En frygtelig kvinde

”Jeg savner en nazist i dansk film,” sagde en filmkonsulent for et par år siden. Han efterlyste film, der udfordrer vores selvtilfredse humanisme, hvor den største skurk er et godt menneske på bunden.

Der er ingen nazist i Christian Tafdrups anden spillefilm efter debuten Forældre. Men der er noget, som er endnu mere provokerende: en forfærdelig kvinde. Hun er uden formildende omstændigheder, et gennemført manipulerende væsen, som ikke helmer, før hun har fået sin vilje. Og ja, sådan en kvindetype eksisterer og lever i bedste velgående!

Forholdet mellem Rasmus og Marie starter ellers lovende. De falder for hinanden til en fest, boller op ad væggen, spiser pizza på gulvet uden en trevl på kroppen og gør den slags ting, som unge forelskede mennesker gør.

Men fra det øjeblik, Marie flytter ind i Rasmus’ lejlighed, begynder hun at lave om på ham.

Hans cd’er ryger ud, og der kommer abstrakt kunst på væggen i stedet for en plakat med The Dude fra The Big Lebowski. Kødet forsvinder fra lasagnen, og en kalender anbringes i køkkenet for at organisere deres liv: gul tusch til hverdagsaftaler, rød til vigtige aftaler og sort til det uopsættelige.

Rasmus bruger den røde tusch til fodbold, men som så meget andet bliver det hurtigt et stridspunkt. For hvor vigtigt er det lige at være sammen med gutterne, når kæresten har lavet mad?

Alle trick gælder, når manden skal socialiseres til et familievæsen. Og hvis magtbalancen er ved at tippe, har kvinden det ultimative våben: sex!

”Er det bare noget, jeg føler, eller er jeg blevet en underlig udgave af mig selv?” spørger Rasmus fortvivlet sin bedste ven Troels, men her er ikke megen hjælp at hente. Troels er selv under tøflen på hjemmefronten, og de sparsomme åndehuller med vennerne skal ikke bruges til pigesnak, men til uforpligtende mandehygge.

Så mens Marie kører sit subtile magtspil, der med indforstået blinken til kameraet inddrager os som publikum, render Rasmus rundt med en diffus uretfærdighedsfølelse. Hans ensomhed i mandefællesskabet er noget af det mest smertefulde i sædekomedien.

Når en kvinde ikke kan sige fra i et forhold, er hun et offer. Når en mand ikke kan sige fra i et forhold, er han et skvat.

Christian Tafdrup bider sammen med sin bror og medforfatter Mads hovedet af al skam og kaster deres humørbombe ind i kønsdebatten, som kvinderne med #MeToo-bevægelsen ellers har haft patent på i det forgangne år. En frygtelig kvinde (forbilledligt støttet af en kvinde: Mette Damgaard-Sørensen fra New Danish Screen) er den bløde mands oprør, som toner rent flag fra første symbolske billede, hvor djævlehorn vokser ud af kvindetegnet til tonerne af Vivaldi.

Det kunne have været åbningen på en Lars von Trier-film, men i En frygtelig kvinde er der ingen mytologisk natur eller kirkeklokker i himlen.

Filmen består af en lang række banale iagttagelser fra hverdagen, men det banale rummer en dybere sandhed, og djævlen gemmer sig som bekendt i detaljen.

Man kan mene, at Tafdrup har et konservativt syn på kønsforholdet, hvor kvinden bygger rede og er i stand til at styre sin seksualitet, mens manden er i sine dumme drifters vold. Men de fleste vil ikke desto mindre kunne nikke genkendende til filmens stereotype optrin og more sig over dem.

Det er i sig selv urkomisk, at Marie gør alt for at forvandle Rasmus til en tøffelhelt, hun foragter. Og hun har sejret ad helvede til, når han iført hipstermode arrangerer kærestedag med en tur på Glyptoteket, som ingenting siger ham.

Det ligner den totale ydmygelse, indtil Christian Tafdrup dukker op og med en selvironisk cameo-optræden som stor kunstner afslører Maries selvbedrag.

Anders Juul har charme og troværdig troskyldighed i rollen som Rasmus, mens Amanda Collin er beregnende kold, selv når hun bryder sammen. Som Troels har Rasmus Hammerich den rette drengede jovialitet, men Tafdrup kæmper med at gøre mandlig hygge attraktivt på lærredet.

En frygtelig kvinde er egentlig en lille film, et kammerspil, der med sine knap 90 minutter sagtens kunne have varet længere og være gået længere i sit antropologiske studie af kønskampen. Men genistregen får et større vingefang, fordi Tafdrup med sit modige slag i bolledejen demonstrerer, at dansk film kan være andet end en sødsuppe af humanistisk velvilje, social empati og de korrekte kønspolitiske synspunkter.

Ikke siden Triers Antichrist har en film lagt så provokerende op til kønsdebat, og ikke siden Helle Ryslinges Sirup fra 1990 er en kæreste blevet så frydefuldt klædt af til skindet.