End of Watch

Politi-thrilleren End of Watch etablerer sig som et moderne eventyr om to betjente, Brian Taylor (Jake Gyllenhaal) og Mike Zavela med kælenavnet ’Z’ (Michael Peña), partnere og gode venner i the thin blue line, fronten af L.A.’s politistyrke. Døden lurer alle vegne, og man ved aldrig, hvornår vagten slutter. Men Taylor og Z’s attitude er kæk, og de to fremstår som helte på stationen.

Vi er i YouTube-tidsalderen, hvor alt kan og skal ”dokumenteres” – også politiets daglige arbejde. Taylors videoprojekt giver en realisme og genkendelighed, som vi kender fra diverse dokumentar-serier som Cops. Det er selvfølgelig ikke alt, der filmes ud gennem knaphullet, men fornemmelsen af en begrænset synsvinkel er gennemtrængende og viser sig at være en filmisk pointe. Vi kan kun se, hvad de ser. Sommetider i klaustrofobisk grad. Den større sammenhæng unddrager sig.

Indimellem udkaldenes benhårde virkelighed får vi pusten med nogle små standup-agtige vignetter fra patruljevognen. For mexicanske Z handler de om livet med konen og for Taylor om en ny kæreste. I disse sekvenser er det, som om Gyllenhaal og Peña lurer ud bag masken og selv er ved at dø af grin. Men det føjer kun til illusionen om to goofy venner, der godt ved, de bliver filmet.

Politiet er ikke de eneste, der patruljerer. En gruppe på fire mexicanere cruiser rundt i en bil og siger fuck og fuck og atter fuck. Mexicanerne er ved at fortrænge de sorte fra distriktet, og de nedmejer koldt en gruppe sorte gangstere, som fredeligt griller i deres forhave.

Senere bliver Taylor og Z kaldt ud, fordi der spilles for højt til en fest. I midten sidder mexicaneren, de kalder ”Big Evil”, ham der siger fuck mest. En eksplosiv majestæt med pupiller så store som møllehjul. ”Hvorfor kalder de dig Big Evil,” spørger Taylor. ”Fordi min ondskab er stor,” siger Big Evil.

Scene for scene punkterer instruktør David Ayer den konventionelle politi-thriller. Det er ikke en historie om, at ”skurkene kommer forfra, politiet kommer bagfra”, som deres irriterende kollega Van Hauser advarer dem om.

Van Hauser, som vi tror, er den, der til slut vil komme bagfra, får en kniv igennem øjet og fjernes fra handlingen uden nogen konsekvens. Det er heller ikke en historie om politiets fodfolk, der tager sagen i egen hånd. Da de i et hus finder et lager af levende mennesker, dukker de tunge politidrenge op og beder dem holde sig væk. Vores helte bliver til to små drenge, der trykker næserne flade mod ruden.

Næste gang de finder et menneskelager, består det af afhuggede hoveder, afrevne lemmer og et mexicansk dødealter. Gennem det dokumentariske filter aner man noget stort og forfærdeligt, en navnløs gru bag overfladebegivenhedernes tynde slør.

Hvor David Ayers forrige film, Street Kings (som James Ellroy var medforfatter på) føltes 80’er-træt og oppustet, har han denne gang selv skrevet manuskriptet til en ny type historie, som giver et friskt og vedkommende bud på klassisk stof. Selvom de gode er meget gode (for eksempel er Z-karakteren og hans simple, lykkelige etniske familie tæt på at blive til en hvid kliche), kan den amputerede epik og stemningen af tilfældighed sine steder minde om den, man finder i Roberto Bolaños mammutroman 2666.

For Big Evil viser sig ligesom Taylor og Z at være en lille brik. Hvis de to udgør politiets forpost, er Big Evil og hans slæng de yderste fingerled af et usynligt onde. Det drejer sig om mexicanske narkokarteller, men det kunne lige så godt være noget andet.

Her er intet opklaringsarbejde, der hiver sløret af og sætter skurkene bag lås og slå, men en ansigtsløs ondskab, som mekanisk knuser politifolk mellem sine kæber. Og politiet er en blå hær, der endeløst brødføder bæstet. En hær, der består af mennesker af kød og blod, mennesker som Taylor og Z.