Extinction

Man skulle tro, at instruktøren var en gammel russer. For Extinction kan næsten ikke blive mere russisk i hverken form eller indhold.

En dyster poesi flyder gennem den 85 minutter lange dokumentar, der benytter sig af lange indstillinger, drømmeagtige sekvenser, tableauer og monologer – alt sammen i sort-hvid, selvfølgelig.

Alt efter temperament kan det afskrække en hel del, og Extinction er da også en smal film. Til gengæld er den vidunderligt udført, og hvis man har en forkærlighed for slow cinema, bør man give den en chance.

Kolja er en 24-årig, ung mand, født i Transnistrien – en republik, der de facto har løsrevet sig fra Moldova, men ikke er anerkendt som selvstændig stat.

Han tilhører størstedelen af befolkningen, som er etniske russere. De finder større lighed med folket i det tilstødende land Ukraine end med moldoverne, der tilhører det rumænske folkeslag.

Spændinger republikkerne imellem er der nok af, men Extinction er mere interesseret i at undersøge, hvad der konstituerer en nation. Er det grænserne, der synes lige så arbitrært sat i Østeuropa som på det afrikanske kontinent? Eller er det historien og kulturen, der former folkeslag og skaber samhørighed?

Efter at have fået præsenteret Kolja som hovedperson efterlades vi i mørke. Bilen med filmholdet er blevet stoppet af en grænsekontrol, og vi føres nu ind i et bureaukratisk helvede af en samtale, hvor mistro og paranoia bygges op, så vi til sidst mister orienteringen.

Hvad skal de lave? Hvad handler filmen om? Hvem skal de besøge? Hvor har de sovet? Hvilke pas, visa og stempler har de? Hvorfor skal de besøge nogle ældre mennesker? Er det Koljas bedstemor? Hvad laver hun? Hvad laver han?

I midten af filmen vender vi tilbage til helvedet, hvor KGB har taget over, og den mørklagte sekvens fortsætter i én uendelighed.

Men der er mening med galskaben. For mellem afhøringerne, der tydeliggør nutidens grænseproblematik, ser vi på poetisk vis Ruslands historie og selvforståelse oprullet gennem visuelt betagende sekvenser og mytiske monologer.

Kolja, der er født efter Sovjetunionens sammenbrud, er som en opdagelsesrejsende i folkesjælens dyb.

Et af de smukkeste øjeblikke er, da han ankommer til, hvad der ligner en kirke med imposante, kubistiske skulpturer. De tårner sig nærmest truende op til himlen.

En operasanger synger sørgmodigt, en mand sidder med skuldrene op til ørerne og ryger en cigaret i mørket, mens vinden hyler og mytisk hvid røg fylder luften – inspirationen fra Tarkovskij er til at tage og føle på.

Det er højtideligt som bare fanden, men på den russiske facon, hvor det ikke bliver prætentiøst. Man fornemmer nemlig, at man nu skal høre sandheden.

Manden åbner munden og begynder en mystisk monolog om Stalins skakbræt, om hvilken rædderlig idé kommunismen var, og hvad det har ført til.

En anden præcis og morsom fabel fortælles til Kolja i et lige så smukt tableau, hvor en mand sammenligner Sovjetunionens historie med et tog på skinner. Pludselig stopper toget, der er ikke flere skinner, og manden gennemgår nu de forskellige lederes løsning på problemet.

Jo flere historier der fortælles, jo mere begynder man at forstå, hvad den russiske mentalitet og patriotisme er formet af.

Kolja lærer stiltiende om historien, men bliver sur, når han på et hotelværelse konfronteres med sin egen patriotisme. Han siger, at det er løgn, når tolken fortæller, at der produceres våben på fabrikker i Transnistrien. Og han vil ikke fortælle, hvad han laver for den russiske hær.

Det mest mystiske ved Extinction er dog, at det ikke er en gammel, russisk mand, der har lavet den.

Derimod er det den 31-årige, portugisiske kvinde Salomé Lamas.

Lamas har tidligere beskæftiget sig med migrantarbejdere i en peruviansk guldmine i Eldorado XXI og en spansk lejesoldat i No Man’s Land. Det er ikke de letteste emner, hun vælger at tage op, men så meget desto mere imponerende er det, at hun kommer stilsikkert i mål.

Selv om Extinction kan lyde forvirrende, gør klipningen den til et helstøbt værk, der mere ligner en fiktionsfilm end en dokumentar.