Familier i Norden

Milan Ganesans fine serie Familier i Norden – lavet i fire afsnit på hver blot tyve lidt snack-agtige minutter – er en slags ajourføring af Pusher-trilogien, som med håndholdt kamera følger en helt i en dansk underverden infiltreret af indvandrede narkokriminelle fra blandt andet eks-Jugoslavien.

Nu er plottet flyttet til Aarhus – til det belastede boligkvarter Norden – og persongalleriet er sammensat af nutidens indvandrergrupperinger. Her er iranere, folk med afrikanske rødder og stort set ingen etniske danskere på rollelisten. Men plottet er dybest set det samme.

Den store dreng Idriss – spillet med perfekt hjælpeløshed af Abdul Habib Afzali – får rodet sig ud i en narkogæld. Han er blevet bestjålet af pusherrivaler, og hans bror Sami, der lige er kommet hjem fra en lang genopdragelsesrejse, må – som manden i huset hos deres enlige mor i den lille lejlighed i det sociale boligbyggeri – hjælpe ham ud af det.

Men inden nogen får set sig om, er dramaet eskaleret helt vildt. Snart står der mord på menuen, og det hele bliver faktisk ret spændende. Alt sammen løseligt modelleret over den gangsta-tradition, vi kender fra USA.

Der er flot skuespil fra alle medvirkende, men med fokus på Arian Kashef. Han spiller Sami med en sødme og smukke, lysende øjne midt i den hårde, mørke patriarkalske machismo-kultur, der virkelig ikke får for lidt.

Alt handler om magt, territorier, grænser, vold og hævn. Men faktisk balanceret af Samis forsøg på at tage en økonomiuddannelse og – håber vi – blive kæreste med den søde studiekammerat Selma.

Serien er stopfuld af klichéer. Kriminelle indvandrere, stærke indvandrerkvinder, karikerede bandemiljøer og stoffer alle steder. Hvis man endelig får et job, som Sami gør, er det som pizzabud. Man ville ønske sig en helt anden serie – måske om alle de indvandrere, som faktisk klarer sig fint uden at rode sig ud i alt muligt skidt.

Men det ville nok ikke have været nær så spændende. I stedet får vi et drama, som måske ikke er helt vildt originalt, men faktisk er rigtigt godt skruet sammen.

Årsagen til autenticiteten findes i mange af de forbindelser, som serien har til virkeligheden. Det er nærmest en slags autofiktion – en virkelig fortælling om et miljø, som åbenlyst ligger de medvirkende på sinde. Og har rødder i sande fortællinger indsamlet fra flere steder i Aarhus.

Endnu mere autentisk blev serien for nylig, da det kom frem, at en af de medvirkende, Jack De Paiva Pedersen, faktisk har en dom for grov vold. Den har han undskyldt for offentligt, og man kan jo kun håbe, at han har lært lektien. 

Det gør denne series personer i den grad, da det viser sig, at det slet ikke er en arabisk patriark, men derimod en iransk matriark (Nessie Mehrnaz Beik), som skal på banen for at opløse konflikterne, når de unge hanløver står med knivene på struben af hinanden.

Det trækker markant op, at instruktøren tydeligvis mestrer sit håndværk. Filmen er påfaldende smukt farvesat, billederne står knivskarpt, og kun en enkelt gang oplever man en skuespiller miste grebet om rollen.

Også personinstruktionen sidder lige i skabet. Manuskriptet er gennemarbejdet og overraskende nuanceret, når man tager den korte spilletid i betragtning. På under en time får vi både baggrund, forklaring og karaktertegning.

Det kan man også takke manuskriptkonsulenterne Milad Schwartz Avaz, Simon Weil, Marwan Ahmad Alnafa og Babak Vakili for, selv om Bashar El-Zouheiri og Christian Gamst Miller-Harris står med ansvaret – og æren – for den udmærkede historie.

Det hele føles fuldendt som rigtig spillefilm. Derfor kan det undre, at TV 2 og produktionsselskabet Forty Five Films, som står bag, ikke er gået hele vejen. Det gør de måske næste gang.

Man skriver sommetider om debuter, at de er lovende. Det skal man næsten. Men denne gang er det sandt.