En chance til

Susanne Biers nyeste danske udspil kan ses som en mere djævleblændt sort udgave af Nils Mamros’ Sorg og glæde. Den ligger også i forlængelse af hendes og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens forrige udforskning af aggressionens kædereaktioner, Hævnen.

Altså igen en spændstigt drejet historie om desperate danskere, der konfronterer – og selv udøver – vold, når de drives op mod muren. Men knap så helstøbt som Hævnen, synes jeg. For i centrum står et plot-postulat af kamelagtige proportioner.

Et tilsyneladende nogenlunde velfungerende ægtepar går totalt i sort, da deres spædbarn (uforklarligt) afgår ved døden. Ægtemanden, en noget for impulsiv politimand, spørger trods sin metier ikke ind til dødsårsagen, men skaffer i stedet prompte sin forståeligt uligevægtige hustru en levende erstatning i form af en misrøgtet baby, tyvstjålet fra et narkoman-par, der ”ikke fortjener bedre”.

I hans øjne ikke en forbrydelse, men snarere en godgørende handling over for den mishandlede baby med de ”uværdige” forældre. Det egoistiske motiv fortrænges.

Reelt er han ude på at redde et vaklende ægteskab, som i sin pletfrie, materielle ramme kontrasteres med narko-parrets lort-indsmurte mareridt af vold og forråelse. Men begge nyslåede forældrepar balancerer i virkeligheden på kanten af afgrunden, og også i politimandens stilige hus ved havet spirer volden frem.

Plottet er snedigt udtænkt og får til slut en drejning, der er så afgørende, at den ikke skal røbes her. Men jeg synes ikke, at det – trods mange forsøg – gøres troværdigt, at den fortvivlede far vil bruge et så drastisk middel for at beholde en baby i huset.

Han stjæler først og fremmest babyen, fordi plottet kræver det.

Også Susanne Biers og Anders Thomas Jensens tidligere film sammen har været stærkt plot-drevne, men med en bedre symbiose mellem karakterer og intrige. Og instruktionen og spillet har lagt et stærkt følelses-engagement og en psykologisk finesse ind i fortællingen, som i En chance til er knap så iøjnefaldende.

For med Nikolaj Coster-Waldau som politimanden har filmen en hovedperson, der ikke bliver helt så rørende desperat som tiltænkt. Coster-Waldau har god dækning for figurens iltre voldsomhed og ubetænksomme dobbeltspil og tildeles en stærk scene, hvor hans træk gradvis dæmoniseres, mens han kører bil.

Men det patetiske ligger næppe for ham som type. Han er simpelthen svær at få medlidenhed med. For mig skete det faktisk først i filmens allersidste scene – en epilog, der er lidt af et kup.

Omkring ham er filmen lydefrit spillet og rollebesat. Den lysende, englesmukke Maria Bonnevie og den uhyggeligt forgræmmede Lykke May Andersen (kendt som topmodel!) leverer hver sin version af tortureret moderskab – effektfuldt kontrasteret. På samme måde som Ulrich Thomsens latent voldelige middelmand og Nikolaj Lie Kaas’ let antændelige voldsmand, endnu en tour de force af Kaas.

Visuelt males der med mørk pensel, lidt konventionelt denne gang med de mange billeder af det sortladne hav. Måske at opfatte som et symbolsk Moder Hav i en slags samklang med filmens to andre mødre. Og man kan selvfølgelig også tolke historien mere allegorisk end psykologisk, som en fabel om de socialt etableredes magtmisbrug overfor samfundets evige tabere, der plyndres, når behovet opstår.

Men i så fald mangler filmen som helhed fabulanten Anders Thomas Jensens skarphed og bliver for Susanne Biersk tårevædet i sine mange emotionsladede scener.

For første gang fornemmer man altså en vis artistisk splittelse i samarbejdet mellem den følelsesfulde instruktør og hendes ofte sarkastiske manuskriptforfatter. Hvilket ikke betyder, at de har mistet en exceptionel evne til at berette en historie, så man konstant hører efter.