Elsker, elsker ikke

Er kærlighed det samme som forelskelse, og hvorfor er kærligheden så vigtig for os?

Den slags spørgsmål undersøges i Elsker, elsker ikke, hvor tyve unge københavnere inviterer indenfor i deres hjem til en personlig snak.

Filmen begynder ligesom Da Harry mødte Sally med, at de medvirkende fortæller om deres store forelskelser. Det varer dog ikke længe, før de dykker ned i kærlighedens mere komplicerede og knap så romantiske afskygninger.

En ung kvinde med guldring i næsen sidder på en mørkeblå velourdivan. På den grønne væg bag hende hænger en James Dean-plakat.

”Når man begynder at beskrive det, bliver det meget hurtigt storladent og egentlig bare lidt småirriterende at læse eller høre om, synes jeg. Det er sjældent den lykkelige kærlighed i en bog, der er interessant,” siger hun.

De tre unge instruktører Andrine Moland, Caroline Mathilde Salic og Kathrine Skibsted står bag Elsker, elsker ikke.

De kommer fra KBH Film og Fotoskole, hvor de i 2018 lavede afgangsfilmen Opslugt, der var ude i samme projekt.

Elsker, elsker ikke giver et nuanceret og tankevækkende billede af kærlighedens rolle blandt nutidens bløde mænd, liderlige kvinder og ensomme individer, hvor kærligheden – ligesom tatoveringen på armen og bøgerne i reolen – er med til at definere, hvem de er.

Filmskaberne har valgt at fokusere på de oplevelser, som ikke lever op til det udbredte kærlighedsideal. På den måde rykker de ved den norm, der siger, at parforhold er lig med kærlighed og lykke.

Fortællingerne fascinerer og giver genklang.

Populærkulturens stereotype fremstilling af homoseksuelle mænd er som nogen, der har sex med hinanden på kryds og tværs. Men filmens par viser sig at være dem, der er mest tilpas med at være i et traditionelt forhold, hvor de er hinanden tro.

Det overrasker og prikker til ens fordomme.

To nøgne kvinder i karbad deler en flaske hvidvin, mens de snakker om dårlig sex. En mand sidder alene og fortæller om kvinden, der knuste hans hjerte, mens en kvinde fortæller om at være ensom i et forhold.

De intime fortællinger fra tilfældige menneskers privatliv er langt fra en original opfindelse og minder en del om DR3’s Gennemsnitlig-serie.

Man må i Elsker, elsker ikke også selv danne sig billeder, da den simple kamerastil kun afbrydes enkelte gange af abstrakte sekvenser med syret underlægningsmusik, hvor bygninger falder sammen og fingre piller bladene af en blomst.

Heldigvis er de unge gode til at fortælle om sig selv.

I tableauer sidder de i deres eget hjem, hvor kærligheden viser sig at være lige så forskellig som deres tøjstil og måde at indrette hjemmet på.

Tilsammen tegner personerne et billede af den moderne kærlighed som noget, man selv må definere. Den skal helst dække behovet for nærvær, uden at det går ud over individets identitet.

De vil have kærlighed på egne præmisser, og den skal passe ind i den fortælling, de har skabt om sig selv.

Et par mener at have knækket koden.

De sidder på stuegulvet i deres lejlighed, mens kvinden fortæller om første gang, hun var ham utro. Manden sidder overfor uden at fortrække en mine.

Siden de fandt sammen, har parret udforsket alle tænkelige grænser, der kunne være i et forhold. Hun fortsætter med at fortælle om dengang, hun sprang ud som lesbisk og måtte spørge ham: ”Kan du være kæreste med nogen, du ikke har sex med, og som er lesbisk?”

Nu er de bedste venner, selv om de stadig har sex engang imellem. Det er den stærkeste form for kærlighed, har de rationaliseret sig frem til.

Dokumentaren rummer det hele. Og normaliserer det at være i et forhold med sig selv, så vi frit kan elske hinanden, til vi ikke gør det mere.