In Embryo

Ulrich Thomsens instruktørdebut In Embryo er en modig og visuelt ambitiøs film, der måske bedst beskrives som en moderne film noir, hvis udtryk ligger et sted mellem Terrence Malick og David Lynch.

Og så nøjes Thomsen ikke blot med at instruere, men har også skrevet, produceret og spiller selv med i filmen, som nu endelig får dansk premiere på Cph Pix.

Det er altid interessant, når en skuespiller tager springet til instruktør og naturligvis ekstra meget, når skuespilleren oven i købet er en af Danmarks største. Og som debutant har Thomsen kastet sig over en film, der blander film noirens byggeklodser med arthouse.

I Los Angeles tjener Sean (Ross McCall) gode penge på lyssky forretninger og stoffer sammen med sin kompagnon Peter (Ulrich Thomsen).

Da han møder servitricen Lilly (Kristen Hagen), forelsker han sig øjeblikkeligt og får hurtigt vakt hendes interesse. Men Lilly er junkie og afhængig af Seans stoffer. Da Sean forsøger at afvænne hende, får det fatale konsekvenser for ham selv og hans nærmeste.

Sådan cirka kan filmens handling hurtigt opridses, fordi det ikke er handling og plot, der er centralt i In Embryo, men derimod stemning, følelser og et sanseligt udtryk. Eller sagt med andre ord: melankoli.

Filmen starter med en art prolog med diverse totalbilleder af Los Angeles, ikke mindst motorvejsnettet, som snor sig ind og ud af hinanden som blodårene i et menneske.

I en åbningsmonolog fortæller en stemme os, at ”alt handler om kærlighed – også selv om det ikke gør”, samt en række andre mere eller mindre klichéfyldte floskler.

Scenerne væves sammen i en fragmenteret og mosaisk stil, som prioriterer æstetik højere end kausalitet. Det betyder, at en del scener i In Embryo er interessante og flot iscenesat, men desværre også, at det forbliver noget overfladisk – hvis ikke ligefrem prætentiøst.

Man skal i hvert sætte pris på den dvælende stemning for at leve sig helt ind i karakterne, for dialogen og handlingen er ikke til megen hjælp.

Faktisk er mange af replikkerne så gumpetunge og fremmedgørende, at man tager sig til hovedet. For det er jo særligt underligt, når man tænker på, at de er skrevet af Ulrich Thomsen, der som skuespiller må siges at være ekspert i at levere overbevisende replikker.

Ross McCall spiller den desillusionerede film noir-antihelt. Han forelsker sig i en diabolsk femme fatale og trækker ikke meget på smilebåndet undervejs. Og som et ekstra krydderi bliver filmen fortalt af en slags alvidende fortæller i form af en gammel mand, der undervejs dukker op flere gange på uforklarlig vis.

Karaktererne er gennemgående så forknytte og alvorlige, at det smitter af på det samlede indtryk af In Embryo.

Hvad skal man i øvrigt lægge i den lidt mystiske titel? Udtrykket ”in embryo” betyder ”i sin vorden” og stammer fra det engelske ord ”embryo” for ”foster” eller ”spire”.

Titlen kan sikkert fortolkes på flere måde, for eksempel er Ulrich Thomsen jo en instruktør i sin vorden.

Det virker dog mest oplagt at forstå titlen i forhold til Ross McCalls hovedkarakter. Han går fra at være voldelig og introvert til at blive et mere åbent og fuldkomment menneske, da han får følelser for Lilly.

Men allerede fra starten af filmen etablerer Ulrich Thomsen også symbolske billeder af noget, der ligner sædceller, fostre og befrugtningsøjeblikket. Det er et eksempel på, hvordan Thomsen ikke bare forærer sine pointer uden lige. Man skal lade sig opsluge og undre sig over den suggestive, mystiske og mørke stemning.

Det er naturligvis en pointe for arthouse-film, at man ikke bare lige skriver facit, og at form sættes højere end indhold. Den tradition skriver In Embryo sig lidt for selvbevidst i, og man sidder ikke tilbage overbevist om, at instruktørgerningen er fremtiden for den fremragende skuespiller.