Eden

Mia Hansen-Løve – som på trods af sit navns danske klang er fransk – er født i 1981. Med sin fjerde spillefilm, Eden, giver hun en personlig og melankolsk skildring af rave-generationen, der fra starten af 90’erne var med til at forvandle technoen fra undergrundsfænomen til populærmusik.

Filmens hovedperson er baseret på instruktørens storebror, Sven Hansen-Løve, som også er medforfatter på manuskriptet. I 90’erne var han som dj en del af den franske house-scene, der i nogle år satte Frankrig på den elektroniske musiks verdenskort. I omgangskredsen indgik ikke mindst bandet Daft Punk, som skulle blive et af fransk musiks største eksportnavne.

Eden udspiller sig i årene 1992-2013. Da filmen begynder, er hovedpersonen Paul (Félix de Givry) atten år gammel. Til en af Paris’ undergrunds-technofester spiller dj’en et nummer, som inspirerer Paul til selv at vende plader. Sammen med en kammerat laver han en dj-duo, som med tiden får deres egen klub, Cheers, i Paris.

Paul spiller garage – en særlig, soul-inspireret afart af house-musikken. Mens moden og de elektroniske musikgenrer udvikler og ændrer sig, holder Paul stædigt fast i sin genre. Prisen er, at han langsomt blomstrer af. I løbet af filmen går Paul fra pionér med fingeren på pulsen til udbrændt, forgældet og stofomtåget has-been. Det her er ikke nogen succeshistorie, tværtimod.

I et interview har Mia Hansen-Løve sammenlignet Eden med Coen-brødrenes Inside Llewin Davis (2013), der også handler om en musiker, som lige præcis ikke blev til noget stort. Og filmens mest originale træk er da også, at den skildrer en taber. Instruktøren kunne have valgt Daft Punks succeshistorie i stedet for Pauls monotone næsten-succes. Nu har hun med Eden lavet en lidt trist film om en kunstner, der i tyve år ikke udvikler sig og aldrig kommer videre fra sin tidlige succes.

Eden er ikke nogen egentlig biopic, selv om store dele af den er autentisk. Faktisk fungerer den som en slags anti-biopic. Frem for at kæde en række højdepunkter sammen til en historie veksler filmen i roligt tempo mellem festernes og klubbernes musikalske ekstase og hverdagens prosaiske trummerum.

Filmen er nærmest demonstrativt blottet for drama. Pauls karriere går stille og roligt i stå. Han springer fra kæreste til kæreste uden de store opgør, men bliver ved med at vende tilbage til den jordbundne Louise (Pauline Etienne). Hans mor er konstant bekymret, men nogen større konfrontation mellem de to ser vi ikke. Selv en nær vens selvmord ledsages blot af et øjebliks stille gråd.

Noget virker som et bevidst valg, andet skyldes desværre nok en svag præstation af Félix de Givry i hovedrollen. Filmen havde fortjent en mere karismatisk skuespiller.

Det er, som om den sparer følelserne til dansegulvet. Musikken er i den grad i centrum: fra lyden af fjerne stortrommedunk i åbningsscenens technofest – instant nostalgi for alle, der har været til den slags fester – til de sørgmodige toner i slutningens klub, hvor Paul må se gamle dages pladespillere og mixere erstattet af en Macbook.

Et af filmens stærkeste øjeblikke er, da endnu ukendte Daft Punk til en fest sætter deres gennembrudshit Da Funk på anlægget.

Eden er en film, der handler lige så meget om musik som om mennesker.

Arbejdstitlen var Lost in Music. Lydsporets fine udvalg af house-, rave- og technoklassikere bærer historien og sætter stemningen. I tempo og struktur minder Eden i virkeligheden om et godt house-nummer. Den er lang og ganske monoton, men med konstante skift mellem en række gentagne temaer, der forandres og moduleres, uden at grundmelodien ændres.

Livet er monotont og fyldt med almindeligheder, lyder budskabet. Vores drømme bliver sjældent opfyldt. Og det er kun, når musikken spiller, at vi rigtigt er i live.