Facing War

I en af de mest sigende scener i Tommy Gulliksens dokumentar Facing War undskylder folk omkring NATO’s generalsekretær igennem ti år, Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg, Volodymyr Zelenskyjs opførsel under en middag. 

Han taler lidt for firkantet om sit behov for flere våben. Og så er det, at en af embedsmændene siger det. At de alle sammen jo lige skal huske på, at manden er i krig. 

Det er præcis det, der går op for én, når man ser dokumentaren. Krigen i Ukraine – der for længst som moderne hybridkrig har ramt hele Europa og det øvrige NATO – er dødeligt alvor. Eller som en general siger et sted i filmen: Det er en eksistentiel krig. 

For som den gamle prøjsiske militærstrateg Carl von Clausewitz engang sagde, ligner enhver territorialkrig i virkeligheden en duel. Den ene part vinder slaget, den anden går til grunde. Og derfra har vi Clausewitz’ slogan: ”Der er kun kampen.” 

Den kamp – imellem Zelenskyj og Putin, imellem et gigantisk imperium og et mindre land – handler, set med NATO-øjne, om at bevare et sammenhold. Så Stoltenbergs opgave igennem hans sidste år som den reelle leder af militærkraften i den frie verden er at skabe fælles fodslag. 

Gulliksen har i dokumentarserien Da vi styrte landet fra 2017 interviewet seks norske statsministre, og han har også lavet en dokumentar om øen Utøya, som ikke spiller en uvæsentlig rolle i denne film, fordi der dybest set er tale om et portræt af en statsmand. 

Om noget viste Jens Stoltenberg sig som en statsmand i efterdønningerne af den højreekstremistiske Anders Breiviks massemord i 2011 på 77 mennesker, de fleste børn, i Norge. Arkivoptagelserne, der skildrer Stoltenbergs gravalvorlige ansigt under mindehøjtideligheder og taler, er nærmest isnende. 

Ellers er filmen på mange måder upåfaldende. Det er en følge-dokumentar, hvor Gulliksen render i hælene på Stoltenberg og fotograferer ham alle vegne. Helt privat på et hotelværelse og altid i den civiliserede arbejdshabit imellem møder og med skæv humor i bilen. 

Han er den akavede socialdemokrat i en fornem embedsbolig. Han er en autentisk og befriende nede på jorden-nordmand. Han indrømmer, at han nok ser sig selv lidt som værende under samme pres som Tony Soprano fra den kendte tv-serie. Hvilket han med sans for topdiplomati straks siger ikke må komme med i filmen, for det vil jo kunne misforstås. 

Med kommer det nu. Ligesom mange andre små bidder, der er meget sigende. Nogle af dem er faktisk øjenåbnende. For eksempel en lille kommentar, der forklarer hele den besynderlige Koranlov, vi pludselig skulle have hasteindført i Danmark. 

Stoltenberg siger henkastet, at der har været en del Koran-afbrændinger, og at det har blokeret for at få Sverige med i NATO. Men uden Sverige er der ingen fælles front. Derfor skulle det partout forbydes. 

Det udenlandske perspektiv er meget tankevækkende, selv om loven stadig er forkert. 

Det må virkelig have været en kamp at finde historien i alle de kedelige møder og kontorlandskaber, men dokumentaren er i lange stræk decideret fængslende. Og der er også instruktørgreb, som tvinger enkeltdele af det flotte politikerportræt frem. 

Når der klippes fra Stoltenberg, som kigger på navne på ofre fra terrorangrebet i 2011, til Stoltenberg, der kigger på navne på ofre fra krigen i Ukraine, forstår man, at han nok ser de navne med en anden realitetssans end så mange andre. 

Andre steder i filmen kammer instruktøren over i decideret hagiografi. Stoltenberg skildres i slowmotion og med rørende musik som en helgen på den europæiske centrumvenstre-himmel. Og selv om han vel nærmest også er det, bliver det et par steder næsten for meget. 

Den højaktuelle film har af indlysende grunde netop åbnet Cph:Dox-festivalen, hvor hovedpersonen sammen med vor egen statsminister Mette Frederiksen deltog i verdenspremieren. 

Selv om dokumentaren hverken er en æstetisk perle og eller byder på opsigtsvækkende afsløringer, er den tankevækkende, vedkommende og sine steder faktisk rørende. Den giver desuden et grundigt og sjældent indblik i NATO’s inderste maskindele. 

Jens Stoltenberg vil, sammen med Volodymyr Zelenskyj, gå over i historien uanset, hvad der sker fra nu af. Alene af den grund er denne dokumentar et født historisk dokument.