Drive My Car

Undskyld på forhånd til alle Murakami-fans. Men når to af de bedste film fra de seneste år er baseret på Haruki Murakamis noveller, siger det mere om instruktørgeni end om den japanske forfatters forcer.

Filmene er Lee Chang-dongs semipsykotiske Burning fra 2018 og Ryûsuke Hamaguchis Drive My Car. Begge formår at sige noget dybt og vedkommende om det at miste og søge fodfæste.

I Drive My Car er afsættet en novelle på 30 sider fra samlingen Mænd uden kvinder. Men tilføjelserne er så radikale, kreative og dybsindige, at det er helt på sin plads, at japanske Hamaguchi har fået tre Oscar-nomineringer, blandt andet for bedste adapterede manuskript.

Teaterinstruktøren og skuespilleren Kafuku (Hidetoshi Nishijima) mister sin elskede hustru til en gemen blodprop. Hun havde forinden en affære, som Kafuku opdagede, men ikke konfronterede hende med.

Han er ikke konfrontatorisk, snarere opmærksom og analytisk. Måske knudret. Nu sidder han tilbage med tomhed og ubesvarede spørgsmål.

Kafukus specialitet er tværsproglige forestillinger, hvor kinesiske, koreanske og japanske skuespillere taler hvert deres modersmål. Sproget fanger alligevel aldrig essensen af vores følelsesliv, synes hans filosofi at lyde.

Det matcher hans private tillukkethed.

To år senere takker Kafuku ja til at instruere en forestilling i Hiroshima: Anton Tjekhovs Onkel Vanja. Han vil dog ikke selv spille titelrollen: ”Tjekhov er frygtindgydende,” forklarer instruktøren. ”Han trækker dit sande jeg frem.”

Noget rumsterer tydeligvis i ham.

Kafuku tildeles en yngre, kvindelig privatchauffør Misaki (Tôko Miura), som får hans vintage-Saab til nærmest at svæve gennem det nordjapanske landskab.

Han nyder det og lader hende høre øvereplikker på bilens båndoptager, som er indtalt af hans afdøde hustru.

Bilen var deres fristed. En dør til det private åbnes på klem. Mere tydeligt mærker vi hans inddæmmede vrede, da den unge skuespiller, der havde en affære med Kafukus kone, skamløst melder sig til audition og begynder at fable om, at konen ”har bragt de to sammen”.

Kafuku udtænker en raffineret form for hævn, og vi hepper på ham!

Drive My Car har ikke samme filmiske præg som Burning, der lever højt på sine fortolkningsåbne, ildevarslende og mystisk ladede billeder.

Hamaguchis film er totalt umystisk, en ordenes og skuespillernes film. Men den er dybfølt og gribende på en måde, vi ikke ser særligt tit. Der er noget på spil.

Kunsten er en sublimering af livet, men også et projekt, personerne lever og ånder for.

Der er en duft af Bergman og Truffaut. En tredje filmisk inspirationskilde er Malles Vanya on 42nd Street (1994), der lader samme Tjekhov-stykke folde sig skiftevis ud som teater og backstage-drama.

Stykket og handlingen spejler hinanden, men det er aldrig selvfedt eller postmoderne. Vi bliver fluer på Saab-instrumentbrættet og bisiddere til intense, fremmedartede teaterprøver.

Ikke mindst bliver vi lidt forelskede i Kafukus lokale assistent, der trods sin beskedne fremtoning udvikler sig til en central karakter med egne lig i lasten.

Ryûsuke Hamaguchis dialoger er den melodistemme, der står i orkesterets forgrund. Glasklar og fængende, mens den konstant skaber fremdrift.

Drive My Car er en film, der – ligesom assistenten – fremstår menneskeklog og mådeholden, mens følelserne finder vej fra hjerte til tunge. Til slut sidder man tilbage med følelsen af at have været på en intens jordomrejse, beriget og kørt hjem igen.

Med sine tre timers spilletid er der en ro og et fokus, som har manglet i Hamaguchis tidligere film, heriblandt sidste års Japanske fortællinger.

Drive My Car er det værk, Hamaguchi har bygget op til. En fuldt forløst film om det, der gør livet svært og smukt: kommunikation, kunst, kærlighed.