En casa

Bare fordi verden gik i stå som følge af covid-19, er det ikke ensbetydende med, at de kreative kræfter stoppede.

I Danmark så vi det blandt andet med Karantænefilmene, Ekko Shortlist-vinderen Jonas Risvigs serie Centrum, filmskolen Potemkin og flere film på Ekko Shortlist som Covidhagen og TP – A Love Story.

Spanien er et af de lande, der har haft den mest omfattende nedlukning og restriktioner på borgernes bevægelsesfrihed. Derfor er titlen En casa også fuldkommen perfekt – det betyder ”hjemme”.

Serien består af fem afsnit, som hver især er en afsluttet fortælling fra forskellige instruktører, lavet enten i deres eget hjem eller instrueret over videochat.

Udstyret med en iPhone som kamera er billedkvaliteten i den flotte ende og tilføjer hver historie en snert af intimitet og i visse tilfælde en følelse af voyeurisme.

Vi er fluen på væggen i An Extraordinary Situation, der overværer, hvordan manden Carlos i et parforhold begynder at se træk hos kæresten Sara, som han ikke tidligere har bemærket.

Parforholdet bliver sat på prøve af den konstante indespærring, og det får Hitchcock-agtige dimensioner.

Carlos bliver mere og mere paranoid og stiller spørgsmålstegn ved alt, hvad Sara gør – og går endda så langt som til at overveje, om Sara virkelig er Sara.

Dobbelt så lang som de øvrige fortællinger træder afsnittet vande lidt for længe og kunne sagtens have undværet ti minutter, uden at det ville hæmme forståelsen.

I et andet afsnit bliver Nuria i As Easy as That droppet af sin kæreste på dagen, hvor nedlukningen starter. Hun flytter ind hos en veninde.

Den sort-hvide æstetik supplerer den sprudlende komedie, hvor hver sorgfase bliver sit eget lille kapitel i historien. Humoren er vild tenderende til karikatur, men hele tiden forankret i relationen mellem de to kvinder, og det giver associationer til den fremragende, amerikanske serie Broad City.

I Look at This Video of Kittens bor syv unge sammen i en gammel lagerbygning og forsøger at leve sammen med tre katte. Som seriens mindst interessante indslag føles afsnittet i høj grad som fyld. Det mangler fremdrift og minder mest af alt om et langsommeligt afsnit af Venner.

Mere energi og nerve kommer der i My Cage, hvor hovedpersonen bliver mere og mere påvirket af isolationen. Om det er en psykose, eller hun er i gang med at undergå en transformation til noget andet, holdes kløgtigt i en gråzone, hvor seeren bliver nødt til at overveje, om vi skal tror på alt, hvad vi ser gennem hendes øjne.

Den mest anderledes af de fem er Voyage Around My Apartment, der mere virker som en eksperimenterende dokumentar end et fiktionsværk. Rammefortællingen er Xavier de Maistres Rejse i mit kammer, som beskriver, hvordan bare det at bevæge sig inden for hjemmets fire vægge kan være et helt eventyr i sig selv.

Med slående billeder er det uden sammenligning den flotteste af de fem, hvor et dansende genskær fra et plastikchartek på en væg er et af mange betagende momenter.

En casa ender nok som endnu et af de utallige vidnesbyrd, der vil komme frem det næste års tid om, hvad folk lavede, mens de var spærret inde under coronakrisen.

Restriktionerne udfordrer skaberne kreativt og fungerer på den måde som en lakmustest på, om man har evnen til at formidle de store følelser, når der er begrænsninger på.