Fair Play

Chloe Domonts debutfilm Fair Play er et Wall Street-drama med samme feministiske blik som Emerald Fennells Promising Young Woman og Susanna Fogels Cat Person. Det er en post-MeToo-genrefilm, hvor det er mændenes tur til at græde og bløde. 

Det er også en film, der går mere op i køn end i systemkritik. Den skildrer et forfærdeligt og kynisk arbejdsmarked, men er mere interesseret i kampen mellem mænd og kvinder end mellem chefer og ansatte. 

Emily og Luke (Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich) er unge, smukke og stormende forelskede. De bor sammen, og Luke har lige friet. Men på deres fælles arbejdsplads er forholdet hemmeligt, da det er imod firmaets regler. 

Parret arbejder som aktie-analytikere i et Wall Street-investeringsfirma, hvor MeToo endnu ikke har været forbi. Et hektisk, ultrakapitalistisk kontormiljø befolket af toksiske børnemænd i jakkesæt. Drengerøvene fylder hele kontoret med et mix af selvglæde og undertrykt angst. 

Filmen foregår i dag, men skildringen af New Yorks finansmiljø ligner 1980’erne om igen. Alt handler om penge, succes og overflade.

”Grådighed er godt,” som Michael Douglas sagde i Wall Street. 

Da en mellemleder bliver fyret og på bedste 80’er-manér smadrer sin computer med en golfkølle, øjner Luke chancen for en forfremmelse. Men i stedet går forfremmelsen til Emily. 

Luke er skuffet, men tager det pænt. 

Måske kan Emilys succes smitte af på hans egen karriere. Men efterhånden som Emily bliver en af ”drengene” i firmaets ledelse, begynder bitterheden at syde i ham. Mens Emily får ros og millionbonus og inviteres på drinks med chefen, sidder Luke og slider foran computeren. 

Det bliver kun værre, da en forkert satsning fra Luke koster firmaet millioner og marginaliserer ham yderligere. 

På arbejdet hundser Emily med ham. Hjemme bliver deres forhold koldere og koldere. De arbejder begge to hele tiden, hun kommer fuld hjem og vil have sex, han har ikke lyst. Hun er Hunulven fra Wall Street, han er blevet til en sur kælling. 

Det minder om den danske rødstrømpe-klassiker Ta’ det som en mand, frue fra 1975, hvor Tove Maës fantaserer om en verden med kønsrollerne byttet om. 

Chloe Domont er ret så ligeglad med moral og etik på Wall Street. Finansverdenen er i Fair Play først og fremmest en arena for kønskampen. Det gør det svært at holde af hovedpersonerne. 

Luke og Emily fremstår lige så moralsk ormædte som deres kolleger. De færdes i en rædsom arbejdskultur, men de stiller aldrig spørgsmålstegn ved den. De vil hellere æde hinanden end kæmpe mod et sygt system. 

Emily er ambitiøs og dygtig. Det får hende til tops i firmaet. Luke ser derimod ud til at være født til at tabe i Wall Street-spillet, men han har ikke noget etisk alternativ. I desperation slår han sig på selvhjælps-bullshit som et forsøg på at kæmpe sig tilbage i position. 

Fair Play har adskillige mindeværdige krumme-tæer-scener, og den er godt lavet. Visuelt er det en af årets mest klaustrofobiske film. I Luke og Emilys lille lejlighed, i firmaets elevatorer og storrumskontor, i taxaer og mørke barer, er personerne konstant hegnet ind af vægge og mennesker. 

Fotograferingen skildrer Emily som en ensom kvinde midt i alfa-mændenes hajtank, og for både hende og Luke er der tilsyneladende ingen flugtmulighed. Lydsiden presser dem med en konstant kakofoni af storbyens lyde, både nat og dag. 

Stressniveauet er smittende højt. 

Man skal ret langt ind i filmen, før den afslører, at den i virkeligheden handler om den totale maskuline ydmygelse. 

Filmens ærinde er ikke at skildre en ung kvindes vej til toppen eller et pars kvaler på arbejdsmarkedet, men en ung mands ræs mod bunden. 

Dét er vel også en form for feminisme.