Ellen imellem

Ellen imellem er et nyt satireformat på DR’s ungdomsflade P3, hvor forskere bliver interviewet af en tilsyneladende spejlblank interviewer i skikkelse af den faktisk udmærkede vært Ellen Kirstine Jensen.

I virkeligheden er formatet for så vidt bare en slags opdateret version af Skjult kamera.

Det amerikanske underholdningsprogram Candid Microphone blev opfundet i 1947 og kørte i kort tid på Radio ABC. Herefter blev det løftet over på tv, hvor det siden kørte i årtier på et hav af forskellige tv-kanaler i USA.

Idéen var, at man med skjult kamera filmede folk i uventede situationer, hvor de fremstod akavede, fordi de blev udsat for mystiske ting.

Standardeksemplet er et skuffedarium, hvor én skuffe springer op, når en anden lukkes i. Det forundrede offer konfronteredes til sidst af en vært: ”Smile, you’re on Candid Camera.”

I Ellen imellem er idéen – at svindle det intetanende offer – intakt, men udførelsen er varieret lidt. Ellen Kirstine Jensen sidder med en øresnegl på, og ude i teknikken befinder sig så en repræsentant for en ugleset holdning, der betragtes som radikaliseret eller ligefrem skør.

I de tre første afsnit – hver af ti minutters varighed – handler det om Flat-Earther’en Ole Lochmann, der taler med rumforskeren Anja C. Andersen, om tykaktivisten Regina Fjendbo, som taler med videnskabsformidleren Morten Elsøe og om abortmodstanderen Jonathan Vigilius, der – stadig via Ellen, som er lagt imellem – taler med politikeren Pernille Skipper.

Ud over at være en satire, som skal forsøge at få videnskabsfolk, meningsdannere og politikere på glatis, har programmet faktisk et lidt dybere etos.

Det handler nemlig om at give taletid til marginaliserede og udskammede folk, som normalt ikke har en jordisk chance for at få seriøse forskere i tale. Her får de lejlighed til at stille spørgsmål direkte til de mennesker, som de føler ikke vil høre på dem.

På den baggrund er det grundlæggende et sympatisk, ja, nærmest et demokratisk projekt.

Regina Fjendbo udstiller igen og igen fordommene om sig selv og sin tykke krop. Men det sker interessant nok ved, at hun tillægger Morten Elsøe synspunkter, han tilsyneladende overhovedet ikke har.

Det er også interessant at høre Anja C. Andersen svare på de … ja, undskyld, fladpandede spørgsmål fra Ole Lochmann, som åbenbart ikke har begreb skabt om præmissen for naturvidenskab. Ligesom man spærrer øjnende op, når Pernille Skipper for alvor bliver presset i abortspørgsmålet.

Mest dygtigt og nærmest upåvirket argumenterer Anja C. Andersen, der tilsyneladende er vant til spørgsmål fra decideret nulstillede mennesker.

Morten Elsøe virker mere presset og irritabel, og han overvejer faktisk på et tidspunkt at udvandre fra udsendelsen. Skipper bliver skarp, da hun presses. Og det er faktisk ret godt at se politikeren vågne op til dåd. Hun er vred, fordi hun mener noget.

Ville det være kommet frem, hvis det bare var et ”klogt” og ”respektfuldt” interview?

På den journalistiske konto kunne man næsten mene, at programmet har et nærmest René Fredensborg’sk potentiale. Og som satire kan resultatet minde en anelse om Annette Heicks forlorne interviewer ”Ushi Heiku”, hvor sangeren stillede dumme spørgsmål, mens hun poserede som en kliché på en japaner. Enkelte af Heicks programmer trak i 2002 op mod halvanden millioner seere.

Hele dette programs endelige etiske bundlinje står og falder med, om man egentlig har benyttet sig af den satire-etik, som man trods alt brugte, da man lavede Skjult kamera i sin tid. Efter optagelsen spurgte man nemlig altid ofrene, om de var indforståede med, at det her nu blev vist i fuld offentlighed.

Hvis de medvirkende på DR er blevet fuldt informeret, inden udsendelsen er blevet vist, og hvis de har de haft lejlighed til at sige nej tak, er det krukkeri bagefter at protestere.

Men har ofrene derimod ikke fået at vide, at det er dem, der gøres til grin på landsdækkende tv, er der tale om et regulært overgreb.

Vi lander på et naturvidenskabeligt gennemsnit på tre stjerner. Hvis det viser sig, at DR har bondefanget seriøse mennesker til fis og ballade, er det så lige præcis én til hver udsendelse.