Efter kærligheden

Det er en fed lejlighed, de bor i. Midt i byen, med udgang til privat haveterrasse, hvor blomsterne spirer i små potter, og lyden fra gaden lukkes ude. De store sprossevinduer suger det varme sollys ind i køkken-alrummet med de rå plankegulve, hvor ungerne kan lege, mens de voksne laver mad.

Her kunne man blive lykkelig.

Men lykken er lunefuld, og hvad der engang var ens drøm, kan ende med at blive ens værste mareridt.

”Jeg har det, som om det er første gang, jeg rigtigt ser på ham,” forklarer Marie (Bérénice Bejo) til vennerne over en middag på terrassen. Hun væmmes ved synet.

Alt, hvad der engang var tiltrækkende, er frastødende.

Instruktør Joachim Lafosse, der også udforskede parforholdets problematikker i den bedre À perdre la raison, stiller skarpt på den absolut værste tid i ethvert brud.

Dér, hvor beslutningen er taget, men hvor man ikke er kommet rigtigt væk fra hinanden. Dér, hvor tålmodigheden er mindst, og de hårdeste ord bliver sagt. Og dér, hvor man ikke har overskud til andet end at følge hverdagens rutiner og håbe på, at det hele på et tidspunkt bliver bedre.

Marie skal skilles fra sin mand, den arbejdsløse arkitekt Boris (Cédric Kahn).

Han skal flytte ud af lejligheden, og hun bliver boende med deres to syvårige døtre. Men Boris har ikke råd til at flytte og er desuden ikke tilfreds med opgørelsen af boet. Han har lavet forbedringer på boligen, som ikke er med i den endelige beregning, og før Marie forstår dét, flytter han ingen vegne.

Samtidig aner man også, at der ligger noget dybere bag Boris’ anklager. Han er ikke færdig med hende, men i stedet for at give udtryk for det, pakker han sine følelser sammen og koncentrerer sig om det uretfærdige regnestykke.

Lafosse kaster publikum ind i lejligheden og låser døren. I 98 minutter følger vi de fire personer helt tæt, ind og ud af døre – og rundt i lejligheden i lange kameraindstillinger, indtil man til sidst er helt svimmel. Atmosfæren er forkrampet, og den klaustrofobiske stemning spreder sig i rummene, som synes mindre og mindre.

Ofte starter indstillingen med Marie og pigernes hjemkomst, hvorefter overlevelsesdansen starter. Start med at hakke noget løg, få gryderne i kog, få pigerne i bad, få dækket bord, alt imens skænderierne bølger frem og tilbage. Alt er i bevægelse, og det er kun et spørgsmål om tid, før nogen bryder sammen.

Men Lafosse dyrker ikke det sentimentale, han er hardcore-realist, og sprækkerne i de to stenhårde facader er minimale.

Bérénice Bejo gør det godt, men ikke så godt som i hendes lignende rolle i Asghar Farhadis skilsmissedrama Fortiden.

Til tider bliver spillet overgjort og fortænkt, så vi i stedet får forestillingen om en travl karrierekvinde end en egentlig kvinde af kød og blod. Der er lidt for mange gentagelser af den samme dødsdans rundt om spisebordet, hvor Bejo rører tre gange i en gryde, før hun hjælper med lektierne, bogen smækkes i, og pigerne skal i nattøjet – vi har forstået, at tiden er presset.

Til gengæld er Cédric Kahn rørende som Boris, især i de scener, hvor han leger alene med deres bedårende tvillingepiger, og man endelig finder et rum til kærligheden. Og langsomt bliver sprækkerne større, men aldrig så store, at en forsoning er i nærheden.

Atypisk for et skilsmissedrama bevarer Lafosse sit fokus på de økonomiske og praktiske foranstaltninger. Det er, som om han tænker, at de store følelser alligevel er der under overfladen, hvorfor der ingen grund er til at svælge i dem. Så det er skiftedage og prisen på en ost, der diskuteres.

Realismen vinder over dramaet, og det gør Efter kærligheden til et hudløst ærligt og indimellem næsten for realistisk portræt af en skilsmisse. Seværdig for de fleste, måske lige på nær dem, der er på deres første date.