En-to-tre-nu!

I Jesper Wung-Sungs meget populære ungdomsroman, som denne Regner Grasten-produktion bygger på, møder 1.g’eren Jeppe sin store kærlighed, gymnasiepigen Cecilie.

Til en morgensamling synger hun Leonard Cohens Bird on the Wire, intet mindre. Jeppe er langt fra smaskforelsket endnu og siger selv: ”På en måde var det flot, at hun turde stå og synge alene foran 1000 mennesker. Men på en måde var det for meget. Det virkede forkert. Det virkede ikke, som om det var hende, men en anden, der skulle gøre sådan noget.”

Vi drages ind og bliver nysgerrige, og Jeppes reaktion siger noget præcist om maskulin blufærdighed. Hvordan dramatiserer manuskriptforfatteren Regner Grasten (under pseudonymet Thorvald Lervad) og hans instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg så dette møde?

De gør det til den helt store, topbanale, romantiske kærlighed-ved-første-blik-scene, komplet med himmelsk lys over ansigterne og henførte blikke. Det er betegnende for filmens primære problem: Historien er i sig selv såre banal og burde derfor bæres af indlevede detaljer og fortællemæssig finesse, men serveres plakatagtigt understregende uden meget mellem linjerne.

Det første lange stræk går det ellers ret nydeligt og stilfærdigt deruda’. Jeppe er elite-basketballspiller, og det er svært at forene med engageret skolearbejde. Cecilie lider af humørkriser og gribes af pludselig livslyst for derefter at cutte uforklarligt af i forholdet til Jeppe.

Så er det svært helt at finde hinanden, især fordi Cecilie ganske tydeligt bærer på en hemmelighed, hun har meget svært ved at fortælle Jeppe.

I sine bedste øjeblikke kan filmen minde lidt om John Hughes’ varmt solidariske teenageskildringer fra 80’erne. Og i nogle korte, vildførte øjeblikke troede jeg, at Regner Grasten var helt oppe på beatet og havde gjort Cecilie et offer for slut shaming.

Men nej, vi skal helt tilbage til forrige århundredes tårepersere for at finde filmens forbilleder, først og fremmest den berygtede fidus Love Story fra 1970 med Ryan O’Neal og Ali MacGraw. Støbeformen hedder: De elsker hinanden over alt på jorden, men hun, smuk og på alle måder vidunderlig, er dødsmærket, og de lever på lånt tid inden det uundgåelige.

Christian E. Christiansen lavede en fin kortfilm om unge piger ramt af kræft (Om natten), men samme sart følsomme tone synes jeg ikke En–to–tre-nu! rammer. Især ikke, når Cecilie udstyres med en replik som: ”Jeg er kun seksten – der er så meget, jeg gerne vil se og opleve” (i øvrigt taget fra bogen).

En desperat-ekstatisk flugt fra hospital og sygdom går, af alle steder, til Gran Canaria, hvor parret vies af en dubiøst udseende, ensom præst. Pinagtigt mere end bevægende.

Jeg får måske filmen til at lyde værre, end den er. Den er trods alt sympatisk med sin eftertænksomme tone. Og en enkelt scene, hvor Cecilie under en middag med forældrene og Jeppe opponerer mod den undvigende taktfuldhed i omtalen af kræft, rammer noget ægte. Det samme gør en tidlig opgørsscene mellem Jeppe og vennen Jack.

Det hænger også sammen med, at filmen er vel castet. Nikolaj Groth og Clara Rosager er tiltalende i hovedrollerne uden at kamme over i det alt for melodramatiske. Og Barbara Topsøe-Rothenborgs kompetente instruktion holder sig behageligt fri af det smarte, selv om klichéerne ofte står i kø (hårdkogt pacende råbetræner, tårevædede forældre, poppet temasang). 

Jo, det er alvorsmanden Grasten, der taler, ham fra Det forsømte forår, Kun en pige, Familien Gregersen (slem) og Hvidstengruppen (værre). Her er følsomme samtaler ved Odense Å akkompagneret af en Bellini-arie, hentydninger til både Romeo og Julie og sågar Amour.

Så er En–to–tre-nu! værst? Nej, den er frem for alt pæn, velmenende og gammeldags.