Biografanmeldelse
10. feb. 2022
Drømmemanden
Robotten Tom (Dan Stevens) er programmeret til at glæde den kyniske forsker Alma (Maren Eggert), og mødet mellem menneske og maskine rejser interessante spørgsmål. Foto | Christine Fenzl

Drømmemanden

Inspirationen fra science fiction beriger romantisk komedie, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneskelig.

Af Kjartan Hansen

”For en gangs skyld er jeg lykkelig,” siger en storsmilende ældre herre og ser ømt over på sin betydeligt yngre, smukke kæreste.

Hun gør mere for ham end at være hans kønne ledsager. Den unge kvinde følger bedre end nogen anden med, når han taler om arbejde, og roser ham for alt det, han gør godt.

I den virkelige verden havde onde tunger nok hvisket om opportunisme og transaktionelle forhold.

Men i en nær fremtid går et tysk firma skridtet videre fra dating-apps som Tinders digitalisering af parforholdet. De tilbyder menneskelignende robotter, som er skræddersyet til at være køberens drømmepartner.

Filmens hovedperson, den utilnærmelige karrierekvinde Alma (Maren Eggert), tælles blandt en række forsøgspersoner. Efter tre uger med robotkæresten afgiver de deres feedback og får lov til at beholde ledsageren.

At blive konfronteret med en drømmepartner vender op og ned på den travle forskers tilværelse. Hun er vant til at tilsidesætte alt for videnskaben, hvilket for nylig kostede hende ægteskabet med Julian (Hans Löw).

Dan Stevens er et fremragende valg som robotten Tom. Ligesom i Downton Abbey er han den charmerende førsteelsker med funklende blå øjne, som smelter hjertet på hans udkårne. Samtidig agerer han stift en troværdig robot.

Skuespillerens beherskede facon står i kontrast til udtryksfulde Maren Eggerts’ Alma, der lyser af glæde det ene øjeblik og koger af afsky det næste. Alt sammen viser hun mesterligt med blot et rynket bryn, et henkastet blik eller små ændringer i tonelejet.

Tyskofile vil huske instruktør Maria Schrader som skuespiller i spionserien Deutchland 83. Ligesom hendes storrygende stasi-agent besidder hovedpersonen i Drømmemanden egenskaber, der ofte tildeles mandlige karakterer som Billy Crystal i Da Harry mødte Sally.

De er rationelle skeptikere, der ikke selv ved, at de balancerer på grænsen mellem det følelseskolde og kærlighedshungrende.

Instruktøren vender vrangen ud på den romantiske komedie og giver Tom opgaven at bløde et karrieremenneskes stivnede hjerte op. Ligesom talrige kvinder har gjort det i filmhistorien – fra Ingrid Bergman i Casablanca til Zooey Deschanel i 500 Days of Summer.

”Mennesket lever ikke af brød alene,” siger Tom tvetydigt om Almas forskning i kileskrift – en antik skrift, der blev brugt til at holde regnskab. Hun vil dog bevise, at selv i administrative optegnelser har fortidens mennesker brugt ordspil og lyrik til at udtrykke sig menneskeligt.

Forskningen er altså ikke bare en dramaturgisk undskyldning for at gøre hende følelsesmæssigt isoleret, men italesætter også hendes skepsis over for robottens menneskelighed.

I en sanselig scene betragter han længselsfuldt antikke statuer på museum om natten. Både han og statuerne er menneskeskabte objekter, der på trods af lighed med deres skaber ikke har en fri vilje.

Nærmest som en forsvarsmekanisme stiller Alma undervejs svære matematiske spørgsmål, som Tom naturligvis besvarer uden tænkepause. Hun vil overbevise sig selv om, at han er en maskine og ikke en mand af kød og blod, som hun kan elske.

Uviljen til at give sig hen gør det spændende at se, om Tom trods alt er et følende, tænkende væsen.

Almas barriere nedbrydes efter en snak med søsteren Cora, der får hende til at rødme. Cora ser nemlig klare ligheder mellem Tom og Almas ungdomsforelskelse i danske Thomas, der ligesom søstrene tilbragte somrene på Rømø.

En morgen står hun op og laver morgenmad til dem begge. Det er en skøn sekvens, hvor kameraet stiller skarpt på hver af hendes handlinger, der omdannes til sit eget kunstværk.

Selv når Alma køler et kogt æg under vandhanen, er det filmet fra oven. Og farven på den kolde, sølvgrå ske er nøje udvalgt, så den komplimenterer den kridhvide håndvask og lyseblå bordplade.

Omend idyllen er skrøbelig, er tilværelsen for en stund malerisk.

De etiske og psykologiske perspektiver om kunstig intelligens er mere fængslende i film som Hende og Ex Machina. Men som en alternativ romantisk komedie formår Drømmemanden at rejse filosofiske spørgsmål i en fascinerende indpakning.

Titel:
Drømmemanden

Originaltitel:
Ich bin dein Mensch

Land:
Tyskland

År:
2021

Instruktør:
Maria Schrader

Manuskript:
Jan Schomburg, Maria Schrader

Medvirkende:
Maren Eggert, Dan Stevens, Sandra Hüller, Hans Löw, Wolfgang Hübsch

Spilletid:
108 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
10. februar

Relevante artikler

berlinale 2021
02. mar. 2021
Bjørnen sover

Dag 1: Bjørnen sover

Serieanmeldelse
10. apr. 2020
Unorthodox

Unorthodox

Biografanmeldelse
06. sep. 2017
Stefan Zweig: Farvel til Europa

Stefan Zweig: Farvel til Europa

Biografanmeldelse
04. feb. 2016
Ex Machina

Ex Machina

Biografanmeldelse
25. feb. 2014
Hende

Hende

Fra samme skribent

Cph:Dox 2026
13. mar. 2026
A Very Good Boy

A Very Good Boy

Serieanmeldelse
16. dec. 2025
King

King

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film