Biografanmeldelse
17. juni 2015
Entourage
Kevin Connolly, Jerry Ferrara, Adrian Grenier og Kevin Dillon er tilbage i glasrollerne som Hollywoods største drengerøve, denne gang på det store lærred. Foto | Claudette Barius

Entourage

Gensynet med Hollywoods fire største drengerøve er alt andet end glædeligt. Seriens selvironiske satire trampes ned af en kendiskavalkade.

Af Daniel Pilgaard

Den har været nogle år undervejs, filmversionen af HBO’s populære og prisvindende tv-serie, Entourage.

Der er næsten gået fire år, siden vi forlod filmstjernen Vincent ”Vince” Chase og hans tre trofaste venner i den afsluttende sæson otte.

Det gør nu ikke så meget.

Entourage, der første gang blev sendt i 2004, startede som en af nyere tids bedste komedieserier, men ebbede ud aldeles humorforladt.

Nyheden om filmen kom lige i kølvandet på seriens afslutning, og skaberen Doug Ellin skulle angiveligt have haft sit besvær med at få den realiseret.

Nu er den her så. Men gensynet med de fire drengerøve og den temperamentsfulde agent Ari Gold kan desværre ikke beskrives som glædeligt.

Filmen fortsætter, hvor serien slap. Og det gælder ikke kun historien, men også manuskriptets fantasiløshed, der prægede de sidste sæsoners ørkenvandring i Hollywood.

I filmbyen er Ari Gold (Jeremy Piven) blevet chef for et nyt filmselskab og lægger op til den første produktion. Stjernen Vince (Adrian Grenier) har sagt ja til hovedrollen på den betingelse, at han også får lov til at debutere i instruktørstolen på projektet, der er en futuristisk version af Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Ti måneder senere. Der er krise. Budgettet er overskredet med flere millioner dollars, så Ari må en tur til Texas for at bede filmens investor om flere penge.

Billy Bob Thornton spiller den texanske pengemand, men den karismatiske skuespiller glider gennem handlingen som en anonym skygge. Manuskriptet giver ham ikke bare det mindste at arbejde med.

Investoren sender sin søn Travis (spillet af Haley Joel Osment, der så døde mennesker i Den sjette sans) med Ari tilbage til Hollywood for at holde øje med investeringen.

Så går det først helt galt. Travis ser sig sur på Vince i jalousi over en pige. Og så har vi balladen mellem bonderøven og filmstjernen, der ikke kan få sine penge til at færdiggøre filmen.

Mere kød er der ikke på historien. I stedet bliver filmens 104 minutter fyldt ud, som var det et meget langt afsnit af serien:

Firkløveret fester, drikker og knepper sig igennem det meste af spilletiden, hvor manuskriptforfatterne i mangel på bedre med korte mellemrum kaster velkendte karakterer fra serien ind i billedet. Aris gamle assistent synes kun lige at dukke op, for at filmbossen kan fyre et par flade bøssejokes af.

Kun momentvis bliver det morsomt, når det eksempelvis atter engang går helt galt for Johnny Drama (Kevin Dillon) under en audition. Eller i de få scener, hvor Ari Gold endelig får lov at flippe ud på sine omgivelser. Men der er ikke megen pondus tilbage i Jeremy Pivens elskede karakter.

Rollelisten bugner af kendisnavne, men om det så er instruktør Jon Favreau, komikeren Andrew Dice Clay eller Mark Wahlberg, der også medvirker som sig selv i serien, vader stjernerne igennem filmen for genkendelsens skyld mere end noget andet.

Seriens force er netop rækken af kendisser, der konsekvent karikerer sig selv med et udgangspunkt i virkeligheden. Fra James Cameron til Martin Scorsese – der er mange suverænt underholdende øjeblikke.

I filmen er den selvironiske satire reduceret til audienser på fem sekunder fra celebrities som Pharrell Williams og den tidligere franske landsholdstjerne Thierry Henry, der rent skuespilteknisk må betegnes som småt begavede, i bedste fald.

Sådan sjasker Entourage rundt i et kreativt dødvande. Og man kan ærgre sig over, at filmversionen overhovedet fik grønt lys derovre i den kyniske Hollywoodmaskine.

Titel:
Entourage

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Doug Ellin

Manuskript:
Doug Ellin, Rob Weiss

Medvirkende:
Adrian Grenier, Kevin Connolly, Kevin Dillon, Jerry Ferrara, Jeremy Pivon

Spilletid:
104 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
18. juni 2015

Relevante artikler

Nyhed
05. juni 2015
Drengerøve i Hollywood

Drengerøve i Hollywood

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. nov. 2015
Legend

Legend

Biografanmeldelse
25. juni 2015
The Word

The Word

Biografanmeldelse
18. mar. 2015
Grand Central

Grand Central

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten