Galaxy indtjent milliarder til selskabet.

Så selvfølgelig er historien om de fire, der bliver fantastiske efter bestråling, på ny blevet lavet til det store lærred.

Superheltehold slås med andre problemer end den maskerede solohævner. Fantastic Four-holdet skifter mellem at være bedste venner og en dysfunktionel surrogatfamilie af freaks. Her er både støtte og misundelse, venskab og klemte følelser.

Instruktør Josh Trank lader det også denne gang slå gnister mellem Mr. Fantastic, Flammen, Den Usynlige Kvinde og Tingen. Som Tolstoj engang pointerede, er de dysfunktionelle familier bare mere interessante end de velfungerende.

I 2012 instruerede Trank den glimrende Chronicle om tre kammerater, der pludselig får overnaturlige kræfter. Fantastic Four er ligeledes historien om unge mennesker, der forvirres over en omkalfatrende forvandling.

En gruppe superstuderende med geniet Reed i spidsen skaber en maskine, der kan transmogriffe dem til en anden dimension. De sendes til en verden, hvor der er uendelig energi, men også ekstrem farlig stråling. De rammes alle af strålerne – med nye superkræfter til følge.

Det hele kan ses som en spacet allegori over de uundgåelige ændringer, enhver teenagekrop gennemgår. Den ene dag føler man sig som en helt, den næste som en vanskabning. Trank får præsenteret de fire hovedkarakterer som personer, man kan relatere sig til. Hans udgave af et superhelteunivers baserer sig på en realistisk skildring af studieliv.

Filmens problemopstår, da der pligtskyldigt skal kæmpes mod en superskurk. Her skifter filmen stil, og replikkerne forfladiges til banale sportsudbrud i kampens hede: ”Sammen er vi stærkere, end vi er hver for sig!”

I 2005 forsøgte man sig også med en filmatisering af supergruppen. Det blev til en fesen omgang, hvor Jessica Alba ofte smed tøjet, mens Mr. Fantastic mindede om en læge fra en sæbeopera.

Denne gang har man originalt nytænkt rollebesætningen.

Miles Teller fra Whiplash spiller igen en uhyre dedikeret studerende med et par ar i hovedet. I skoletiden skribler den unge Reed formler ned i et hæfte, så hver side ligner et Jackson Pollack-maleri. En dag opdager dekanen Franklin Storm (Reg E. Cathey) den unge Reed, der snart er på vej til at blive Mr. Fantastic.

Reeds barndomsven, Grimm, spilles af klejne Jamie Bell fra Billy Elliot. Og han gør det fremragende.Forvandlingen er massiv, da han pludselig består af enorme, brune sten.

Kate Mara er nørdet på en meget intens måde som Sue Storm, Franklins adoptivdatter. Intensiteten genkendes fra House of Cards, hvor hun spiller journalisten Zoe Barnes,men denne gang er hun dog mere uskyldig. Den uundgåelige romance mellem Sue og Reed begrænser sig til lange blikke og generte smil.

Michael B. Jordan fra The Wire er Franklins biologiske søn, Johnny. Han elsker gaderæs og råber meget højere end sin adopterede søster – Sues superkræft bliver usynlighed, Johnny bliver til Flammen.

Samspillet mellem de fire skuespillere fungerer upåklageligt. Både når de jubler efter et vellykket forsøg med en test-abe, og når der opstår splid, fordi staten vil misbruge deres nye evner.

Men desværre – for filmen – er tegneseriens skurk Victor Von Doom (Toby Kebbell) også med. Doom er en misantropisk enspænder, der lytter til Vivaldi, mens han spiller skydespil på computeren. Franklin synes af uransagelige årsager, at han skal være med på det hold, der rejser til den anden dimension, og Doom rammes særligt hårdt af strålerne for så at genopstå som en futuristisk Grauballemand under aliaset Dr. Doom.

Herfra mister Fantastic Four sin charme som vedkommende coming of age-fortælling, og den interessante tråd om de fires indbyrdes stridigheder, da militæret vil udnytte i alverdens krige, drukner i bulder og brag.

Det er synd, for de fire skuespillers udgave af superhelteholdet har potentiale til mere.