En hustlers dagbog

I starten af den svenske gangsterkomedie En hustlers dagbog planter den tiårige Metin et træ med sin far. ”Man skal plante et træ, skrive en bog og få et barn, før man dør,” fortæller hans far ham.

Sytten år senere lever Metin et liv som småkriminel og arbejdsløs i en regnvåd og kedelig forstad til Stockholm, hvor han bor i en lille lejlighed med sin mor, bror og søster. Faren er død af sygdom.

Så da et stort svensk forlag pludselig tilbyder at udgive en bog om Metins tilværelse og lyssky virke, vendes hans liv på hovedet. For den verden, han lever i, er naturligvis milevidt fra det stockholmske kulturparnas og bogbranchens luftige værdier.

Kroatisk-svenske Ivica Zubaks En hustlers dagbog bliver solgt som et komediedrama og er blevet kaldt en ny Jalla! Jalla!

Zubaks film er da også underholdende i store dele, men alvoren fylder faktisk mere og mere, som handlingen skrider frem. En hustlers dagbog er nemlig først og fremmest et portræt af en splittet sjæl i et råt og småkriminelt miljø.

Metin (Can Demirtas) er svensk med tyrkiske rødder. Han ernærer sig ved tyveri og hæleri sammen med vennerne fra ghettoen, der fungerer som et lille lukket samfund med et hierarki og en klar hakkeorden.

Metin drømmer om at blive skuespiller og følger sit fars litterære råd ved at føre dagbog om sit liv. Da han glemmer bogen efter en prøve på teaterskolen, får forlæggeren Puma (Jörgen Thorsson) ad omveje fat i den. Han ser straks litterære kvaliteter og kommercielt potentiale i Metins dagbog og ønske at udgive den.

Men i Metins verden betyder loyalitet, respekt og ære alt, og dagbogen indeholder kompromitterende oplysninger, så det er ikke nemt for ham at underskrive den lukrative bogkontrakt. I stedet tumler Metin rundt i ghettoen, mens han tvinges til at revurdere sit liv.

Grundidéen i En hustlers dagbog er umiddelbart god og rummer masser af komisk og dramatisk potentiale.

Zubaks film er både velskrevet og bevidst om den virkelighed, som den skriver sig ind i. Undervejs berører filmen de aktuelle bilafbrændinger og uroligheder i visse belastede områder i svenske storbyer, ligesom Metins bog bliver sammenlignet med David Lagercrantz’ bestseller Jeg er Zlatan.

”Det bliver større end Zlatan-bogen,” som Puma udbryder om udsigten til at udgive en biografisk bog med masser af kontroversielle beretninger.

Komisk lever En hustlers dagbog mest på modsætningen mellem Metins lavkulturelle ghettomiljø og den højpandede, litterære kulturelite. Der er langt fra hæleri og falske Rolex-ure til eksklusive banketter hos forlagsdirektøren.

En hustlers dagbog er ganske sjov, selv om visse situationer er lige karikerede nok. Men grundtonen er alvorlig, og da tingene spidser mere og mere til for Metin, bliver fortællingen tilsvarende mere mørk og voldelig.

Det bevægelige kamera følger konstant i hælene på Metin, når han i sin hættetrøje vandrer rundt i Stockholms gader og ghettoens betonbyggerier. Det giver en god fornemmelse af et upoleret miljø, der lige så godt kunne være en dansk betonforstad.

Can Demirtas er filmens største plus som Metin. Han er både rapkæftet og elskværdig som titlens charmerende hustler, men viser i små flig også, at han rummer et indre raseri og en rastløs afmagt. Grundlæggende ønsker han at undslippe brændemærkningen som ghetto-dreng, og han vil bare gerne forsørge sin familie.

Den konflikt bliver undervejs for udpenslet og overforklaret i Metins voice-over, og det er synd, for den er ellers fornemt spillet af Demirtas.

Forventer man en hylende morsom gangsterkomedie, bliver man skuffet, især i filmens sidste del. I stedet er En hustlers dagbog snarere et interessant portræt af en mand, der er splittet mellem det etablerede samfunds forventninger og ghettoens interne orden.