Dope

Hvide mennesker har det med at adoptere sort musikkultur med nogle års forsinkelse. Hvor ville Elvis være uden jazz, blues, R&B og flere runder hvidvaskning?

Samme skæbne er overgået hiphoppen.

Og når man som hovedpersonen i Dope dyrker retro-rap fra 90’erne, kører på BMX-cykel, går med afbleget denimjakke og pastelfarvede skjorter knappet helt op til guldkæden som en anden statist fra Rap fyr i L.A. – og oven i købet får gode karakterer i skolen – kan man dårligt blive mere hvid.

Malcolm har ”hvide” interesser, han er bare ikke hvid. Hans forældre er fra Nigeria, og far er skredet fra mor. Han bor i ghetto-kvarteret The Bottoms i Inglewood, Californien, hvor man på en god dag får stjålet sine sko af skolens mobber. På en dårlig dag bliver man skudt.

Alt dette beretter Forest Whitaker med myndig fortællerstemme i en film, der nægter at se sort-hvidt på tilværelsen. Her kan en sort teenager godt være nørd og drømme om Harvard.

Det kunne lyde som en eftermiddag på skolebænken, men føles snarere som en efterfest på stoffet MDMA med et dope soundtrack. Som i enhver vellykket ungdomskomedie lever det opbyggelige budskab ikke på trods af humoren, men i takt med ungdommens puls, der nu hamrer en hel del hurtigere, end da John Hughes var dreng.

Malcolm og hans lige så nørdede bedstevenner, den snusfornuftige Jib og den lesbiske, storliderlige Diggy, bliver for en gang skyld inviteret til en cool fest. Desværre er værten den lokale pusher (rapperen A$AP Rocky, der nok burde holde sig til musikken). Og desværre falder Malcolm for pusherens kæreste, og desværre ender festen i skyderi, og desværre vågner Malcolm op med skoletasken fuld af dope.

Han aner ikke, hvor det kommer fra, men han ved, at han skal af med det hurtigst muligt. Før eksamen, og før han bliver likvideret.

Efter et urkomisk amokløb mellem gangstere, korrupte bagmænd og en nøgen, skæv, tissetrængende pige i et vejkryds, indser vennerne, at de må ty til lyssky midler. Tempoet daler en smule, mens de udvikler en Breaking Bad-agtig plan om at sælge pillerne ved hjælp af online-valutaen bitcoins på den mørklagte del af internettet: the dark web.

Dope er også selv den første film nogensinde, som har tilbudt publikum at betale billetten med bitcoins. Ganske passende, for Rick Famuyiwa har drejet et generationsportræt fra den digitale tidsalder, hvor æstetikken spjætter mellem freeze frames, små videovinduer, som vi kender fra YouTube, og scener, der spoles tilbage. På samme måde skater han ubekymret rundt mellem genrerne: highschool-komedie, krimi-thriller og drama med social bevidsthed.

Dope er på godt og ondt et ægte Sundance-hit. En indiefilm med flossede kanter, uerfarent skuespil, lidt tung i enden, der ligesom Malcolms fladtrykte afro kunne bruge en tur med trimmeren. Men hvor er den knuselskeligt charmerende, forpjusket, ustyrlig, med humor så spændstig som en morgen-stådreng. Og en herligt geeky sprogtone, hvor de popkulturelle referencer favner alt fra Jay-Z til The Warriors. Yes, Malcolm, we can dig it.

Omsider er nørd det nye sort.

Og for at skrue cool-faktoren helt op på elleve har man hyret selveste Pharrell Williams som sangskriver og musikkurator. Lydsiden er et nostalgitrip fra hiphoppens 90’er-guldalder med Digital Undergrounds The Humpty Dance som kitschet højdepunkt.

Hvad enten der er sort eller hvid musik i baggrunden, er det en fest at se Malcolm, Jib og Diggy skyde stereotyperne ned. Ikke fordi de er politisk korrekte, men fordi de er troværdigt og kodylfedt selskab.

Mindre troværdigt er det nu, at Pharrells fire nye, dansable tracks skulle forestille at være komponeret af de tre teenagere i deres skoleband.