En plads i manegen

Anne Svejgård Lunds dokumentar er en sentimental turné gennem den pensionerede cirkusprinsesse Katja Schumanns minder – et portræt af den 76-årige artists liv og eftermæle.

Samtidig giver filmen et blik ind i hendes forsøg på at videregive sin viden og kunnen til en ung kvinde på en ”cirkusgård” nær Løkken – en faldefærdig bondegård, som hun har istandsat sammen med sin mand, Luffe.

Katja bor selv i en cirkusvogn. Det har hun altid gjort.

”Jeg har stadig min mors viskestykker. Dem kan jeg godt lide,” siger hun. Den slags små, sigende replikker er der mange af, og netop derfor er En plads i manegen både flot fortalt og elegant klippet.

”Det er ikke helt let at se sig selv gå i glemmebogen på den måde,” siger hun et andet sted – en sætning, der i sig selv kunne indramme hele filmen. 

Vi får også et glimt af den større cirkushistorie, når Katja Schumann fortæller, at der oprindelig var fire store cirkusfamilier, man regnede med.

”De Fire Store, som man siger. Det er Knie, Schumann, Gruss og Bouglione. De er franske og schweiziske. Og vi rejste så til Skandinavien.”

Senere besøger hun en historiker i Frankrig for at donere sit prægtige Scheherazade-kostume til hans cirkusmuseum, og her ser vi en af de første kendte graveringer af et cirkus – fra 1599.

Katja Schumann er en del af et cirkusdynasti, og det familiemæssige fylder meget – både i fortællingen og i de dokumentariske optagelser, som instruktøren udnytter fornemt: gamle vhs-bånd, nyhedsindslag og arkivklip, der giver historien krop og klang.

Via projektioner af de gamle optagelser over manegen, stalden eller interiøret i en cirkusvogn bevæger hovedpersonen sig fra virkeligheden og ind i et minde. Som poetisk virkemiddel fungerer det fint, men stærkere står de magisk-realistiske momenter. Som da den aldrende cirkusprinsesse shopper i det lokale supermarked med en hest ved sin side. 

”Det er artistens opgave at tryllebinde publikum ved at fremvise hesten, fordi den stadig et magisk dyr for mange mennesker,” siger Katja Schumann.

Man fornemmer, at Anne Svejgård Lund arbejder med samme strategi, når hun i flere scener kobler cirkushesten og cirkusprinsessen. Vi følger det magiske dyr Katja og hendes forhold til cirkuslivet og den omflakkende tilværelse, der følger med.

Turen går også til USA, hvor hun blev gift med en cirkusprins fra The Big Apple Circus i New York City. Her besøger hun sine to voksne børn, og filmens skildring af deres gensidige savn og længsel er blandt de mest rørende øjeblikke.

For det meste går rejsen dog ned ad mindernes allé. Instruktøren lader hovedpersonen genbesøge Cirkusbygningen, hvor hendes familie i generationer har huseret. Her ender det med, at det er Schumann selv, der viser den nuværende direktør rundt – og fortæller ham, hvor savsmuldet engang lå i kælderen.

Filmen er fuld af smukt, bedaget cirkussprog, fagudtryk og cirkusaccenter, når folk taler gebrokkent engelsk, fransk og tysk. I Cirkusbygningen stiller Svejgård for en gangs skyld et spørgsmål, nemlig hvordan det for Katja Schumann føles at være her igen.

”Det er forfærdeligt, og så kan jeg sådan set ikke sige mere. Åh, nu gik det lige så godt. Hvis jeg skal sige mere, så kommer jeg til at tude, og det vil jeg ikke. Færdig!”

Klip til cirkusprinsessen, der som barn rider rundt i manegen stående på ryggen af en smuk hest på præcis samme sted.

”Alt det, man virkelig holdt af i det hus – dét er væk,” konstaterer hun trist. 

Vi følger den unge arvtager, der skal lære alt om heste frem mod sin finale – en stille forestilling på cirkusgården, fortalt afdæmpet, inden filmen slutter med en metaforisk hest, der løber frit i naturen. 

Man fornemmer, at det er selve cirkussjælens inderste: den vildskab, der kun viser sig i glimt, når vi ender i manegen.
Til syvende og sidst handler det om at møde virkeligheden – og om den lille duft af hest, der kan ramme én, når man sidder på første række.

Svejgårds film er mere end bare en god dokumentar. Den er også en dokumentation af et kulturelt fænomen, som det nu er nødvendigt at sætte på finansloven. Man kan kun håbe, at cirkusbranchen vinder en vej til overlevelse.