Euphoria – særafsnit

Den samtidskritiske serie Euphoria tog i 2019 temperaturen på ungdommen, den såkaldte generation Z.

De er vokset op med internettet som barnepige og fri adgang til porno, stoffer, grænseoverskridende sex og destruktive maskulinitetsidealer.

Svigtede af deres omverden står seriens medvirkende på grænsen til voksenlivet med håbløshed i bagagen og fronten mod verdensomspændende kriser.

I første sæson brillerede Euphoria med eksperimenterende klipning og historieopbygning, overraskende kameravinkler og -bevægelser. Alt er til forhandling i serien, og ikke engang spejlene, tiden eller væggene opfører sig som i virkeligheden.

I de to nye særafsnit, som er kommet i ventetiden på anden sæson, er der fortsat plads til udskejelser. Men der er skruet op for intimiteten og ned for glitrende neonlys.

Vi kommer helt tæt på hovedpersonerne Rue og Jules, som gennem samtaler med to voksne får deres livshistorier foldet ud. Det føles til tider som et interview med en generation, som ingen forstår.

Resultatet cementerer Euphoria som et værk, der vil meget andet end at provokere med frapperende billeder fra ødelagte ungdomsliv. I mylderet fletter serieskaber Sam Levinson en tråd af lys ind og skaber noget så uventet som håb for internetgenerationen.

Zendaya vandt fortjent en Emmy som den yngste skuespiller nogensinde for rollen som den spinkle stofmisbruger Rue. I det første særafsnit udbygger skuespilleren sin karakters skrøbelighed, når Rue og hendes sponsor, den tidligere stofmisbruger Ali, mødes juleaften over pandekager på en diner.

Rue er skæv. Ali forsøger at overtale hende til at komme ud af misbruget. Den næste time diskuterer de, om livet er herligt at leve, eller om det overhovedet er besværet værd.

Ali er konverteret til Islam og bruger religionen til at se øjeblikkets poesi, siger han. Han kan indimellem fjerne alt støjen fra modernitetens ligegyldighed og finde glimt af skønhed. Som for eksempel den sjældent åbenhjertige samtale, der er mellem ham og Rue.

Men Rue kan ikke nøjes med øjeblikket. Verden er for stor en skuffelse. Alle er optaget af at tage menneskeligheden fra de andre, mener hun.

Diner-dialogen giver mindelser til samtalerne mellem religiøse og nihilister i Dostojevskijs mesterværker – bare på nutidsamerikansk med slang og halvfærdige sætninger. Sjældent er så svære replikker om tunge emner faldet så let og naturligt.

Andet afsnit fortsætter i samme spor.

Syttenårige Jules’ historie rammes ind af Zbigniew Preisners overjordiske musik fra Veronikas to liv. Som i Kieślowskis mesterværk slås kvinden med en eksistentiel splittelse.

Alfesmukke Jules lever et dobbeltliv, fortæller hun i en samtale med sin psykolog, der varer det meste af afsnittet.

Som kvinde har den transkønnede pige lært at opføre sig, som en smuk kvinde bør. Men maskespillet har slugt hende. Bag blonderne og glimmeret findes dog en ren udgave af Jules. Det stråler ud af øjnene på Hunter Schafer, den transkønnede skuespiller, der også er medforfatter på afsnittet.

Jules har brugt mænds begær som et drug ind i en forestilling om kærlighed, der næres i fantasien og dør, når den efterprøves i virkeligheden. Måske er Jules mere tiltrukket af skuffelsen, siger hun, mens flashbacks fra morens alkoholmisbrug viser, at nogle børn lærer, at kærlighed og smerte føles på samme måde.

Men Jules er også stærk, når hun fortæller, at hendes spiritualitet findes mellem livets tavse bølger. Dermed er vi igen tilbage ved øjeblikkets poesi som det, der skal redde os.

Euphoria tager denne gang ikke bare temperaturen på en dyster verden. Nu findes også et forsigtigt og skrøbeligt bud på, hvordan vi ser skønheden.