Eno

Hvordan bedømmer man en film, der ændrer sig for hver visning?

Det er nemlig præmissen for Gary Hustwits uterlige portrætfilm Eno. En algoritme klipper filmen på ny for hver visning, så ingen publikummer får helt samme oplevelse! 

Det lyder som en flippet gimmick, og strengt taget skal man se flere versioner af filmen for overhovedet at lægge mærke til, at noget har ændret sig. Men omvendt er den foranderlige fortælleform en struktur, der passer perfekt på filmens emne og hovedperson, 75-årige Brian Eno.

Den legendariske engelske musiker brød igennem som glamrocker med gruppen Roxy Music og producerede senere Bowies banebrydende berlineralbums, gav Talking Heads deres uvurderlige afrobeats og gjorde U2 til verdens største stadionrockere – for en stund.

Sideløbende skabte han stemningsmættede malerier og farverig lyskunst, og eksperimenterede sig frem til en ny genre – ambientmusik – der med repetition og variationer skaber musiklandskaber, man fortaber sig i.

Foruden alt det andet, som dokumentaren slet ikke når at komme ind på – i hvert fald ikke i den version, der havde verdenspremiere på Sundance-festivalen i torsdags.

Selvfølgelig er mange sekvenser klippet effektivt sammen som i enhver dokumentarfilm. Instruktøren havde ligefrem sine klippere med til en Q&A efter filmen som for at understrege det.

Undervejs markeres hver forgrening i filmen med elektrisk skratten og en liste over videofiler, algoritmen kan vælge imellem. 

Fragmentformen til trods føles Eno overraskende helstøbt. Strukturen er bundsolid, og man må formode, at mange sekvenser gentages i hver nygenereret klipning.

Vi starter hjemme hos produceren, der fortaber sig i sit lydstudie og sin køkkenhave, og derpå springes der tilbage til hans tid hos Roxy Music. Brian Eno er ingen haj til at spille på instrumenter, men han forstod som få andre det kreative potentiale, synthesizere indeholder.

Under liveoptagelser kunne han dublere og overspille sine bandmedlemmers spil og sammensætte musikken på nye måder. Det var en revolution, der gjorde ham til et af tidens hotteste navne. Også selv om han – som han forklarer – blev afskrevet af nogle som en falleret rocker, da han besluttede at gå egne veje.

Brian Enos intuitive tilgang til musik og kreativitet er fascinerende at overvære på klos hold, og filmen er fuld af gode anekdoter om hans lange liv i kunstens tjeneste. 

Som da han fortæller om sine kreativitetskort Oblique Strategies, der indeholder små instrukser og regler til at stimulere den kunstneriske proces – som Lars von Triers benspænd.

Kortene sendte Brian Eno og David Bowie på kollisionskurs under optagelserne til albummet Heroes. Eno trak et kort med instrukser om at fortsætte i samme spor uden at ændre det mindste, Bowie trak ét, der bad ham stryge alt og starte på ny.

De mødtes i midten og skabte et af 70’ernes bedste albums.

Der er 52 kvintillioner forskellige potentielle versioner af Eno, oplyste filmholdet efter premieren. Allerede når jeg taler med andre på festivalen, er det tydeligt, at de har set en i hvert fald lidt anden version end mig – og var omtrent lige begejstrede.

I de seks forskellige versioner, der bliver vist på Sundance, er mange scener og anekdoter vidt forskellige. I premiereversionen dukker den amerikanske musiker Laurie Andersson således op nærmest uden at sige noget, og lur mig, om ikke hun har rigeligt på sinde.

Men trods fortælleformen er det mest bemærkelsesværdige ved Eno, at man får lyst til at se den igen i en ny version for at høre flere af hovedpersonens kloge refleksioner.

Om hvordan han finder inspiration i naturen, om kreativitet som en tilstand, om musik som et forstadie til sproget og om den almenmenneskelige tilfredsstillelse ved at nynne samme melodi.

Giraffen dukkede selv op via videochat efter filmen, hvor han hyldede filmens form, fordi den modsat en traditionel biografi ikke foregiver at være udtømmende.

”For mig forekommer det at være sådan, hukommelse fungerer. Publikum præsenteres for adskillige versioner, så de får en slags sløret version af historien frem for en ligefrem fortælling,” sagde han.

”Og sådan kan man jo også forestille sig flere film blive skabt. Det er måske en idé, der først bliver til noget i fremtiden.”