En Minecraft film

Ordet ”minecraft” er et såkaldt portmanteau, altså et ord sammensat af to dele. Første del handler om at mine, altså udmine, udgrave. Anden del betyder ”at skabe”. 

Så i computerspillet af samme navn, som blev lanceret i 2011 af svenske Mojang Studios, skal man finde ting og så lave noget med det fundne. Minecraft er verdens til dato mest åbne sandkassespil. 

Idéen er enkel. Man bygger selv fra bunden den verden, man vil have i helt fri og ubegrænset leg. Børn og visse voksne elsker det. 

Derfor er det også så oplagt at skabe en familiefilm baseret på universet. Men hvordan laver man en film om fri leg, når den i sagens natur bliver bundet op i hundredvis af konkrete valg? Hvordan laver man en film, som ikke-mindcraft’ere gider se, herunder forældre, der ikke ved, hvad en ”villager”, en ”creeper” eller en ”TNT-blok” er for noget? 

Og hvordan laver man en film, der viser et barns frie fantasi, men på en virkelighedstro måde? 

Det overraskende er, at projektet lykkes over al forventning. Filmen er fejende flot, virkelig sjov, totalt spændende og opfylder samtidig både børns og voksnes behov. 

Teknisk jonglerer den mellem forbløffende mange lag. 

Der er de virkelige skuespillere, ikke mindst den balstyriske Jack Black, der løfter hele filmen. Samtidig er der statister og skuespillere i skønne dragter. Alt i Minecraft er nemlig firkantet, så nogle af skuespillerne har kassehoveder, og selv de animerede ulve og får er helt firkantede. 

Dertil skal lægges egentlig animation, men det utrolige er, hvor sømløst det hele smelter sammen. Efter få minutter accepterer man ikke bare præmissen, men også det samlede udtryk. Og så er man bare med, når den lille mine-togvogn fræser afsted med et menneske og en animeret, firkantet kæle-ulv indeni. 

De er alle sammen på flugt fra et ondt svin, det vil sige en firkantet gris i rustning. Og det er altså ti gange mere virkeligt – og sejt – at se i biffen end at få forklaret i en artikel. 

Plottet er simpelt. Mere end blot en lineær fortælling er filmen en udforskning af hele Minecraft-universets muligheder – ja, nærmest en formidling af selve spillets essens. Så man kan godt tage bedstemor med i biffen, selv om hun ikke kender spillet. 

Alt bliver forklaret. 

Historien handler om Henry, en nørdet dreng, som spilles godt af amerikanske Sebastian Hansen. Han bliver smidt durk ind i Minecraftspillets virkelighed gennem en mystisk portal, der lukker sig bag ham. 

Han kommer derfor hurtigt ud på en mission efter en bestemt sten, der kan åbne portalen til virkeligheden igen. Opgaven skal han løse sammen med den midaldrende Garret, som var USA-mester i gaming i 1989 og spilles urkomisk af Jason Momoa. 

Garret leverer mange voksenvitser, så forældre kan sidde og fnise. Han er en totalt afdanket 80’er-fyr, og sammen med Jack Blacks balstyriske Steve, der i virkelighedens verden mest bare er et flop, ledsager han Henry. 

De tre får også selskab af Henrys søster Natalie, der portrætteres friskt af Emma Myers, og hendes veninde Dawn, som Danielle Brooks spiller med masser af attitude. 

Filmen bliver interessant nok en diskret, ufrivillig kommentar til den vedvarende skærmdebat, fordi man – for at lave en film om et altopslugende computerspil, som fanger børn i timevis – åbenbart skal bruge den skinbarlige, pulserende virkelighed. 

For det er netop både mennesker, deres personligheder, håndværk, kunnen, fysisk styrke, våben, metal, træ, sten og kobber, som redder fantasiens verden. 

Først som sidst lever En Minecraft Film af sin høje underholdningsværdi. Det er et sandt eventyrunivers, der foldes ud. Og det hele minder i sin episke storhed og fantasifulde persongalleri faktisk lidt om Ringenes Herre-trilogien. 

Bare med firkantede uhyrer og helte – og holdt i tryg og uskadelig børnehøjde. Selv zombierne er for det meste ret nuttede.