Euphoria – sæson 2

HBO-serien Euphoria tog i 2019 verden med bukserne nede med sin dystre skildring af unge mennesker fanget i et univers af sex og stoffer.

Anden sæson er fortsat formmæssigt legesyg og hamrende flot med en nu sepia-tonet undergangsstemning og gudesmukke velklædte eller afklædte teenagere i gyldent modlys.

Det gælder ikke mindst sæsonens start ved en kæmpestor nytårsfest. Kameraet glider over hundrede fulde teenagere i en lækker villa og havner ved Rue (Zendaya) i spotlys, der lægger alt andet øde.

Desværre er der ikke helt så meget potent stof at komme efter, som der var i den neon-glitrende første sæson. Eller i de særligt stærke særafsnit, hvor tempoet blev skruet ned, og der blev reflekteret over øjeblikkets skønhed.

Skuespillerne spiller stadig røven ud af bukserne, men historien føles forceret. Rue er hurtigere tilbage i misbruget og i forholdet til Jules (Hunter Schafer), end man kan nå at sige ”hormoner”. Det til trods for at Jules forlod Rue ved togstationen i første sæson.

Lige så hurtigt indledes et trekantsdrama mellem dem og den nye dreng i nabolaget, Elliot (Dominic Fike). Han er der vist mest, så Jules og Rue har noget at give sig til, inden de går fra hinanden igen.

Barske, sexede Maddy (Alexa Demie) og manipulerende Nate (Jacob Elordi) er også gået fra hinanden. Maddys bedste veninde Cassie (Sydney Sweeney) indleder et hemmeligt forhold til Nate, der samtidig prøver at finde tilbage med Maddy.

Der er noget underligt rørende ved Cassie og Nates relation. Man fornemmer, at hendes enorme kærlighed kan forløse begges daddy issues. Men serien bruger mere tid på at vise, hvad der sker mellem benene på de to personer end i deres hjerter og hoveder.

Seriens store styrke har været den frie, æstetiserede nøgenhed. Desværre sejrer Euphoria sig næsten ihjel, fordi det er ensformigt og kedeligt at se på sex i længere tid ad gangen, når man først har vænnet sig til det.

Resten af seriens mylder af personer står over for kærlighedsforviklinger, der er mere eller mindre troværdige. Mest interessant er fortsat Kat (Barbie Ferreira), der er kørt træt i forholdet til kæresten. Hun hengiver sig frimodigt til drivvåde voldtægtsfantasier med Game of Thrones’ muskuløse folkeslag dothraki.

Maddy rådgiver Kat om parforholdet. Kærligheden er ikke altid fornuftig – den går sine egne veje, siger hun. Men man skal bevare respekten for sig selv.

Maddy og Kat er formentlig de eneste to, som har indsamlet en smule livsvisdom i løbet af de små tyve timer, serien strækker sig over. I stedet spildes tiden på halvhjertet soap.

Man bør som filmskaber behandle sine soap-elementer med den alvor og kærlighed, som både klichéen og kunsten fortjener. Særligt hvis man svinger sig op til at citere Rainer Maria Rilke og referere til René Magritte på billedsiden i samme afsnit.

Det andet er simpelthen pinligt selvhøjtideligt.

Om ikke andet formår de talrige penisser at gøre serien interessant nok til at bruge otte timer mere i selskab med Rue og resten af flokken.

Hvor pikke i Game of Thrones er det sjældne dyr i skoven af bryster og nøgne kvindekroppe, vælter Euphoria sig i et naturligt forhold til det mandlige kønsorgan.

Det både pisser på gulvet, peger slapt ned i toiletkummen og vugger stift ud mellem bukseåbningen.

Når chokket over bare at se en pik i en velproduceret, amerikansk serie fortaber sig, er der noget næsten opløftende – undskyld udtrykket – over at se pikkene optræde i små biroller i stort set samtlige af seriens afsnit.

Det afmystificerer fallossen og gør den til dét, den er: en hverdags-almindelig kropsdel mellem benene, der for længe har fået ansvaret for urimelig opførsel.

Det næste skridt på vejen ville være at vise smukke, men farlige Nates stive pik. Det er lidt som med fodboldlandsholdets tårer. Det er kun smukke, stærke mænd, vi ser græde på tv. Og det er kun lavstatus-mænd, hvis pikke vi ser på tv.