Disorder

Disorder balancerer mellem antydningens kunst og dramaets tunge symbolik.

Slutningen kræver tilskuerens egne konklusioner, men oplægget med soldat og hovedperson Vincent, der er hjemme fra krig i Afghanistan og plaget af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) er svær at komme udenom.

Den krig. Den maskulinitet. Det traume.

Filmen begynder med lægekonsultation og Vincents høretest. Hvordan har han det?

En del af PTSD er de syner og lyde, der plager hjemvendte soldater. Fint, svarer Vincent.

En soldaterkammerat får ham med på et job, hvor en håndfuld soldater står for sikkerheden hos en rig, libanesisk forretningsmand, Whalid, der holder fest i sin luksuriøse villa. Vincent skal lytte og holde udkig efter trusler – overvågning med andre ord, også når gæsterne tror sig usete.

Da libaneseren næste weekend puselig skal på en forretningsrejse, bliver Vincent tilbudt endnu et job: At passe på familien, der består af smukke Jessie (Diane Kruger), seksårige Ali og en schæfer.

Nu er Vincent alene.

Det psykologiske drama udvikler sig da til en paranoiafortælling og home invasion-film.

Første akt har gennemgået husets ”blinde” vinkler fra kameraernes perspektiv – hvad er dækket, og hvor kan vagterne ikke se gæsterne? Anden akt spørger, om der skjuler sig nogen i de blinde felter.

Er Vincent paranoid, når han ser biler forfølge dem, da de kører til stranden? Spiller hørelsen ham et puds, når han hører lyde i den enorme villa? Hvad er politiets rolle, efter Vincent og familien bliver overfaldet og søger beskyttelse? Er Whalid en korrupt våbenhandler, hvis forretninger går ud over familien? Og hvorfor bliver Vincent, der som den eneste af soldaterne lider af PTSD, tilbudt jobbet?

Filmens originale titel er Maryland, navnet på Whalids villa, og dermed et stykke americana lige som Elvis’ Graceland. Et geografisk sted, der på en gang er realiseret drøm og umulig fantasi – kondenseret til park og hus og iscenesatte rum.

Instruktør Alice Winocour (Augustine), der også har skrevet manuskriptet med Jean-Stéphane Bron, forener effektivt home invasion-genrens kendetegn – maskerede skurke, manglende forklaring, forsøg på at kontrollere åbninger og indgange – med Marylands symbolik. Husets rum er hjemlige og anonyme, krigszone og privatliv. Ligesom hotelsuiter er de indrettet efter forestillinger og ikke efter mennesker med rødder.

I tredje akt træder Vincent i karakter. Jessie har været afvisende, og da Vincent tilkalder assistance, flirter hun provokerende med hans kammerat. Men så eskalerer situationen, og den aggressive paranoia skal stå sin prøve.

Belgiske Mathias Schoenaerts er overbevisende som følsom patient med nervøse trækninger, veltrænet krop og symbolske tatoveringer (der står ”chaos” på hans arm). Den tyske eksmodel Diane Kruger er troværdig som trofæhustru, hvis mål dog er uklart. Er hun offer, ønsker hun jetsettets rampelys, eller hvad driver en smuk kvinde ind i Marylands lukkede univers?

Plottet giver flere fortolkningsspor – traume, paranoia, våbenhandel – men hvilke, der tager os til husets dørtærskel, skal ikke afsløres her. Disorder er stilsikkert fotograferet af Georges Lechaptois, der kombinerer dvælende indstillinger med psykologiske closeups.

Det er Winocours anden spillefilm, og den er interessant. Men desværre mangler Vincent og Jessie psykologisk dybde, hvorfor det er svært at mønstre en større interesse.

Stjernen bliver i stedet filmens komponist, den franske dj Mike Lévy med kunstnernavnet Gesaffelstein. Hans technomusik går i symbiose med Nicolas Beckers nervøse lydspor. Fra første scene – Vincents høreprøve – er lyden af PTSD og Maryland forstyrrende og forførende, fantastisk og foruroligende.