Drengen og verden

Brasilianeren Alê Abreu begynder sin film Drengen og verden med en Norman McLaren-inspireret sekvens, hvor musik og former smelter sammen til en hypnotiserende cocktail.

Men den gamle skotsk-canadiske mester, der ofte animerede sine små-psykedeliske streger direkte på filmstrimlen, sluttede sine film efter tre-fire minutter, så man fik lov til at nyde rusen af sanseoverfaldet uden at få kvalme eller blive træt.

I Abreus film er det kun begyndelsen – en introsekvens, der skal forberede tilskueren på en usædvanlig oplevelse og gøde jorden for en stil, der er svært tilgængelig og meget personlig.

En løs, enkel streg, der flimrer over lærredet med kun få, meget skitserede ansigtsudtryk – så langt fra traditionel figuranimation, som man kan komme. En svær stil, hvis man som Abreu gerne vil involvere os i en historie.

For Abreu er ikke ude i hverken McLarens eller Disneys Fantasia-ærinde, hvor musikken skal inspirere til alle slags animerede former og temaer. Han vil bruge stilen til en beretning om en dreng, der leder efter sin forsvundne far, samtidig med at han opdager og oplever en eventyrlig verden, der både rummer poesi, uhygge og stor ensomhed. Helt uden dialog og i en grafisk stil, man ellers kun ser i kortere, festival- og art cinema-rettede film.

Abreu er helt bevidst så langt fra mainstream, man kan komme, og det lykkes ham at etablere en følelse hos tilskueren af, at man sidder helt tæt ved tegnebordet og langt inde i en enkelt tegners hjerne.

Eksperimentet er imponerende og modigt, og blandt animatorer og særligt ivrige animationsfans har filmen med rette høstet anerkendelse for sin idiosynkratiske stil.

Men går man Drengen og verden efter i sømmene, holder den ikke vand som andet end et eksperiment. For det er meget svært at komme udenom, at Abreus historie er meget banal og alt for sentimental.

Drengen leder efter sin far og støder på væsener og fænomener undervejs – tilmed også et par trusler. Mange pointer gøres mere dybsindige, end de er, og sammenhængen er uklar. Hvor

er vi nu havnet, tænker man jævnligt, og man forstår ikke alt, men tør næsten ikke sige det, så kunstfærdigt er det hele.

Grafisk set rammer Abreu flere gange plet med effektive stemningsskift og visioner, der både stimulerer og provokerer, og er man i den rette stemning, kan man sikkert godt få noget ud af at overgive sig til hans billeder, bevægelser og rytmer.

Drengen og verden er en animeret bedrift, en kraftanstrengelse, der sikkert har afkrævet Abreu og hans folk en stor faglig og tilmed også emotionel indsats. I mange enkelte øjeblikke mærker man engagementet i deres arbejde og virtuositeten i Abreus animationsevner.

Men som spillefilm virker det i længden trættende, irriterende og påtrængende. I mange sekvenser kører fortællingen i ring, så man føler sig fanget i de flimrende stregers verden.

Der er altså en hel del kejserens nye klæder over Drengen og verden.

Den skal nok få en Oscar-nominering fra animationsfolket, som forståeligt nok hylder folk som Abreu, der som en af de få overvinder branchens mange forhindringer og realiserer et sådant helt personligt, idiosynkratisk og alt andet end folkeligt eller kommercielt projekt.

Men man kan ikke undgå at sidde med fornemmelsen af, at det skulle have været en fin, lille kortfilm.