Doggystyle – sæson 2

Rosemarie Mosbæks Asta er ved at finde sig tilrette i barndomsbyen. Første sæsons overgang fra den københavnske kunstnerverden til Odsherreds provinsielle Udkantsdanmark er der så småt kommet styr på. 

Hun har efterhånden fået livet i hovedstaden så meget på afstand, at hun for alvor kan begynde at starte et nyt. Nu er det bare alt det med kærligheden og vennerne, der trykker. 

Asta har fundet en sød fyr, Bjarke (Jeppe Ellegaard Marling), men forholdet til skraldemanden er ikke så ligetil. Hans ekskæreste Maja (Miri-Ann Beuschel) kommer for at dele bolig med Bjarke og Asta, og det er ikke nemt at have eks’en så tæt på. Særligt ikke, fordi Bjarke og Maja har en datter sammen, og festpigen Asta derfor også bliver nødt til at tage stilling til rollen som papmor. 

Helt dramatisk bliver det dog aldrig rigtigt i første tredjedel af den nye sæson Doggystyle. For både Asta og Maja er gode til det der med at finde diplomatiske løsninger på hverdagens små problemer, og Bjarke er helt skudt i Asta. 

Faktisk er det overraskende, hvor stille og roligt introduktionen af Maja foregår for alle parter. Ikke mindst hos Asta, der godt nok ikke gør sig meget i morrollen, men til gengæld er faldet gevaldigt til med Bjarke.

Helt idyllisk bliver det, da den spirituelt interesserede Maja lokker Asta med ud i skoven på en Carl-Mar Møller-agtig selvopdagelse af kvindekroppen, mens Asta har sin menstruation. Maja gnider menstruationsblod på Astas pande, så hun kan komme i tættere kontakt med naturen.

Faktisk er de første fire afsnit ganske udramatiske og uden de store følelsesmæssige udsving.

Værst står det til for Astas barndomsveninde Jose (Josephine Park), hvis forhold til kæresten Niklas (Patrick Baurichter) er ved at bryde helt sammen.

Det betyder desværre også, at Jose er adskilt fra Asta i op til flere afsnit. Det er lidt en skam, for forholdet mellem de to veninder stod som noget af det skarpeste i første sæson.

Til gengæld giver soloscenerne med Jose et dybere dyk ned i hende og kærestens turbulente forhold. Det er et spændende indblik i seriens mest nuancerede karakter, og vi får nye sider af Jose at se.

Interessant er det også at se Astas handicappede lillesøster Ida (Sarah Juel Werner) opnå en større grad af frihed med teknologien i hendes kørestol, der kan tale for hende. Ida har ellers på grund af sit handicap været stum, men går nu på date og siger sin søster imod.

Man fornemmer voksende gnidninger imellem de to unge kvinder, og det er spændende at se Ida sige Asta imod, når hun til tider behandler Ida, som om hun stadig var et barn.

Det siger noget interessant om den måde, som svært handicappede nogle gange bliver behandlet på. Det er dog stadig en skam, at serien ikke har valgt at caste en rigtig handicappet til rollen.

Doggystyle blev sidste år et lille fænomen på dansk tv, så der har selvfølgelig været noget at leve op til. Man forstår også godt lysten til at give seriens personer et lille pusterum til at starte med, men sæsonstarten skuffer alligevel.

Selv om meget er sket, virker alt til at være ved det gamle. Hvis man nød første sæson, er anden sæson sandsynligvis et kærligt gensyn med Odsherreds karaktergalleri. Der er sket et hop i historien, men det er alt sammen sært tandløst trods de ellers kontroversielle emner, som bliver taget op.

Man savner mere på spil for karaktererne, der er utroligt tolerante over for hinanden. Asta var det utilpassede element i første sæson, men nu er hun faldet til og kan ikke skabe ravage i idyllen.

Anden sæson mangler den skæve pind i provinsens myretue.