Eliten

I fjor tog Thomas Daneskov sine venner med ud i en slotsvilla for at lave en film om en forfatter, der tager sine venner med ud i en slotsvilla.

Mens den fiktive Carl Passer (Nikolaj Bæk) beruset famler rundt for at genfinde skabertrangen, så er Eliten opstået ud af en sympatisk og befriende energisk virkelyst.

26-årige Thomas Daneskov storsejrede ved sidste års Ekko Shortlist Awards, hvor han hjemtog hovedprisen på 25.000 kr. for det charmerende far-søn-portræt Ud, spring over, ind.

Nu debuterer han med en spillefilm, der er skabt uden om Det Danske Filminstituts støttesystem. Eliten er optaget i Silkeborg med et minimalt budget, men med en ungdommelig energi, der ikke havde tid til at vente på systemets behandling af en ansøgning.

I Eliten har Carl Passer svært ved at skrive nyt efter gennembrudsromanen. Så han beslutter sig for at tage op i familiens forladte herskabsvilla, der er fyldt med klunkemøbler og guldindrammede spejle. ”Kongen er død. Længe leve kongen,” skriver han for at få hul på bylden.

Han samler en gruppe kunstnervenner i huset, og de starter et kollektiv. Her er digteren Michael (Mads Reuther), musikeren Danny (Casper Morilla), fotografen Sara (Shelly Levy) og skulptøren Tim (Thomas Persson). I starten slår de gækken løs i de sødmefulde sommernætter, og alkoholen virker befriende og samlende.

Men det varer ikke ved.

Filmhistorien er rig på forfattere, der går i hundene: Billy Wilders The Lost Weekend, Kubricks The Shining, Ole Roos’ Hærværk og Coen-brødrenes Barton Fink.

Mange gange indgår forfatteren en faustisk pagt med alkohol og det, der er hårdere, i et desperat forsøg på at nærme sig det geniale. Carl kigger også dybt i flasken, når han sidder ved tastaturet. Og synet på alting tilsløres. Han får den idé at skrive om, hvad der sker i palæet – virkelighed og fiktion bliver herefter vanskelige at adskille.

Største inspirationskilde for Daneskovs film er Peter Kristiansens prisvindende radiomontage Eliten fra minefeltet om komponisten Klaus Heerfordt (1936-1982), der dagligt holdt hedonistisk salon i sin lejlighed, hvor ”folk bollede på kryds og tværs”.

Den første dogmefilm, Vinterbergs Festen, er ligeledes inspireret af et radioprogram. Og selv om Daneskovs ikke slavisk træder i dogmebrødrenes fodspor, så forstår Eliten også at bruge begrænsninger til sin fordel.

Filmens største styrke er fotograf Jasper Spannings naturligt belyste billeder af Silkeborg, byens søer og den opulente villa. Spanning formår sømløst at skifte mellem sommerens dvælende brandert og de mere intense fester, hvor det pludselig kan være farligt, at husets altan er placeret så højt. Spanning leverer dragende optagelser, uanset om det er af natur, bare bryster eller speedbåde.

Desuden er det også en gave at have musikeren Casper Morilla i kollektivet. Carl får en narkohandler op til huset, men har ikke penge nok til stoffer. Dealeren Joakim (en virkelig veloplagt Ali Sivandi) går med ind for at lede efter værdigenstande. Fra sofaen kommer et søvnigt, men faretruende guitarriff, der varsler eskalering. Nu blandes whiskyen med coke.

Skuespillerne er alle nærmest ubeskrevne navne, og Nikolaj Bæk spiller hovedrollen som Carl. Venter man til rulleteksterne på Ud, spring over, ind fremgår det, at han var kok på den produktion. Som skuespiller fungerer han glimrende som samlingspunkt for gruppen, og man føler hovedpinen, når han vralter rundt med tømmermænd i korte boxershorts og fremviser en koldsvedglinsende, utrænet overkrop.

Men når det dårlige trip tager over, og han skal vise sig fra sin mest maliciøse side, mangler han et mere dæmonisk udtryk. Det korte hår bliver mere og mere viltert, men han overbeviser ikke fuldstændigt som dumt svin, der forsvinder i egen fiktion.

Det svækker også kunstnermyten om Carl, at de passager, der læses højt fra forfatterskabet, ikke nærmer sig det geniale. ”Ungdom er noget, vi digter,” er snarere studentikost.

Men det ændrer ikke ved, at Thomas Daneskov lever op til talent-prædikatet. Eliten er en intens film om en kunstner, der taber sig selv i en sværmerisk idé om bohemelivet. Og samtidig besidder den en solid portion humor.

Som noget forfriskende er humoren ikke ironisk distancerende. De selvoptagede kunstnertyper bliver aldrig karikaturer, men overbeviser som spraglede originaler.