Cph:Dox 2017
13. mar. 2017
DRIB
Amir Asgharnejad kommer til Los Angeles for at tage fusen på energidrikselskabet DRIB, men han mister hurtigt overblikket i sit eget stunt. Foto | Christian Tunge

DRIB

To norske drillepinde slår pjalterne sammen for at udstille energidrik-sælgende reklamefolk i herligt kompleks mediesatire, hvor de ikke skåner sig selv.

Af Jeppe Mørch

En spinkel nordmand med iranske aner provokerer i 2014 en dørmand i Oslo ved at fægte koket omkring sig med et baseballbat. Muskelbøffen får nok og uddeler knytnæveslag, indtil chikanøren hoster blod op.

Teaterblod.

Det er nemlig ikke tilfældigt, at optrinnet blev fanget på video. Instruktør Kristoffer Borgli og komiker Amir Asgharnejad ville udstille det afskyelige og groteske ved virale videoer, og kort efter de smed det fingerede optrin på nettet, var det set af over en million mennesker.

Sådan blev et reklamebureau fra Los Angeles interesseret i Amir Asgharnejad.

Cph:Dox-aktuelle DRIB er en delikat metafilm, der arbejder med iscenesættelse i anden potens. Det iscenesatte overfald fra Oslo danner baggrund for en iscenesættelse af Amirs møde med et bizart og uendeligt skægt univers.

Reklameselskabet tror, Amir optræder autentisk i videoen, og nu vil de sælge energidrik til hele verdens teenagere gennem provokatøren.

Det fortæller Kristoffer Borgli i filmens indledning, før han starter et interview med Amir. Amirs fortælling fiktionaliseres herefter, når han rejser til USA. Her optræder han som sig selv blandt amerikanske skuespillere i en selviscenesat film om fup.

Borgli og Asgharnejad er filurer – de er ikke til at stole på.

Knibske dokumentarfolk vil formentlig køre træt i deres spidsfindige lege, men fans af drillepinden Andy Kaufman vil føle sig hjemme i de to nordmænds spacede univers.

I 2012 instruerede Kristoffer Borgli kortfilmen Whateverest om den fallerede musiker Inspector Norse, der vimser rundt som dansegal narkoproducent i en bowlinghal i Hjørring!

Det galsindige portræt er en vellykket mockumentary. Hæderkronede The Guardian troede imidlertid, at Norse var en virkelig person, og de gik altså durk i Borglis fælde.

Amir Asgharnejad dimitterede fra kunstakademiet i Oslo med en performance, hvor tilskuere fik uddelt stoffer brygget i et Ikea-køkken. Først senere fandt pressen ud af, at de vind og skæve stakler var skuespillere.

Vi har ingen mulighed for at kende den autentiske historie om Amir og energidrik-kampagnen, så DRIB kan ikke vurderes ud fra graden af autenticitet. Men som mediesatire fungerer filmen svimlende godt.

Tilblivelsesprocessen har været et juridisk forhindringsløb for Borgli, der ikke må bruge navnet på det egentlige varemærke, der ville hyre Amir. Derfor er DRIB hans eget bud på en grøn opkvikkervæske.

Reklamechefen Brady (spillet af Brett Gelman, der snart er aktuel i Twin Peaks) glimrer som overgearet psykopat, der fører Amir ind i en vanvidsverden befolket af kunstnere med bristede drømme. De har solgt deres sjæl til det kommercielle marked, så det er skruppelløse zombier, Amir møder i billedskønne Los Angeles.

Som tilskuer befinder man sig ganske vist ofte udenfor selve fortællingen, da de to bagmænds forhistorie inviterer én til at være opmærksom på, hvornår de sidder med en ræv bag ørerne.

Og Borgli og Asgharnejad dyrker deres renommé med snilde, når de stopper historien for at jonglere ekvilibristisk med de forskellige lag. På et tidspunkt skal Amir modtage utallige kindheste under et photo shoot. Karakteren Amir hader det. Og virkelighedens Amir hader det, for instruktør Borgli bliver ved med at ville tage scenen om.

Man bør ikke snyde sig selv for den herligt komplekse komedie under dette års Cph:Dox-festival.

For filmen undgår nemlig at blive en letkøbt latterliggørelse af reklameverdenen, da Amir løbende også udstiller sig selv som en tvivlrådig komiker, der mister overblikket i sin egen gimmick.

Det er absurd usympatisk at søge opmærksomhed på nettet gennem vold. DRIB fortæller, at det ikke er synderligt mere sympatisk at søge opmærksomhed gennem fingeret vold. Den infantile kamp for anerkendelse og views præger både reklamebranchen og Amir, og det er altid ekstra sjovt, når en lurifaks ikke skåner sig selv.

Titel:
DRIB

Land:
Norge

År:
2017

Instruktør:
Kristoffer Borgli

Medvirkende:
Amir Asgharnejad, Kristoffer Borgli, Brett Gelman, Adam Pearson, Annie Hamilton

Spilletid:
94 minutter

Premiere:
18. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten