Dolittle

Tommy Stubbins er ude af sig selv. Knægten har ved et uheld ramt et egern, som nu er dødeligt såret og piber sin nød.

Tommy kan ikke få sig selv til at aflive dyret, men heldigvis flyver en papegøje forbi og guider dem hen til Dr. Dolittle, som kan tale med dyr.

Efter at have mistet sin kone har den gode læge afskåret sig fra omverdenen sammen med sine dyrevenner. Men ankomsten af den uheldige jægerdreng og en udsending fra selveste Dronning Victoria vender op og ned på eneboerens tilværelse.

Og så er der ellers lagt op til det helt store eventyr med masser af underholdende situationer og sjove vittigheder – skulle man tro.

Denne udgave af historien om Dolittle er dog så tåkrummende usjov, at den sørgeligt nok ikke engang kan lande i kategorien ”så dårlig, at det er en oplevelse i sig selv”.

Filmen er bare elendig, og det er der mange grunde til.

Først og fremmest kanaliserer Robert Downey Jr. noget, der mest minder om en discount-version af piraten Jack Sparrow. Den får ikke for lidt med excentriske handlinger. Og det bliver tilsat en yderst mærkværdig britisk accent, der står i skarp kontrast til det faktum, at de fleste af dyrene taler med amerikansk accent, selv om ingen af dem er fra USA.

Det kunne tilgives, hvis skuespillerne havde haft godt materiale at arbejde med. At der kan laves gode film om den kære doktor, beviste Eddie Murphys charmerende Dr. Dolittle fra 1998. Ikke stor filmkunst, men der er en varme, som ikke er til stå for.

I stedet for charme og varme er Dolittle fyldt med platheder og ligegyldigheder. Det er tænkt som en børnefilm, så det er på sin vis forståeligt, at figurerne til en vis grad er karikerede: Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvem der er god eller ond.

Men kunne man ikke have været bare en lille smule mere opfindsom end en suspekt udseende mand med sort skæg og mindreværdskomplekser om sin hage?

Hvordan Oscar-vinderen Stephen Gaghan er endt i instruktørstolen, er det største mysterium af alle.

Filmskaberen har tidligere excelleret i mørkere afkroge med intense thrillere som Traffic (manuskript) og Syriana (instruktion og manuskript). Ikke ligefrem den oplagte person til en børnefilm. Jo, hvis gorillaen, der er bange for alt og alle, skal dæmpe sin angst med heroin, eller hvis Dolittle har kidnappet alle dyrene og holder dem indespærret mod deres vilje.

Den film ville jeg gerne se ham lave.

Man må kigge langt efter bare den mindste form for udvikling hos såvel mennesker som dyr. Robert Downey Jr. har tidligere vist, at han er en ganske dygtig skuespiller, men denne gang rammer han helt ved siden af skiven. Han overspiller i en sådan grad, at elementære skuespilfærdigheder virker til at have været bandlyst.

Og så er kemien mellem ham og Harry Collett, der spiller Tommy Stubbins, komplet fraværende. Downey taler til Collett – ikke med ham – så drengen ender med at falde i ét med baggrunden. Mentor/lærling-forholdet forbliver et postulatet af dimensioner.

Det smil på læben, som må forventes af en historie med en isbjørn, der fryser, og en stor gorilla, der er bange, bliver mere og mere stift.

”Det lyder tåbeligt,” starter en replik, og hvis ”lyder” erstattes med ”er”, har vi en perfekt opsummering af Dolittle.