Biografanmeldelse
02. juli 2014
Et hus i Marokko
Tre marokkanske søstre mødes for at sørge over deres nyligt afdøde far. Og de kunne ikke være mere forskellige end den konservative skolelærer (Lubna Azabal), den frigjorte skuespiller (Morjana Alaoui) og den opdullede husmor (Nadine Labaki). Foto | Hassen Brahiti

Et hus i Marokko

Tre søstre, deres mor og deres husholderske udfordrer vores fordomme om den undertrykte, muslimske kvinde i en marokkansk film, der både er sjov og tragisk.

Af Jesper Bo Petersen

Originaltitlen på Laïla Marrakchis anden spillefilm, Rock the Casbah, signalerer gang i den, sjov og ballade. Der er bare ikke så frygteligt meget gang i den i palæet i Marokko, hvor tre søstre, deres mor og husholderske genforenes, da familiens patriark, en hovedrig industrimagnat, dør.

Titlen er symptomatisk for en film, hvor form og indhold langt fra synes kongeniale.

Billedsiden er let og luftig. Interiørets varme farver, dyb rød, brun og guld, og den tindrende blå himmel, er indtagende. En sådan kulisse signalerer varmblodet romantisk komedie eller dramady, som vel er den genre, Et hus i Marokko sigter efter.

Filmen starter i hvert fald som en sådan og er et til tider morsomt, til tider smerteligt clash of civilisations. Vestens frisind og ensomhed karambolerer med Islams strenge sæder og altomfavnende, varme familiebånd.

Den yngste søster Sofia (Morjana Alaoui) har vristet sig fri af familiens bånd. Hun tog turen over Atlanten, hvor hun nu har en middelmådig karriere som Hollywood-skuespiller – det er en løbende joke, at hun kun kan få roller som terrorist. Nu er hun en fremmed i sit eget hjemland. Hun er det tætteste, vi kommer på en hovedperson, historiens vestlige anker, som vi umiddelbart forstår og empatisk kan indleve os i.

Miriam (Nadine Labaki) er en moderne, pseudo-emanciperet muslimsk hausfrau med brystimplantater og stiletter. Det vestlige frisind og de muslimske normer strides i hende.

Kenza (Lubna Azabal) er skolelærer med konservative briller og knold i nakke. Hun er forblevet tro mod faren og familien.

Mødet mellem de tre forskellige søstre afstedkommer sædekomik, og der uddeles stikpiller og indimellem retfærdige ørefigner til både den ene og den anden side – og på tværs af Atlanten.

De har forvaltet livet på hver deres måde, og det er sjovt, følsomt og genkendeligt.

Og så er det fantastisk at opleve en film, der så ublu og humoristisk skildrer moderne muslimske kvinder, der ikke er flygtet til Europa. Og ikke virker totalt undertrykte.

Den afdøde patriark fungerer selv som en slags sprechstallmeister. Og der kastes lidt magisk-realistisk glans over løjerne, når Sofias amerikanske søn fører samtaler med sin afdøde morfar. Og i den berømte Omar Sharifs troværdige skikkelse er der noget trygt og eviggodt over ham.

Den iscenesættelse af patriarken som et alfaderligt spøgelse skurrer i mine øjne og ører.

For var det ikke faren, der fik Sofia og hendes tredje storesøster til at flygte til Vesten? Var det ikke faren, der drev storesøsteren til selvmord? Og hvorfor vil moren (Hiam Abbass) smide familiens elskede husholderske (Fatima Harani ”Raouia”) på porten, nu hvor faren er død? De var søstrenes to mødre, patriarkens to kvinder, men på mere end en måde. Sharif smiler stadig lunt og imødekommende.

Mod slutningen bevæger vi os med hastige skridt mod Shakespeare og den græske tragedie, og så er der pludselig ikke så meget at grine af.

De smagfulde panoreringer gennem luksuriøse stuer og frodige haver fremstår pludselig som underligt hule billeder – og det samme gør Omar Sharif. Om der gemmer sig en pointe, eller om filmen bare har fået støtte fra visitmorocco.com, er ikke til at vide.

Det forhindrer dog ikke de fem kvinder i ensemblet i at levere en kollektiv præstation, der både rører og lægger op til debat.

Samspillet mellem dem – de lange snakkescener – er i det hele taget fantastisk levende. Vi møder fem kvinder, der alle på godt og ondt har levet deres liv på patriarkens domæne. Alle hævder de sig selv som kvinder, alle insisterer de på den vej, de er gået.

Originaltitel:
Rock the Casbah

Land:
Frankrig / Marokko

År:
2013

Instruktør:
Laïla Marrakchi

Manuskript:
Laïla Marrakchi

Medvirkende:
Morjana Alaoui, Nadine Labaki, Lubna Azabal, Hiam Abbass, Fatima Harani “Raouia”, Omar Sharif, Adel Bencherif, Assia Bentria

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
3. juli 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. sep. 2016
Suburra

Suburra

Biografanmeldelse
13. sep. 2016
Chronic

Chronic

Biografanmeldelse
13. sep. 2016
I blodet

I blodet

Biografanmeldelse
24. aug. 2016
Sparrows

Sparrows

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten