En frokost på bjerget

Éric Besnard er glad for tilfældige møder.

I Kærlighed ved et tilfælde fra 2015 møder en enke en mand med en psykisk lidelse, og de to healer hinanden. I En frokost på bjerget gentager den franske instruktør øvelsen med historien om et specielt venskab, som opstår mellem to mænd.

Filmen lægger ud med lækre vuer over smukke bjerglandskaber, flotte årgangsbiler, labert produktionsdesign og velvalgte kostumer – og så ellers to store, fede klichéer.

Den første er it-entreprenøren Vincent, der spilles charmerende af slanke Lambert Wilson, hvis karakter tilsyneladende får alt, hvad han peger på. Vincent er rig, succesfuld, kendt og muligvis på vej ind i politik.

Men medaljen har den bagside, at han er ensom og uelsket.

Den anden kliché er særlingen Pierre, som betyder ”sten” på fransk. Han får en solid og stolt krop af store Grégory Gadebois, som spiller stovt, urokkeligt, tavst.

Bymenneske og landsbyboer, og det er så forudsigeligt, at man i de første tyve minutter er ved at miste tålmodigheden. Kan det her virkelig reddes?

Men de tos tilfældige møde, da Vincents bil bryder sammen på en bjergvej, og Pierre kører forbi på motorcykel, får en skarp drejning, da Vincent senere afslører, at det hele er en plan, han har lagt. Han vil nemlig vende Pierres dårlige humør – og sorgen over brorens død i en trafikulykke – ved at tilbyde ham et drømmejob.

Det viser sig, at Pierre er en i visse kredse verdensberømt marinbiologisk forsker. Men han har mistet troen på, at han kan få lov at forske seriøst – og ukommercielt – i det emne, som han elsker: de medicinske muligheder i livet under havets overflade.

Men Vincent har sine egne grunde til at støtte ham, og med den krølle på historien vokser En frokost på bjerget til en sød fortælling om kærlighed og livet som sådan.

For hvordan kommer man ud af sin skal, hvis man er i dyb sorg, som Vincent viser sig at være? Hvordan kan en introvert nørd som Pierre vise sine følelser for andre?

Hvordan kan Pierres svigerinde, brorens enke Camille (bedårende spillet af Marie Gillain), overkomme de tabuer, som samfundet stiller i vejen for den dybe kærlighed, hun efter mandens død har udviklet for Pierre?

Og hvordan finder vi vejen tilbage til alt det vigtige, som vi fik med fra vore forældre som børn?

En frokost på bjerget handler om at høvle de knaster væk, som livet har givet os – og om at nyde naturen og øjeblikket. Det budskab indfanges bedre af den franske originaltitel Les choses simples: de enkle ting.

Éric Besnard er en habil manuskriptforfatter, og han har arbejdet på at betone de små tings sammenhæng.

Det er nemlig ikke for sjov, at Pierres speciale er de bittesmå plankton-dyr. Det er ikke for sjov, at Vincents far var snedker. Det er ikke for sjov, at Pierre nærmest intet siger, og at hele filmen cirkler om måltidet, håndværket, traditionen, sanserne, stilheden, dyrene, naturen, venskabet og kærligheden.

For det er alt det grundlæggende i menneskelivet.

Når den ene skuespiller er barfodet i en af de første scener, og en af de andre er det i en af de sidste, har det intet med en frokost at gøre, men alt at gøre med livsglæde og eksistentiel balance.

En frokost på bjerget starter som en bagatel, men fortættes over sine 95 minutter til en udsøgt trøffel.

Man bliver glad af dens forbløffende ægthed og dybde, og hvis man går og savner en af de gode, gamle film med stjerner som Gérard Depardieu, så er den ingen ringe trøst.

Der er sågar en lille hilsen til Depardieus store rolle i Cyrano de Bergerac, hvor han lægger en elsker ord i munden. Hos Besnard er det den storsnakkende it-blærerøv Vincent, der må lære den tavse biolog Pierre, hvordan kærlighedens kultur fungerer.