Downton Abbey

Utålmodige fans har måttet vente næsten fire år på et gensyn med Downton Abbey, som nu endelig indtager biograferne som en anden Avengers: Endgame for folk, der elsker svalehaler og hofballer.

Manuskriptforfatteren Julian Fellowes, der også står bag serien, holder sig meget tæt til succesformlen. Han skaber en historie med forbløffende lidt på spil, men rigeligt plads til at give gamle kendinge et øjeblik i solen.

Det er en film, der i lige mål vil henrykke fans og forvirre nytilkomne.

Fellowes modstår heroisk fristelsen at gøre alting større og dyrere til det store lærred. Frem for at lade den aristokratiske Crawley-familie tage på Europa-rundrejse vender alle i 1927 hjem til det statelige gods Downton Abbey, da kongen og dronningen har inviteret sig selv på visit.

Jarlen af Grantham og hans datter Lady Mary fører tilsyn med forberedelserne, mens jarlens irske svigersøn Tom efterforskes for sine politiske overbevisninger af den mystiske Kaptajn Chetwode.

I mellemtiden går det op for godsets tjenestefolk, at de royale rejser med eget følge, og de står over for skuffelsen ved at blive frataget deres pligter på den store aften.

I stedet for et stærkt plot holder filmen sig beskæftiget med mere eller mindre irrelevante detaljer.

Flere figurer bekymrer sig grueligt om, hvorvidt en kjole vil nå at komme fra skrædderen i tide. Der er skænderier om rørlægning, da fyret bryder sammen, og en person gør sig selv til grin ved at glemme de pertentlige regler for god etikette.

Der er en enkelt scene med noget, som minder om action, men den er hurtigt ovre og spiller ingen rolle for det efterfølgende. Én handlingstråd, der omhandler butleren Thomas’ personlige liv, forsøger en overgang at tilføre filmen lidt vægt og følsomhed, inden det hele igen forfalder til ren hygge.

Man kan have svært ved at engagere sig i historien, hvis man allerede har fulgt disse mennesker længe. Man er i hvert fald lovligt undskyld, hvis man undrer sig over, at de går så meget op i sølvpolering.

Filmen bliver reddet af et overbevisende ensemble, som er let at holde af.

Det gælder særligt for Maggie Smiths enkegrevinde og Michelle Dockerys spydige Lady Mary. Deres syleskarpe vid drypper lige akkurat nok malurt i bægeret til, at det rørstrømske manuskript ikke kammer over.

Irske Tom (Allen Leech) tager rollen som ansvarlig familierådgiver på sig og ender – bizart for den engang så fyrige republikaner – som et uvurderligt bindeled til kongefamilien.

Han belønnes med kærlighed i form af Tuppence Middletons Lucy. Det er vel en slags trøst for, at manuskriptet komplet undergraver hans politiske ståsted.

Downton Abbey har altid været bagudskuende og ærbødig over for overklassen, men al denne bukken og skraben når nye højder op til monarkens besøg. At skildre den velhavende overklasse som anstændige, velmenende mennesker, der har egne kvaler ved at leve op til samfundets forventninger, virker dybt ubehjælpsomt i en tid, hvor England står midt i en forfatningskrise og voksende ulighed.

Med det sagt er privilegieblindhed reglen snarere end undtagelsen for Downton Abbey.

Også serien solgte en fantasi om at kunne bo i et overdådigt hjem med tyende til at pusle om sig. Der var næppe nogen seer, som ønskede at være butleren. Som en fantasi lykkes forehavendet: At skildre et idealiseret England, der formentlig aldrig har eksisteret, hvor gode mennesker gør deres pligt og høster behørig løn, og hvor dit kjolevalg er afgørende, fordi du måske skal danse med kongen.

Som sådan er Downton Abbey en succes. Det er ren fantasi, men det lykkes at servicere seriens fans med trøstende eskapisme.