En ubekvem sandhed 2

Elleve år er gået, siden Al Gore med dokumentarfilmen En ubekvem sandhed ”åbnede verdens øjne for, hvad klimaforandringerne betyder”.

Sådan formuleres det i hvert fald i salgsteksten til opfølgeren En ubekvem sandhed 2, der er instrueret af Bonni Cohen og Jon Shenk.

Filmen er ikke sen til at sige: ”Hvad sagde jeg”, om de skræmmende klimaforudanelser, der blev fremlagt i den første film fra 2006.

I en kavalkade af smeltende gletsjere, sønderlemmende orkaner og skrækindjagende oversvømmelser gør Al Gore sit for at lukke munden på kritikerne: Han sagde, at det ville ske, men hans kritikere troede ikke på ham.

Al Gore glemmer dog at nævne, at vandstanden ikke er steget med syv meter, som han ellers spåede ville ske i ”nær fremtid”. Faktum er snarere, at vandstanden stiger tre millimeter årligt. Så den udvikling skal fortsætte i mere end tusind år, hvis spådommen skal gå i opfyldelse.

Vi får heller ikke at vide, at polarbjørnene stadig trives. Al Gore forsikrede os ellers, at de ville drukne, fordi der ingen is ville være. Tal viser imidlertid, at antallet af polarbjørne er steget fra omkring 25.000 til omkring 32.000 i løbet af det seneste årti. Og sådan er der en række af klimaforkæmperens forudsigelser, der ikke holder vand.

Al Gore overdriver en anelse, men hans budskab synes nu alligevel vigtigere end nogensinde.

De skræmmende statistikker og de rædselsfulde naturkatastrofer, som verden har været offer for siden 2006, har gjort det en del sværere at ignorere omfanget af de klimaforandringer, som Al Gore har råbt højt om siden 1980’erne.

Af den grund er en film om klimaforandringer berettiget.

Men i En ubekvem sandhed 2 føles det flere gange som at være vidne til en genudsendelse af Gores gamle, men selvfølgelig stadigt ubekvemme sandhed.

Den nu gråhårede Al Gore står stadig med sit slideshow og prædiker om klodens klimakvaler foran et forfærdet publikum. Det ligner diasshowet fra den første film til forveksling, og mange af statistikkerne er de samme – bare opdaterede.

Det er som at være til et foredrag og virker forældet. Det hjælper heller ikke, at den tidligere vicepræsident og præsidentkandidat iklædt sit stive politiker-jakkesæt ikke just er nogen karismatisk hovedperson.

Helt i søvn falder man dog ikke. Filmen følger den ukuelige Gore rejse kloden rundt, hvor han besøger de udsatte steder. Det er opløftende, at filmen også bevæger sig i håbefulde retninger.

Flotte droneskud over Chiles gigantiske solcelle-plantager og vindmølleparker rundt om i verden tænder et lys i mørket og giver samtidig lidt liv til filmens ellers kedelige visuelle side.

Senere følger vi Gore under klimatopmødet i Paris i 2015, hvor verdens ledere bliver enige om den såkaldte Paris-aftale. En aftale, som har til formål at dæmme op for udledningen af drivhusgasser og de menneskeskabte klimaforandringer.

Her insinuerer filmen, at Al Gore spiller en afgørende rolle i Indiens beslutning om at skrive under på aftalen. Men fremstillingen af forløbet er noget misvisende, og det klæder ikke dokumentaren at glide over nærmest at være et glorificerende portræt af lige-ved-og-næsten-præsidenten.

Hist og her ser vi dog den udvikling, som sandsynligvis giver Al Gore anledning til endnu en film. Mens Al Gore taler i telefon, kører tv’et, hvor præsidentkandidaten Donald Trump gør grin med klimaforandringer. Under et besøg i Texas tårner ligeledes et skilt op med beskeden: Stem på Trump!

Da den orangehårede rigmand vinder valget, ryster det Al Gore i hans grundvold: Hvad kommer der nu til at ske?

Det er et spørgsmål, den oprigtigt engagerede Al Gore gerne må svare på i endnu en film. Også selv om En ubekvem sandhed til tider er en langsommelig og rodet affære, hvor vi følger en person, som kan virke skinger og med rette mistænkes for at overdramatisere problemernes omfang og sin egen rolle i sagerne.