Diplomati

Forsyningslinjerne mellem det sønderbombede Berlin og nazisternes hovedkvarter i det besatte Paris har resulteret i en akut mangel på saltkringler på de parisiske caféer.

Men indendørs i Hotel Meurice i rue de Rivoli sidder Hitlers militær-guvernør, von Choltitz, og mæsker sig i ædle vine og et evigt sprødt smulder af friskbagte croissanter.

Angiveligt elskede tyskerne at blive udstationeret i Paris, naturligvis af alle de indlysende årsager, men også fordi nazisterne så pariserne som nogle slapsvanse, en flok flanører uden tilstrækkelig rygrad til at gøre modstand.

Det er her, Cyril Gelys succes-teaterstykke og nu Volker Schlöndorffs film finder sted. En serie af møder mellem von Choltitz og den neutrale svenske konsul Raoul Nordling er af dramaturgiske grunde sammenpresset til en enkelt skæbnenat, hvor Paris’ fremtid afgøres.

For Hitler har fra sin førerbunker besluttet, at prægtige Paris skal sprænges i stumper og stykker, inden nazisterne rømmer byen, trængt af de allierede fra alle sider. Sprængstoffer er placeret under broer, under Louvre, operaen, Notre-Dame, alle de bygningsværker, Hitler elskede – og misundte pariserne.

Diplomati foregår næsten udelukkende i von Choltitz’ suite, hvor situationen er præget af panik, nederlagsstemningen i den tyske lejr er følbar, og von Choltitz bevogtes af et dusin tvangsudskrevne drenge under tyve år.

Pludselig står konsulen midt i suiten. Kan Nordling overtale von Choltitz til at forlade Paris uberørt? Til at overlade en af verdens skønneste byer til eftertiden?

Det er ikke her, spændingen ligger, for vi ved jo nok selv, hvordan det gik. Spørgsmålet er mere hvordan.

Schlöndorff, der gik anderledes barokt og balstyrisk til værks i sit tidlige mesterværk Bliktrommen (1979) er blevet de velgørende subtiliteters mand. Efter en tre kvarters tid begyndte jeg at spekulere på, om han havde stof og udvikling nok til de bebudede halvanden times spilletid, eftersom rollerne – listig, kulturelt sleben diplomat og brutal, autoritetstro soldat – forekom ret fastlåste.

Men selvfølgelig begynder de to at mødes som sande efterkommere af de dannede dødsfjender fra Første Verdenskrig i Renoirs Den store illusion, Pierre Fresnay og Erich von Stroheim.

Von Choltitz har sit eget barske dilemma at spille ind som dramaturgisk kort. For hvad sker der med hans familie hjemme i Tyskland, hvis han ikke blindt adlyder sin Førers ordre? Hvad ville Nordling, indbegrebet af frelst, selvagtende civilisation, selv have gjort i den situation? Hvad er mest værd? En storbys brokker og mursten, dens halvanden million indbyggere – eller ens kone og børn?

Diplomati er et teaterstykke, den prøver ikke engang at lade, som om den ikke er. Men læg mærke til, hvad der sker i baggrunden af billedet – ofte uden for kameralinsens fokus – og oplev, hvor filmisk filmen faktisk også er. Og værdsæt, hvor lidt retorisk, hvor naturligt flydende dialogen er.

På et tidspunkt dukker et par soldater op med ordrer fra Himmler i Berlin. Han vil sikre sig, at de redder et par malerier ud af Louvre, inden museet sprænges i luften. ”Men ikke Mona Lisa ...?” spørger von Choltitz – men lader det klogeligt blive ved det.

Selvfølgelig er det skuespillerne André Dussollier som diplomaten og Niels Arestrup som soldaten, der skal bringe historien helt hjem til os, og begge er formidable. Måske formidable på den lidt forudsigelige måde, for det rent skuespiltekniske niveau fraset var der næppe nogen skuespiller, der havde spillet rollerne anderledes. Måske er det bare mig, der elsker små irrationelle detaljer i spillet.

Godt er det i hvert fald.