Serieanmeldelse
20. okt. 2025
Familier i Norden

Arian Kashef spiller Sami med en sødme og smukke, lysende øjne midt i den hårde, mørke patriarkalske machismo-kultur i det aarhusianske boligkvarter Norden. 

Foto | Forty Five Films

Familier i Norden

Nutidens Pusher har fundet vej til Aarhus, hvor overbevisende skuespil og en håndfast forankring i virkeligheden skaber en rå og medrivende autenticitet.

Af Kristian Ditlev Jensen

Milan Ganesans fine serie Familier i Norden – lavet i fire afsnit på hver blot tyve lidt snack-agtige minutter – er en slags ajourføring af Pusher-trilogien, som med håndholdt kamera følger en helt i en dansk underverden infiltreret af indvandrede narkokriminelle fra blandt andet eks-Jugoslavien.

Nu er plottet flyttet til Aarhus – til det belastede boligkvarter Norden – og persongalleriet er sammensat af nutidens indvandrergrupperinger. Her er iranere, folk med afrikanske rødder og stort set ingen etniske danskere på rollelisten. Men plottet er dybest set det samme.

Den store dreng Idriss – spillet med perfekt hjælpeløshed af Abdul Habib Afzali – får rodet sig ud i en narkogæld. Han er blevet bestjålet af pusherrivaler, og hans bror Sami, der lige er kommet hjem fra en lang genopdragelsesrejse, må – som manden i huset hos deres enlige mor i den lille lejlighed i det sociale boligbyggeri – hjælpe ham ud af det.

Men inden nogen får set sig om, er dramaet eskaleret helt vildt. Snart står der mord på menuen, og det hele bliver faktisk ret spændende. Alt sammen løseligt modelleret over den gangsta-tradition, vi kender fra USA.

Der er flot skuespil fra alle medvirkende, men med fokus på Arian Kashef. Han spiller Sami med en sødme og smukke, lysende øjne midt i den hårde, mørke patriarkalske machismo-kultur, der virkelig ikke får for lidt.

Alt handler om magt, territorier, grænser, vold og hævn. Men faktisk balanceret af Samis forsøg på at tage en økonomiuddannelse og – håber vi – blive kæreste med den søde studiekammerat Selma.

Serien er stopfuld af klichéer. Kriminelle indvandrere, stærke indvandrerkvinder, karikerede bandemiljøer og stoffer alle steder. Hvis man endelig får et job, som Sami gør, er det som pizzabud. Man ville ønske sig en helt anden serie – måske om alle de indvandrere, som faktisk klarer sig fint uden at rode sig ud i alt muligt skidt.

Men det ville nok ikke have været nær så spændende. I stedet får vi et drama, som måske ikke er helt vildt originalt, men faktisk er rigtigt godt skruet sammen.

Årsagen til autenticiteten findes i mange af de forbindelser, som serien har til virkeligheden. Det er nærmest en slags autofiktion – en virkelig fortælling om et miljø, som åbenlyst ligger de medvirkende på sinde. Og har rødder i sande fortællinger indsamlet fra flere steder i Aarhus.

Endnu mere autentisk blev serien for nylig, da det kom frem, at en af de medvirkende, Jack De Paiva Pedersen, faktisk har en dom for grov vold. Den har han undskyldt for offentligt, og man kan jo kun håbe, at han har lært lektien. 

Det gør denne series personer i den grad, da det viser sig, at det slet ikke er en arabisk patriark, men derimod en iransk matriark (Nessie Mehrnaz Beik), som skal på banen for at opløse konflikterne, når de unge hanløver står med knivene på struben af hinanden.

Det trækker markant op, at instruktøren tydeligvis mestrer sit håndværk. Filmen er påfaldende smukt farvesat, billederne står knivskarpt, og kun en enkelt gang oplever man en skuespiller miste grebet om rollen.

Også personinstruktionen sidder lige i skabet. Manuskriptet er gennemarbejdet og overraskende nuanceret, når man tager den korte spilletid i betragtning. På under en time får vi både baggrund, forklaring og karaktertegning.

Det kan man også takke manuskriptkonsulenterne Milad Schwartz Avaz, Simon Weil, Marwan Ahmad Alnafa og Babak Vakili for, selv om Bashar El-Zouheiri og Christian Gamst Miller-Harris står med ansvaret – og æren – for den udmærkede historie.

Det hele føles fuldendt som rigtig spillefilm. Derfor kan det undre, at TV 2 og produktionsselskabet Forty Five Films, som står bag, ikke er gået hele vejen. Det gør de måske næste gang.

Man skriver sommetider om debuter, at de er lovende. Det skal man næsten. Men denne gang er det sandt.

Titel:
Familier i Norden

Land:
Danmark

År:
2025

Instruktør:
Milan Ganesan

Manuskript:
Bashar El-Zouheiri, Christian Gamst Miller-Harris

Medvirkende:
Arian Kashef, Jack Depaiva, Abdul Habib Afzali, Nessie Mehrnaz Beik, Arash Mosaddegh, Helin Erdem

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 15 minutter

Premiere:
10. oktober på TV 2 Play

Relevante artikler

Biografanmeldelse
28. nov. 2024
Vejen hjem

Vejen hjem

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten