Django – The King of Swing

Det frie menneskes udfoldelse og glæde ved musikken på den ene side og nazisternes strengt kontrollerede foragt for det lystfulde på den anden side.

Det er mellem de to yderpoler, at den fransk-belgiske jazzmusiker Jean Reinhardt er fanget i Django – The King of Swing. Filmen er baseret på den virkelige historie om Reinhardt – med tilnavnet Django – og hans liv i Frankrig under Anden Verdenskrig.

Django – The King of Swing havde verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin sidste år og deltog i hovedkonkurrencen om Guldbjørnen.

Størstedelen af filmen udspiller sig i det tyskbesatte Frankrig i 1943, hvor Django (Reda Kateb) lever med sin familie.

Han er en gudbenådet og populær jazzmusiker, der spiller for fulde huse. Også nazisterne har fået øjnene op for guitaristens jazzede sigøjnerswing, som hans musik kaldes. Django er nemlig sigøjner, som nazisterne egentlig har set sig onde på.

Derfor står både Django og nazisterne i en penibel situation.

Tyskerne foragter sigøjnerslægten, men vil gerne være på god fod med den populære Django, der kan vække musikalsk glæde hos soldaterne og civilbefolkningen.

Guitaristen forsøger sammen med sin familie at flygte til Schweiz, da sigøjnere bliver deporteret, men højtstående nazister ønsker at hyre Django, som nu står i et dilemma: At holde sig gode venner med tyskerne og redde sine nærmeste eller at nægte for at kæmpe imod besættelsesmagten.

Django – The King of Swing er bundsolidt og gedigent filmhåndværk, gennemsyret af melankoli og dekadence, men også menneskeligt håb. Det er dog Reda Kateb, der ejer filmen i rollen som Django.

Fransk-algeriske Kateb har før haft pæne roller i navnkundige film som Profeten og Zero Dark Thirty, men Django – The King of Swing kan meget vel blive hans store gennembrud.

Hans skuespil er kontrastfuldt, strittende og afdæmpet på samme tid. Kateb er betagende med sit kødfulde ansigt, lettere skelende øjne og lille overskæg, der er ”pænere end Hitlers”, som det lyder i filmen. Og han formår at skabe stor intensitet og lidenskab med meget få midler.

Det er svært at tage øjnene fra Django, selv om han egentlig helst bare vil spille musik og leve det simple liv. Men han tvinges mod sin vilje til at handle aktivt.

Det er i Djangos konflikt, at musikkens symbolik for alvor viser sig. Flere scener viser Djangos optrædener med levende og jazzet swingmusik, der får selv de mest strikse nazister til at bevæge kroppen i takt til musikken.

Men nazisterne foragter officielt hans ”abe-musik”, som de kalder den, fordi de ikke kan kontrollere den.

Det er naturligvis ikke blot et spørgsmål om musiksmag, men om grundlæggende livsformer: det frie samfund over for det strenge diktatur.

Desværre mangler filmen nuancer i forhold til tematikken, og det samme gælder portrættet af Djangos privatliv og familie. Det er, som om instruktør Étienne Comar behandler jazzmusikerens familiære liv for stedmoderligt. Ærgerligt, for her har man for alvor mulighed for at nærme sig det til tider reserverede, musikalske geni.

Men da Django mod slutningen af Anden Verdenskrig står i en kirke i Paris og hører et stykke orgelmusik, han har komponeret i løbet af krigen, formidler filmen flot og elegant Djangos udvikling ved hjælp af musikkens symbolik.

Han var måske en simpel musiker, der egentlig ikke ville tage stilling til krigen, men bedømt på orglets dybfølte melankoli og inderlighed har krigen ramt Django i sjælen. Og derfor ender filmen om ham også med at gøre indtryk.